ShoppingSelv om folk, der elsker Paris, elsker at gense de gamle yndlingssteder, er det også udfordrende og spændende at finde nye favoritter, og dem er der stedse flere af.

Her er nogle gode adresser – på hotte sko, tøj, restauranter, biograf og souvenirer i skøn forening - til næste parisertrip – det kan ikke gå hurtigt nok. 

Til Chanels fantastiske show i Grand Palais, hvor næste sommers mode blev præsenteret, viste Karl Lagerfeld flade sølvstøvletter til de fleste outfit. Nøjagtig samme slags – ikke i sølv – men i sort med sort laksnude eller i beige med sort laksnude findes til denne vinter hos Heyraud til 199 euro. Skomærket, med eminent god læst, findes flere steder i Paris. Bl. a. på Boulevard Madeleine og på 24 Rue du Four.

Metro: Henholdsvis Madeleine og Mabillon. Foto Helle Moos

Om hjørnet, ved siden af restaurant L’Opera, lyder den dejligste opera fra store og små tv-skærme i Opera Garniers nye souvenirbutik, som Galeries Lafayette har transformeret fra kedelig pladebutik til et magisk flagskib for verdens mest moderne samling af danse- og operabøger, magasiner, dvd’er og cd’er.

Ballettomaner vil falde i svime over en afdeling fyldt med ballettylsskørter og ballerinasko fra det berømte balletmærke Repetto, andre vil dåne over Sophie Mouton-Perrats bedårende papier-mâché-lamper skabt som balletdanserinder i stil med danske Violise Lunns kunstværker. Her er Baccarat glas, te fra Mariage Frères, vifter fra Vera Pilo, câche-coeurs (bindebluser) fra Bompard og Murano glassmykker. Et fornemt gaveudvalg – tag jer god tid.

Foto: Lotte Freddie

Læs også:
Stiletten: Sex og fare på en piedestal
Nøgen er det nye sort
Fynsk møbelsucces satser internationalt

Obama spiste her. Ikke så mærkeligt for La Fontaine de Mars fra 1908 er apoteosen af en fransk bistro – rødternede duge med stivede matchende servietter så store som teduge, spejlvægge, brune læderbanketter, messinglamper og -gelændere, en etagere med skinkeudskærer i midten og kønne vredne mørke træstole a la Thonet, men med et ekstra sving, faktisk pænere – og rødternede kurvestole udenfor.

Obama spiste filet de beuf og drak – til franskmændenes rædsel – vand og Coca Cola dertil. Den gamle bistros specialiteter fra Sydvestfrankrig rummer mange fristende forslag, f. eks. den bedste varme forret jeg nogensinde har fået, “Ouefs en Mourette”, æg i en stærk, mørk bourgognesauce, ligesom til dessert den bedste Isle Flottante – det samme som Oeuf â la Neige, som jeg stadig ikke fatter, ikke findes i Danmark – en ø af en slags ubagt marengs sejlende på en sø af æggecreme.

Supertjener Nicolas vejledte med en perfekt bourgogne, og jeg tænker mig sikkert at møde Obama, når vi begge iler tilbage til La Fontaine de Mars, 129 Rue Sain- Dominique. Tlf: 33 1 47 05 46 44.

Metro: Invalides eller Latour-Maubourg.

Vi skal prøve æggene, sagde jeg til min vantro veninde Pia, som ikke kunne forestille sig at valfarte specifikt til en restaurant på grund af Oeuf dur Mayonnaise.

Men hos Olivier Flottes serveres æg, der berettes om i Le Figaro, og som også viste sig at være raffineret delikate – tre perfekt kogte dækket af krydret mayonnaise plus gulerod-ærte salat – og mættende til syv euro.

Brasserie Flottes, en institution, der besøges af kendisser og, som de siger i Paris, “de beautiful people”, serverer f. eks. en trés chic varm trøffel sandwich, en hummer og hakket kødtallerken i lag som lasagne eller min yndlingsret, marvben. En del af kokken Tony Verados interessante spisekort, der er et pariserbesøg værd – og måske øjner man her en kendt politiker eller forfatter.

Men “mine” æg viste sig senere at modtage bedste oeuf mayo pris 2011 – Prix L’A.S.O.M - l’Association pour le Sauvergarde de Oeuf Mayo – prisen til at værne om æg i mayonnaise. Retten med ekstremt høj kolesterolindhold opfandtes 1814-16 i Paris af englænderen John Daeuf og amerikaneren William Jones Mayo, som senere grundlagde den berømte Mayo-klinik, specialist i kolesterolbehandling. Flottes, 2 Rue Cambon, tlf: 1 42 60 80 89.

Metro: Concorde

Hver eneste gang jeg er i Paris, besøger jeg Reflets d’Orient på Rue de Rennes. Det er en meget lidt pæn indisk butik, men jeg finder næsten altid seneste design i nederdele netop her. De indiske fabrikanter rammer af uransagelige årsager utroligt ofte de nyeste tendens i moden – til væsentligt andre priser end modehusenes. Som denne oktober, hvor etniske og ikatmønstre er toppen af poppen – til næste sommer. En vid, lang nederdel a la Paul & Joes-design koster 45 euro hos Reflets d’Orient.

Metro: Saint-Sulpice. Foto: Helle Moos

Allerede da pariseroperaen, Palais Garnier, blev indviet i 1895, ønskede arkitekten, Charles Garnier, en restaurant. Først nu, 27. juni, åbnede “L’Opera” sine døre for publikum til en såre trendy restaurant. Franskmændene har altid arkitektonisk vovet at satse på noget vildt anderledes og eksperimenterende, og det skal jeg love for også er sket på bagsiden af Opera Garnier. I Pierre-Francois Blancs imponerende projekt er gigantisk høje udsigts-vinduer indsat mellem de gamle søjler, der omslutter stueetagen og en mezzanin, en bro, som slynger sig halvt ind over lokalet nedenunder – bølgeformet – lidt à la formerne i Georges restauranten i Pompidou Centret.

Under operahusets sandstenshvælvinger har Odile Decq, ligeså vovet, indrettet med sin signaturfarve, knaldende fræk rød – stole, gulvtæpper, banketter. Det ser lidt mærkeligt ud på fotos men fungerer faktisk. Her sørger den stjernebestrøede kok, Christophe Aribert, for spændende og ekstremt velsmagende menuer. (Et særligt kulinarisk kuriosum: sauce med honning hentet fra bistaderne på toppen af operaen, der jo hviler på en sø).

Et måltid bestående af dagens forret: æg på krydrede linser, de tre bedste oste, jeg har fået nogetsteds og en Ouef à la Neige – på hindbær-æggecreme – plus udadlelig betjening, var en udsøgt fornøjelse med klassisk baggrundsmusik.

Metro: Opera eller Chaussée d’Antin. Foto Roland Halbe.

Den franske filmindustri er verdens trediestørste efter USA og Indiens, og det hele begyndte i Paris i en kælder i 1895, hvor Lumière brødrene fra Lyon valgte at lancere deres filmapparat.

At gå i biografen er nu en central del af livet i Paris, hvor der købes flere billetter per hoved end noget andet sted i Europa, til billigere priser end i både London og New York. Og hvor der hver eneste uge er over 350 film at vælge imellem foruden de utallige filmfestivaler.

De vises i en blanding af overdådige, moderne biografkomplekser og listige små “art cinemas”, som viser internationale kult- eller obskure film og gode film, som jeg har set mange af i Paris, ofte film, der ikke kommer op herhjemme. En anbefaling er især at se den i La Pagode, en oplevelse i en af verdens smukkeste biografer, en fransk arkitekts kopi af en pagode fra det 19. århundrede.

Billetkøb er noget for sig, man står i kø uden for biografen efter at have erhvervet en billet og venter på adgang til filmens start – i regn, sne og blæst – en prøvelse, men gode film er altid skønt … La Pagode (ingen credit cards), 57 bis Rue de Babylone.

Metro St.-Francois-Xavier. Foto: Jean Francois Chapus.

Franskmænd og englændere har altid næret et had-kærlighedsforhold. Begge beundrer/misunder inderst inde hinanden for den andens fortræffeligheder, og trods englændernes nedladende “the frogs” om franskmændene og det tilsvarende franske “Les rosbeef”om ærkefjenden, vidner de mange engelske navne på gamle, parisiske hoteller om aristokratiets forkærlighed for det mondæne la Vie Francaise – Westminster, Lancaster, Bristol, Brighton, Saint James & Albany, Eduard VII – hvortil MAN i forrige århundrede drog til om foråret.

Det bedste eksempel på fransk-engelsk kulturelle forskelle er Stephen Clarkes meget morsomme satiriske bøger, som man lærer en masse af: “A Year in the Merde” fulgt af “Merde Actually”, “Merde happens”, “Talk to the Snail” og “Dial M for Merde”. Nyest er “A 1000 Years of Annoying the French”. Den købes på Rue de Rivoli hos den engelske boghandel W H Smith, som på første sal har engelske specialiteter, hvis man har hjemve efter britisk te, kiks, Bovril eller verdens bedste orangemarmelade Frank Cooper Original Marmelade med appelsiner fra Sevilla.

Metro: Concorde eller Tuileries.

Læs også:
Dansk cocktailkultur smedet i stål
Alfahanner på mission Valentinsdag
Luksus og lir bag hjemmets fire vægge