ShoppingEn tur ind i Manhattans Diamond District er som en spadseretur ind i 1950’erne. Aldrende facader, der trænger til en rengøring, butiksskilte med bedaget typografi og nydelige herrer med hat, der konverserer lavmælt på gaden.
47. gade har i al stilfærdighed været et globalt centrum for diamanthandel i årtier
Distriktet har sit hjerte på New Yorks 47. gade: Over 4000 erhvervsdrivende og 22000 ansatte samlet i nogle få blokke mellem 5th og 6th Avenue. Og skal man tro dem, der kommer her til daglig, så er området præcis som de varer, der glimter i dets vinduer: en værdifuld diamant, måske nok lidt usleben, men vigtig at bevare.
47. gade har i al stilfærdighed været et globalt centrum for diamanthandel i årtier, og nu har dens indbyggere besluttet at skifte strategi. I stedet for mystik og lukkethed vil de pudse facaderne af og have et nyt ry som et åbent og funklende shoppingområde, hvor alverdens velhavere kan få stillet lysten til luksus.
Hos diamanthandler Leon Mege på 47th Street i New York er en håndværker gået i gang med at finpudse en ring, der skal udstilles i butikkens vindue
For skønt gaden ligner noget fra 1950’erne, så er den også adresse for en topmoderne industri, der p.t. tegner sig for tre af delstaten New Yorks fire største eksportvarer: diamanter, guld og smykker. Og selvom kunderne stadig kommer, så lurer farerne forude, viser en ny rapport fra distriktets egen udviklingsorganisation kaldet BID: Der er brug for at uddanne ny arbejdskraft, trække flere turister til og give gaden et mere moderne og luksuriøst look.
I butikken I. Friedman & Son møder vi Richard Friedman, der tilhører et af distriktets gamle familiedynastier. Hans far, Irving, startede ud som diamanthandler i 1922. Selv kom Richard Friedman til i 1952 med en MBA i bagagen og blev »& Son« på butiksskiltet.
Læs også:
Stiletten: Sex og fare på en piedestal
Ny trend giver milliarderne ben at gå på
Fra guldbarre til drøm i 18 karat
Da faderen døde i 1971, besluttede Richard Friedman at udvide med engrossalg, og knap ti år senere rykkede han med resten af industrien fra det daværende diamantdistrikt i downtown og nordpå til 47. gade – i jagten på bedre plads og mere rimelig husleje. Og her har han med årene fået selskab af sin svoger, sine to sønner og senest et barnebarn, den 26-årige Elise.
Richard Friedman er medlem af gadens Diamond Dealers Club, New Yorks og også en af verdens mest prominente diamantbørser. Her må man ikke fotografere eller interviewe nogen, men Richard Friedman fortæller gerne om systemet, der er baseret på lige dele tillid og ældgamle traditioner.
Diamond Dealers Club er New Yorks og også en af verdens mest prominente diamantbørser
Man køber og sælger sine sten ved lange fællesborde, og man kender som regel sin modpart. For at blive indført og handlet i USA skal alle diamanter have et certifikat, der erklærer, at de ikke stammer fra et konfliktområde. De skal også være vejet og vurderet i et laboratorium. Men når det er på plads, handles de alene med et håndtryk – ingen lange dokumenter her.
»Sælgeren kan måske godt lave en lille kvittering, men det er håndtrykket, der tæller. Vi siger »mazal« og giver hånd, og så er den handel beseglet,« forklarer han.
Richard Friedman viser gladeligt sine varer frem – også dem, de fleste af os aldrig får råd til andet end at drømme om: En ring med en firkantet diamant, der er over 16 karat og koster 750.000 dollar, et sjældent antikt armbånd fra 1920’erne samt et andet helt nyt armbånd af diamanter i utallige former – pris ca. 350.000 dollar.
I den øverste ende af markedet, hvor Friedman-familien agerer, er der altid kunder at finde, krise eller ej, siger han tilfreds. Men deres smag har ændret sig de senere år.
»Det er blevet lidt mindre tungt og voluminøst. Det er det elegante og konservative look, mange kunder går efter for tiden.«
Varerne i vinduet er vigtige, men det allervigtigste er det gode forhold til køberne, lyder Richard Friedmans analyse. En del har han kendt gennem generationer.
»Deres bedsteforældre handlede med min far. Siden kom forældrene og købte forlovelsesringe hos mig, og nu er det børnene og deres børn, vi handler med. Jeg nævner ingen navne, men jeg har f.eks. også en berømt dame fra Geneve, som kommer fast to gange om året og har gjort det i mindst 25 år.«
Kunderne er fra alle samfundslag og sektorer, forsikrer han.
»Det er alt fra Kennedy-familien til helt almindelige købere. Vi står ikke og fortæller dem, at deres diamanter stiger i pris i morgen. Men køber de med en lang horisont, så er der fornuft i det – og samtidig giver de jo en smuk gave. Det er lidt som at købe bolig eller kunst: Det er ikke kun investering, det er også en glæde.«
Kunder, der betaler millioner af kroner for et smykke, kan være lige så forskellige som alle andre: Nogle tænker i ugevis, mens andre beslutter sig med det samme.
»De skal bare vende sig mod konen eller kæresten og sige: Kan du lide den? Så nikker hun, og så tager de checkhæftet eller kreditkortet frem,« som Richard Friedman siger.
Selv stoler han på sin smag og på fem årtiers erfaring, når han køber ind i klubben eller på en af de andre store diamantbørser i Antwerpen eller Ramat Gan nær Tel Aviv. Men han kan ikke udpege en favorit, erklærer han og smiler næsten forelsket.
»Det er ligesom at have børn. De har jo alle deres kvaliteter hver især.«
Spørgsmålet er så bare, om de dyre, blanke sten også i fremtiden vil blive handlet netop her på 47th Street? Store dele af industrien er for længst rykket til Indien, og andre kunne få den idé at flytte ud af byen – til forstæderne eller nabostaten New Jersey, hvor der igen ville være bedre plads og mere rimelige huslejer at finde.
Men med den første grundige analyse i 20 år satte gadens udviklingsorganisation BID for nylig fokus på kvarterets værdi for storbyen: økonomisk aktivitet, skatteindtægter og gode middelklassejob til en gruppe mennesker, der for 70 procents vedkommende er immigranter. BID meldte også ud med en ønskeseddel.
»Vi har brug for det offentliges hjælp til at renovere gaden. Og vi har brug for at oplære og uddanne nye faglærte til industrien,« siger Michael Grumet, der leder organisationen og har indvilliget i at fungere som Pleasures vejviser ind i det førhen så diskrete og lukkede distrikt.
En intern undersøgelse blandt medlemmerne af Diamond Dealers Club viste tidligere på året, at de i snit er 58 år gamle. Også gadens diamantslibere og andre faglærte bliver ældre. Og p.t. er der ingen formel uddannelse eller lærlingeordning, som kan give nyt liv til de gamle fag.
I årtier er kundskaberne gået i arv fra far til søn, fra generation til generation og især i jødiske familier, men sådan går det ikke altid længere.
Inde i nummer 2 møder vi Leon Mege, der har gjort en dyd af nødvendigheden og selv udviklet et lærlingeprogram. Leon Mege har hele tiden brug for dygtige juvelerer til sit platin- og smykkeværksted The Art of Platinum, og aftalen er enkel: Eleverne får ingen løn, men betaler heller ikke for uddannelsen.
Leon Mege lærer dem sit håndværk og ansætter de fleste efter tre til seks måneder. For de uddannede er gennemsnitslønnen ca. 70.000 dollar om året – ikke noget ringe perspektiv for en ufaglært immigrant.
Friedman & Son har drevet diamanthandel i New York gennem generationer. Kunderne kommer fra alle samfundslag, men Kennedy-klanen er bl.a. på kundelisten.
Selv kom Leon Mege til byen fra det tidligere Sovjetunionen, fandt arbejde i gaden og begyndte langsomt at møde kunder. Han havde ingen forbindelser at trække på, så han måtte finde sine egne løsninger – og udvikle en sikker dømmekraft.
»Det er svært at vide på forhånd, hvem der kan blive en god juveler. Nogle har betalt i dyre domme på en skole, men de skoler, der findes, er typisk ikke ret gode. Andre kommer måske fra IT- eller detailsektoren, men først når de har været her et par uger, ved jeg med sikkerhed, om de har den præcision, jeg søger,« fortæller han.
Alle smykker laves i hånden, og Leon Mege gør sit bedste for at holde brugen af moderne computer- og laserudstyr på et minimum – for den slags bruges kun af »dovne eller upræcise håndværkere«, som han siger.
Ud af de ti juvelerer, han har siddende for tiden, er kun en enkelt født i USA. Den mest erfarne havde ingen træning, da hun kom, men i dag sidder hun og nørkler med en smaragd til 500.000 dollar.
Også Leon Mege kan vise spektakulære varer frem: en ring med præcis 500 rubiner, en særlig diamantring, der på mystisk vis har været centrum i adskillige brudte forlovelser, og en ring med en turkis såkaldt turmalin – der ifølge en meget kristen kunde har »samme farve som Guds sko,« som Leon Mege grinende fortæller:
»Jeg er selv jøde, så hvad ved jeg, men det siger hun.«
Det er nogle af USA’s bedste håndværkere, der hver dag møder op i de mørke lokaler for at lave nogle af de mest funklende smykker til hele verden
Leon Mege henter efterhånden en hel del ordrer via Skype-, internet- og e-mail-kontakt til andre dele af verden. Og han er helt enig i, at 47. gade kunne trænge til en polering.
»Som det er nu, er distriktet ca. 50 pct. industri og 50 pct. glamour. Det ville være godt, hvis vi kunne tippe balancen lidt mere til glamoursiden,« siger han.
Leon Meges egne børn, et tvillingepar på 12, har han dog ingen ambitioner om at inddrage i forretningen, erklærer han med pludselig alvor.
»Jeg håber faktisk, at de vil vælge noget andet. Det er en halsbrækkende hård branche. Forstå mig ret: Jeg klager ikke, jeg kom til landet med 100 dollar på lommen og har klaret mig godt. Men det er ikke et liv, jeg ønsker for mine børn.«
Vores sidste stop er netop en af de erfarne håndværkere, der snart kan blive mangel på, hvis BID ikke finder en måde at trække nyt og yngre talent til. Vi krydser gaden, tager en elevator op og finder Michael Kaufman i sit værksted travlt optaget af at lokke endnu en diamant til at vise sig fra sin bedste side.
»Det, vi mest laver her, er at slibe de ældre sten. Det kan være sten, som er gået i arv og skal sættes ind i et nyt smykke, eller sten som har fået en skramme. I gamle dage betød størrelsen på diamanten alt og håndværket ikke ret meget. I dag er også håndværket blevet vigtigt,« fortæller han og viser først værktøjet fra sin egen læretid – og derefter de moderne, langt mere præcise sliberedskaber.
Jo, jo, det er bare en sten, men denne har trods alt en værdi af knap 500.000 dollar og skal sættes ind i et ganske særligt smykke, fortæller diamanthandler Leon Mege
Jo, jo, det er bare en sten, men denne har trods alt en værdi af knap 500.000 dollar og skal sættes ind i et ganske særligt smykke, fortæller diamanthandler Leon Mege
Hvis Michael Kaufman fik lov, kunne han formentlig tale i timevis om Asscher, Cushion og Rose Cut og en masse andre fagudtryk. Selv begyndte han som elev i 1966, da der var »3-4000 diamantslibere i distriktet.« I dag er der under 100.
»Man kan slibe diamanter med computere nu til dags. Men den slags er for videnskabsmænd. Her er vi kunstnere,« som Michael Kaufman siger med slet skjult stolthed.
Karrierens hidtil største sten var en gigantisk diamant, over 25 karat, til en værdi af ca. 6-7 mio. dollar – og en sten, der kunne give selv den mest garvede sliber gåsehud. En anden episode, Michael Kaufman sent vil glemme, er et besøg hos en god kunde.
»Min daværende partner og jeg var inviteret op til ham. Og så viste han os pludselig en rød diamant på over syv karat. Den type sten har ingen pris. Den er så sjælden, at den måske er den eneste af sin slags i verden. Og mennesker, der køber den slags sten, fortæller som regel ikke til nogen, at de ejer dem – eller hvad de betalte.«
En enkelt diamant kan beskæftige Michael Kaufman i alt fra nogle få timer til flere uger. Diamant er det hårdeste mineral i verden og kan kun slibes med et af to redskaber: en anden diamant eller en slibesten dækket af diamantpulver.
»Men nogle gange er to diamanter tilbage i tidernes morgen smeltet sammen til én. Det betyder, at deres årer løber forskelligt, og så er de svære at slibe. Andre gange er man måske nødt til at rykke vinklen for at fjerne en urenhed,« forklarer han og slutter af med en kærlighedserklæring, der næsten lyder som Marilyn Monroe om igen. Også for Michael Kaufman er diamanterne blevet en bedste ven.
»Jeg elsker dem stadig efter alle disse år. De kan stritte imod, og de kan udfordre os, men de er præcis som mennesker. Diamanter har personlighed.«
Læs også:
Vendte Jante ryggen - og vandt i Hollywood
Hun bruger en formue for de rige
Filmikoner sælger ud til superbrands
Faktaboks
