Dansk pels sniger sig med helt nye produkter ind på især kineserne. Her en af de oftest hundedyre fristelser i en klassisk udgave.

13.02.2012 tekst: Boris Gullev

Dansk pels med globale superkræfter

ShoppingDet er ganske enkelt umuligt at komme udenom. Pels. Både når vi snakker dansk-baseret design og dansk eksport i milliardklassen.Pelsen sniger sig ind på helt nye ofre i junglen af luksusprodukter på det globale marked.

Glem alt om mormors muffedise, livløse ræve om halsen og klassiske Dr. Zhivago-huer. Pels er tilbage i farver, former og formater, der rusker i vores garderobe og interiør og giver de kreative bagmænd en funklende ny legeplads.

Osman Yousefzada er en af de modeskabere, der leger med volumen omkring skuldre og arme og opfordrer os til at vise mod og styrke i de trængte tider.

Den netop afsluttede modeuge viste vovede bud på de bløde lækkerier, modens spåmænd ser det i rigelige mængder i krystalkuglerne, og antallet af solgte skind på verdensmarkedet de seneste år taler deres eget tydelige sprog.

Pels er en investering. Den beholder sin værdi i lang tid. Og så giver den en følelse af hygge og forkælelse  

Hos Kopenhagen Fur har man om nogen i Danmark fingeren på pels-pulsen. Og ikke kun når det handler om at tryllebinde på catwalken.

Den 80 år gamle andelsforening kan bryste sig af at stå for salget af 20 millioner skind på årsbasis, og fem gange årligt slår de dørene op til verdens suverænt største pelsauktionshus, hvor købere fra hele verden kan byde ind på pels-produkter i alle afskygninger.

Der sker ting og sager inden for pelsmoden til mænd – her den danske designer Astrid Andersens bud på en vinterjakke.

250 medarbejdere sorterer og garver alt fra dansk mink til russisk zobel og afrikansk karakul-får, hvorefter de dyrebare materialer vandrer ud på de internationale markeder – størstedelen til kinesiske
adresser. En del af et kæmpe asiatisk marked, hvor det danske pelseventyr markedsføres af blandt andre det danske hiphop-koryfæ,Jokeren.

Det handler dog i høj grad om ekspertise i forhold til pels-værdikædens første led – bearbejdning og salg af råvarerne. Men Kopenhagen Fur interesserer sig ikke kun for at afsætte pelsavlernes vamsede frembringelser. Siden 2006 har det trendsættende pelshus med Kopenhagen Studio som base kastet kræfter i at samarbejde med danske og internationale designere og modehuse med øje på at udvikle brugen af pels og hjælpe nye tendenser og teknikker på vej.

Læs også: Koryfæer fælder dom over modeugen

”Vores opgave med Kopenhagen Studio er i høj grad en formidlingsopgave,” fortæller Patrizia Venturelli Christensen, Marketing Director i Kopenhagen Fur. ”Traditionelt set har det været buntmagere, der har arbejdet med pels – i dag er pelsindustrien i stigende grad knyttet sammen med design og mode, hvilket giver nye, kreative måder at bruge pels på,” forklarer hun.

Stiletterne fra den New York-baserede designer Alexander Wang er et elegant eksempel på, hvordan pels-accessories sniger sig længere og længere ind i garderoben.

Tendensen fordrer nye kundskaber hos de kreatører, der er vant til at stå med metervarer mellem hænderne, og giver specialisterne hos Kopenhagen Fur en vigtig rolle, når det gælder sparring og uddannelse omkring pels-materialernes form, karakter og funktion.

Når vi mennesker skal vise styrke, tilføjer vi ofte volumen omkring skuldrene – præcis det samme sker inden for pelsmoden lige nu  

Tager man et kig rundt på vinterens tøjstativer, efterlades da heller ikke megen tvivl om, at der i disse dage bliver brudt gevaldigt med mange århundredes traditionel brug af pelsmaterialer. Barberet mink i flere lag og dimensioner på et ærme, plukket zobel som den uventede kant på et skørt og floffy ræv på spinkle stilet-snuder. Pels dukker op som detaljer og i sammensætninger, vi ikke tidligere har set, og der bliver ikke sparet på hverken fantasi eller farver.

Du tror, du har set alt – men nej. Pels-detaljer, hvor vi slet ikke venter at se dem.

Ifølge Patrizia Venturelli Christensen handler det i høj grad om, at pelsmoden følger en generel tendens i tiden:

”Vi lever i en verden, der er meget fragmenteret. Man kan være mor, kæreste, karrierekvinde og maratonløber på samme tid, og det betyder, at vi skal få mange ting til at hænge sammen på én gang. Det billede ser vi også i pels-moden, hvor fragmenterne i voksende grad går igen og afspejler, hvordan vi hver især skal finde en ny måde at fortolke og forklare os selv på,” fortæller pelseksperten.

Hold hovedet helt og varmt med den pelsforede cykelhjelm fra danske
buntmager Nels Erichsen


En særlig fyldig del af tidens pels-univers er tendensen til at skabe iøjnefaldende volumen – i særlig grad omkring arme og skulderparti. I kombination med materialer som uld, læder og silke lader designere verden over pelsen være et betydningsbærende element og giver ikke kun de dyre dyr men også vores individuelle fremtoning et boost.

Spørger man Patrizia Venturelli Christensen, er det ikke mærkeligt, at vi ser denne tendens netop nu: ”Finanskrisen gør, at vi går lidt ind i os selv, bliver usikre. Men på et tidspunkt er vi nødt til at vise, at vi er stærke og kan komme ud af krisetilstanden. Når vi mennesker skal vise styrke, tilføjer vi ofte volumen omkring skuldrene – præcis det samme sker inden for pelsmoden lige nu,” forklarer hun.

Gilles Mendel er en af de designere, der er med til at genopfinde modeindustriens brug af pels.

Pelsens mange afskygninger hænger ikke kun på kvindernes bøjler denne vinter, men har også stødt og roligt bevæget sig ind i herrernes garderober. Alt fra neonfarvede dynejakker med minkdetaljer til rustikke rygsække med swakara har været synlige på 2011- og 12-podierne, og der er langt til russiske hue-klassikere og diskrete frakkekraver, hvis man vil udstråle moderne mand i dag.

Pelselementerne i herremoden er ofte bearbejdet, så de tilnærmelsesvis ligner skind, og langt hen ad vejen er der lagt vægt på funktionalitet – for eksempel i forhold til muligheden for at vende en beklædningsgenstand, så pelsen varmer frem for at stå til skue.

Alt fra kaffevarmere til taburetter bliver skabt i de populære pelsmaterialer – sidstnævnte er designet af kineseren Mr. Zhu Xiao Jie i samarbejde med Kopenhagen Fur.

Netop muligheden for at kombinere funktionalitet og æstetik har givet de mange pelsvarianter endnu en arena at boltre sig på – nemlig det massive marked for interiør og indretning. Her tager hippe foregangsmænd og -kvinder materialet til sig i udformningen af alt fra kaffevarmere til pudebetræk og møbelpolstring, og der bliver ivrigt eksperimenteret og leget med pelsens møde med materialer som træ, plexiglas og metal.

Patrizia Venturelli Christensen oplever det øgede fokus på pels i boligen som en trend, der er kommet for at blive:

”Specielt inden for møbler og interiør er vi normalt meget konservative – blandt andet fordi der ofte er tale om større investeringer – men vi oplever i højere og højere grad, hvordan områder som mode- og møbelindustrien flyder mere og mere sammen.

Læs også: Fra godsejersøn til modekonge

Jeanette Bøgelunds stol var et bidrag til Kopenhagen Furs årlige konkurrence om Den Gyldne Pelsnål og et lunt eksempel på, hvordan pels langsomt finder vej ind i boligen.

Mange modehuse starter deres egen møbelserie eller omvendt, og selvom man som forbruger måske ikke skifter sin sofa ud hvert tredje år, så kan man købe noget, der får den gamle sofa til at se anderledes ud – så det siger noget om det menneske, der bor der,” forklarer Kopenhagen Furs Marketing Director.

En pels kan holde i 80-100 år, hvis der bliver taget godt hånd om den  

Det handler i bund og grund om at vise verden, hvem man er. Og om at holde fast i noget oprindeligt og betydeligt, når selvsamme verden er af lave.

”Pels er en investering. Den beholder sin værdi i lang tid. Og så giver den en følelse af hygge og forkælelse, som kun de naturlige produkter kan give os – en nærmest huleagtig sikkerhed, som vi søger, når vi er i krise,” slutter Patrizia Venturelli Christensen.

Og der er noget om snakken. En pels kan holde i 80-100 år, hvis der bliver taget godt hånd om den. Så overvej at kaste et blik mod dyreriget – og lav god plads i familien klædeskab – næste gang du skal investere på den lange bane.

Læs også:
Fra dræbermaskiner til dyrt bling-bling


Skodsborg-Spa med udsigt til Øresund

Frit slag på markedet for brugte luksusure

borsen statistik bnt
Type
Pels
Se også
- Moskvas mindste millionærer
- Sassie - Fra model til modebranchens top
- Starletten der tog Danmark med storm
Fakta
  • • Kopenhagen Fur er et andelsselsskab ejet af 1.500 danske pelsdyravlere
  • • Danmark er verdens førende producent af minkskind
  • • Danske pelsdyravlere opfostrer hvert år omkring 14 millioner mink
  • • Kopenhagen Fur er verdens største auktionshus for pelsskind og globalt centrum for pelsbranchen
  • • 1/3 af den danske eksport til verdens vækstmarked nr. 1, Kina, udgøres af minkskind
  • • Kopenhagen Fur omsætter for over syv milliarder kroner årligt
  • • Pelsdyravl skaffer over 20.000 arbejdspladser til Danmark
  • • Minkskind er den danske vare, som procentvis har den største andel af verdensmarkedet
  • • Minkavl er af Økonomi- og Erhvervsministeriet udpeget som en kompetenceklynge på linje med for eksempel vindmøller
 

Find artikler:

Find artikler
 
 

Seneste shopping artikler


 
 
 

Seneste