25.01.2012 tekst: Niels Pedersen foto: Jeppe Carlsen

Frit slag på markedet for brugte luksusure

ShoppingAutenticitet er guld værd, når det handler om brugte luksusure. Den rigtige årgang, den rette skive og de originale papirer kan få prisen på et ældre armbåndsur til at eksplodere.

Efter finanskrisen holder prisen på de flotte ure med originale papirer og bokse stort set niveauet  

Når danske ur-entusiaster jagter brugte, eksklusive ure, er der bestemte detaljer, de særligt efterspørger. De fleste leder efter sportsmodeller, mange samlere vil helst have stålure, og de skal være fra kendte producenter. Hvad angår urets diameter, ligger den sjældent under 40 mm.

Derfra er der frit slag på et marked, der har klaret sig ganske godt gennem den økonomiske krise, og hvor dedikerede ur-elskere enten nørder ud i serienumre og servicebøger eller opsøger muligheden for at bytte sig til et klassisk armbåndsur og gøre en god handel.

»Vi kan se, at priserne udvikler sig positivt. Ure, som vi solgte sidste forår, køber vi nu tilbage for det samme beløb, og vi kan sælge dem videre dyrere,« fortæller Kenn Lentz, der har ansvaret for salget af ældre og nyere brugte ure i juvelerbutikken Edmund Arnold i København.

Hos Edmund Arnold er de specialister i ældre ure. Her går køberne mere op i sjældenheder, serienumre og årstal end selve prisen

Prisen på de brugte ure forholder sig til prisen på nye ure, og den ligger højt for tiden. Mange af de store urfabrikanter ligger i Schweiz, og værdien af schweizerfranc har været rekordhøj. Samtidig er efterspørgslen på eksklusive ure øget i Kina og resten af Asien. Begge tendenser holder prisniveauet oppe.

Priserne på ældre ure fik dog en rusketur, da finanskrisen slog igennem, og det har betydet, at markedet i dag er præget af større udsving.

»I 2006, 2007 og 2008 kunne man sælge alt, og der var et meget stort marked for f.eks. gamle Rolex-ure til overpris. Efter krisen er prisen gået i to retninger: De flotte ure med originale papirer og bokse holder stort set niveauet eller falder 10 pct., mens ure i dårligere stand er dykket markant,« forklarer Mads Urup Gjødesen.

Læs også:
Patent på den private solbrille
Rå diamanter rykker
Politik er det nye rock'n'roll

Han har samlet ure i 15 år og handler i dag med andre ur-entusiaster via den uafhængige hjemmeside www.timetowatch.dk

»Den bløde mellemvare af købere er forsvundet. Det er mange, der overvejer, om de virkelig har brug for et brugt Rolex »Red Sub« Submariner til 100.000 kr., når de kan købe en lignende model fra ny for under halvdelen,« siger Mads Urup Gjødesen om den del af publikum, der har trukket sig fra brugtmarkedet.

»Det er anderledes med samlerne. De har fået mere fokus på autenticitet. Alle dele i uret skal være originale. Ikke noget med en nyere skive eller lænke. Uret må gerne have været repareret, men det skal være gjort med originale reservedele fra det år, uret er fremstillet. Autenticitet får prisen til at stige 25-30 pct., og kan man finde en komplet pakke med servicepapirer og det hele, giver det en stigning på op til 100 pct. på visse modeller.«

Der er urets stand, der afgør prisen, men også små pudsige detaljer kan være med til at trække prisen i vejret. Desuden er der visse ure, der nærmest aldrig mister deres værdi, f.eks. det klassiske Seamaster

Det lyder temmelig nørdet, men ifølge Mads Urup Gjødesen består dette publikum af ganske almindelige danskere, som bare er vilde med ure.

»De har et godt job med fast indkomst og er måske ikke ramt af krisen. De sparer op, bytter ure jævnligt og arbejder sig i løbet af nogle år op gennem prisklasserne. Jeg møder få købere, der kommer med kontanter til et ur til 100.000 kr. Det er næsten altid et andet ur med i handlen. På den måde er det fortsat en solid investering at købe et godt ur. Sælger du det videre efter 10 år, kommer du ikke til at tabe penge på det.«

Samlere vil have sjældenheder

Den samme historie fortæller ur-eksperten Kenn Lentz fra juvelerbutikken Edmund Arnold i København. Her mærker man stor efterspørgsel på alle former for værdigenstande i kølvandet på guldprisernes himmelflugt. Butikken har i efteråret decideret annonceret efter bl.a. ældre ure fra Rolex og Patek Philippe og lovet priser i 100.000 kroners klassen for de rette modeller.

De fleste leder efter sportsmodeller, mange samlere vil helst have stålure, og de skal være fra kendte producenter. Hvad angår urets diameter, ligger den sjældent under 40 mm 

Kenn Lentz mener, at den større usikkerhed i samfundsøkonomien er med til at holde interessen for de ældre ure oppe:

»Når man ikke kan handle hus eller tøver med at købe en større bil, så er der penge tilovers. Jeg oplever, at pengene i stedet går til et ur, der ser ud, som om det har V8-motor. Man kan også kalde det en økologisk investering, for uret kan genbruges og sælges videre.«

Hvad er det så, kunderne efterspørger for tiden? Hvis man ser bort fra de dedikere samlere, så fokuserer interessen sig omkring sportsmodellerne og dykkerurene.

»Der er mange, der først og fremmest køber mærker og ikke ser så meget på prisen. De vil gerne købe ure, der er næsten nye og få lidt mere for pengene.«

Hos Edmund Arnold er det klassikerne, der trækker læsset: Rolex, Patek Philippe, solide sager fra TAG Heuer og til de mere kræsne f.eks. Audemars Piguet.



Kenn Lentz peger på en række boblere med potentiale som investering for ur-nørder.

»Panerai er begyndt at sælge kommercielt igen. Det er for folk, der går op i sjældenheder, serienumre og årstal. Det er ikke noget, man køber som brugsur.«

Han vurderer, at en del af Hublots produktion kan blive interessant for samlere på længere sigt.

»Og et mærke som Omega har haft svært ved at holde sig i det øverste segment. De gik på kompromis med urværket i 1970’erne og efterlignede japanerne. Det image har hængt ved i mange år, og der er få samlere, som vil betale 150.000-200.000 kr. for et Omega. Det skal dog siges, at det går meget godt med f.eks. deres Seamaster- og Planet Ocean-modeller.«

Det er små variationer, der kan afgøre, om prisen på et ældre ur skal op eller ned. Tag f.eks. det klassiske Rolex Daytona, som blev populært i 1960’erne. Daytona findes med urskiver i forskellige kulører og andre små detaljer, og falder man over en af de såkaldte Paul Newman-modeller med cremefarvet skive, så bliver prisen straks fordoblet og kan havne på 250.000 kr. Helt særlige udgaver af dette ur er blevet handlet internationalt til 2,5 mio. kr. Det er et investeringsmarked, hvor få danskere er aktive.

Et ur som brugsgenstand

Mads Urup Gjødesen fra Timetowatch.dk vurderer, at de fleste danske ur-entusiaster køber urene for at gå med dem.

»Det er mennesker, som vil have noget specielt at tage på ved særlige lejligheder. De har uret i boks og bruger det måske en gang om måneden. Man kan sagtens gå med et ur til 125.000 kr., uden at det mister værdi. Men selvfølgelig skal man ikke lægge fliser, mens man har det på.«

På sin hjemmeside præsenterer Mads Urup Gjødesen en rangliste over brugtmarkedets mest eftertragtede mærker. Han forklarer, at topplaceringer udløses af en kombination af godt håndværk, prestige og evnen til at holde niveau gennem mange år.



»Der var mange af de store firmaer, som havde en syg periode i 1970’erne med billigere quartzure. Samlere går op i, at urværket er lavet på fabrikken. Så er der selvfølgelig design, og det handler meget om smag,« siger han.

I skrivende stund finder man i klassen »high-end« bl.a. mærker som Patek Philippe, Greubel Forsey, Audemars Piguet og Jaeger-LeCoultre. »Luksus«-afdelingen rummer navne som Franck Muller, Gérald Genta, IWC og samlerfavoritten Rolex.

»Der kan være en risiko ved at købe et ældre Rolex. Man skal være opmærksom på skiven, viserne, remmen. Der er mange, der prøver at snige en falsk skive ind for at få en højere pris. Man ser mange falske reservedele i Asien, og der er utallige eksempler på folk, der har købt noget, de troede var vintage, men viste sig at være fusk,« advarer Mads Urup Gjødesen.

For den sande entusiast gør den slags snyderi sporten med at finde de virkelige perler mere udfordrende.

»Jeg leder overalt på nettet efter ure. De bedste handler er dog de private handler. Det kan være arvestykker eller lignende fund. Der kan dukke de mest utrolige ting op i folks gemmer. Fantastiske ure med boks, papirer og det hele i fin stand.«

Læs også:
Trends 2011: Boligen og Menneskene
Boksebossen: Jeg er ingen gangster
Skæg er ikke for sjov

borsen statistik bnt
Type
Ure
Se også
- Kendisser fejrer det ikoniske ur af plastik
- Hatten er tilbage på toppen
- Erhvervsfolk smider jakkesættet
Fakta
Tip til at købe brugte ure

■ Brug øjnene, kopier er faktisk til at gennemskue

■ Hvis et ur er utrolig billigt, så er det næppe originalt

■ Vær forsigtig med netauktioner

■ Mærket i sig selv fortæller ikke alt. De enkelte modeller kan have vidt forskellig status og prisniveau 4 Autenticitet, originale dele, servicepapirer og æske øger prisen

■ Læs evt. mere på de danske hjemmesider for ur-entusiaster: www.time- towatch.dk og www.vin- tageure.dk
Magasinet Pleasure
 

Find artikler:

Find artikler
 
 

Seneste shopping artikler


 
 
 

Seneste