ShoppingPrisvindende luksushippie, alternativ forretningsmand og grøn skønhedsmagiker med passion for hår og ingredienser. Horst Rechelbacher er en sammensat personlighed. Nu er Aveda-manden draget ud på en ny mission.
»Vil du have det samme at drikke som ham den helseagtige?,« hvisker tjeneren på restaurant Nimb i København.
Horst Rechelbacher er stifteren af det banebrydende grønne hår- og wellnessmærke Aveda, som han skabte i 1978 og siden solgte til Estée Lauder-familien
Den helseagtige er 69-årige Horst Rechelbacher, stifteren af det banebrydende grønne hår- og wellnessmærke Aveda, som han skabte i 1978 og siden solgte til Estée Lauder-familien for angiveligt 300 mio. dollar i 1997.

Det er ikke helt tilfældigt, at Horst Rechelbachers hud er både fugtmæt og gylden. I knap to måneder har han som del af et forsøg dagligt smurt sig ind i en blanding af planteglycerin og aloe vera-juice tilsat plante-stamceller fra kurvblomsten edelweiss, fortæller han
Han brugte dog ikke millionerne på at slappe af i sofaen, drikke urtete eller drage på nye togter til det Himmalaya, han elsker så højt. I stedet søsatte han en ny, ultragrøn velværebaby og er i dag på det, nogen sikkert vil kalde »mission impossible 4« med stamceller som løsning på … alt.
Med ry for at være hardcore aktivist, der støtter et betragteligt antal græsrodsbevægelser, sender han blandede signaler denne efterårsdag. Let til bens i flade, sporty sko bærer han under armen sin Ipad i et Prada-cover, som matcher det mørke, løsthængende tøj. De sølvgrå hårlokker er velolierede, huden fugtmæt og gylden, og for hver bevægelse, han tager, fyldes luften af en eksotisk-sødlig duft så bemærkelsesværdig, at selv Pleasures fotograf anerkendende bemærker den.
»Ren jasminekstrakt,« lyder forklaringen fra hovedpersonen, som ikke bruger deodorant, men i stedet dupper en anelse af den blomstrede duft de rigtige steder.
Læs også:
Ordblind konge af den danske auktionsverden
Luksus og lir bag hjemmets fire vægge
Lingeriets ABC - For forførere og feminister
Horst Rechelbacher omtaler sig selv som naturens evighedsstudent. Men det, folk står i kø for at høre ham tale om, er, hvordan fremtidens skønhedspleje skal skrues sammen. For økologi rækker ikke længere, hvis vi og planeten skal have en chance. Der skal en anderledes, mindre ressourcekrævende fremgangsmåde på bordet.
Til gengæld kræver det rundt regnet bare ti års tålmodighed, før vi har udsigt til at kunne blive 150 år gamle – endda i en velkonserveret udgave: fri for aldersafslørende grå hår og tidens vejrbidte hud. Det mener Horst Rechelbacher, som er i Danmark for første gang på privat visit sammen kvinden i hans liv og de gode venner, de altid rejser sammen med.
»Aveda er et berømt barn, der krævede en smertelig afsked efter 17 års samliv,« indleder han med lavmælt stemme, som stadig bærer præg af kraftig østrigsk accent trods et langt liv i USA.

Horst Rechelbacher fortæller, at han blev slået ud af »den svimlende sum,« han blev tilbudt for Aveda – mærket, som han selv stiftede og siden solgte til Estée Lauder- familien
Noget, der dog ikke forhindrer øjnene i at blinke som to lykkekugler, da han fortæller om sit nuværende glædestrip: Intelligent Nutrients – fødevarebaseret kosmetik og hudpleje, der netop har hevet det internationale analyseinstitut Organic Monitors højeste score hjem som det mest autentiske økobrand ud af i alt 50 kandidater. I hele verden.
»Det booster selvfølgelig mit ego helt vildt og smager af sød glasur,« lyder det fra manden, der ellers er kendt for at bide alt andet end sødt fra sig, når han revser resten af skønhedsbranchen.
Blandt andet for at lyve for kunderne.
»Eksperterne i skønhedsbranchen vil altid hævde, at doseringen af syntetisk kemi i skønhedsprodukter er så lille, at den ikke kvalificerer sig som dårlig. Men det er noget sludder, og enten er de mindre begavede, eller også er de arrogante. Og jeg tror ikke på det første. Faktisk tror jeg bare, de sidder fast i det 1950’er-plastikparadigme, hvor vi uvidende væltede os i alle de kunstige ingredienser, der var til at opdrive for at få højt panghår og standhaftig makeup.«
At Horst Rechelbacher er imod brug af silikoner, parabener og mineralske olier fra jordolieindustrien, er ikke nyt.
Allerede i 2008 sagde han i en kommentar til Børsen, at uigennemtrængelige petrokemiske olier forhindrer huden i at ånde og gør hudcellerne så syge og betændte, at hvis ikke vores sløsede omgang med dem stopper, vil vi tørre ud.
Som ingrediensfreak får ordet silikone ham til at rykke helt ud på stolekanten og glemme både helsedrik og den serverede morgenmad.
Horst Rechelbacher er overbevist om, at det er i stamceller, fremtidens skønhed er, da netop stamceller kan trylle gråt hår tilbage til udgangspunktet og glatte hud, der har slået folder
»Uanset HVOR blød, din hud bliver, eller hvor silkeagtigt, dit hår føles, så er silikoner farlige. De hober sig op i håret og kan give dig udslet på huden, og derudover kan de ikke nedbrydes. Jo, de kan blive det sand, de oprindeligt var, men en blanding af silikoner og mineralske olier, altså petrokemi, er unedbrydelig.
Folk vil sige, at der er fine og mindre fine silikoner, men niks: silikone er silikone og vil eksempelvis aldrig kunne spises,« lyder det fra manden, hvis hud- og hårprodukter er sammensat udelukkende af madingredienser, som han er kendt for at smage på for at demonstrere sine pointer.

For Horst Rechelbacher er det nemlig vigtigt, at alt indhold er så naturligt, at det i teorien kunne stilles på middagsbordet, og det kan derfor ikke overraske, at han udelukkende henter sit brændstof fra økologiske planter. Hvad der imidlertid får folk til at holde vejret lidt ekstra tid, er hans brændende engagement i stamceller. Fra både planter og mennesker.
For Horst Rechelbacher er overbevist om, at det er her, fremtidens skønhed er, da netop stamceller kan trylle gråt hår tilbage til udgangspunktet og glatte hud, der har slået folder.
Skræmmende? Nej, siger han og kalder det fremdrift i højeste potens og tilføjer, at teknologien allerede findes. Udviklet, klar og ventende på godkendelse, blandt andet i Kina:
»Du skal ikke slå noget ihjel for at få stamceller. Tænk bare på dem fra babytænder, der alligevel falder ud af sig selv og kan bruges til at forbedre den ældre generations tandstand. Derudover skubber stamcelleteknologi ikke grumt til den i forvejen hårdt prøvede drivhuseffekt, og der spares samtidig tonsvis af vand.«
Stamceller er ifølge Horst Rechelbacher også stærkt hudfornyende. I en måned og 20 dage har han flittigt smurt sig i en blanding af planteglycerin og aloe vera-juice tilsat 11 pct. plantestamceller fra kurvblomsten edelweiss.
»Og det virker. Du bemærkede det selv,« siger han med henvisning til sin bløde, relativt glatte hud.
Filosofimæssigt lægger han altså afstand til den skønhedsbranche, han trods alt også kender og har været en del af. Og skulle han glemme det, minder en velpolstret bankbog takket være Estée Lauders søn, Leonard Lauder, ham sikkert om det i ny og næ.
Horst Rechelbacher husker stadig den dag, Lauder-arvingen meldte sig som køber af Aveda:
»Leonard Lauder og hans hustru tjekkede en dag ind på mit Aveda-spa og foreslog en frokost og en handel. De ville gerne have Aveda.«

Horst Rechelbacher giver ikke meget for den etablerede skønhedsindustri og har i stedet lanceret sin egen serie af fødevarebaseret kosmetik og hudpleje. Ren økologi
En idé, Horst Rechelbacher præsenterede for sine to børn, der uden tøven udbrød: »Sælg, far. Sælg.«
Og sådan blev det. Ingen af børnene ville have firmaet, for de havde set deres far arbejde i døgndrift alle ugens syv dage i alt for mange år.
»Jeg var ædt op og udbrændt, så ja, jeg blev forført af den svimlende sum,« indrømmer han og fortæller, at det efterfølgende var en kæmpe fejl at tilknytte sig sit hjertebarn på konsulentbasis i otte lange år.
»Det var den værste periode i mit liv. Ikke fordi Lauder gjorde noget forkert, men min følelsesmæssige tilknytning gjorde det svært at leve med forandringsbeslutninger, som andre traf.«
Og forholdet til Leonard Lauder i dag?
»Jamen, det er godt. Vi e-mailer sammen og har gensidig stor respekt for hinanden, og det er snart tid til en frokost.«
Horst Rechelbacher vil ikke lyde som en grædekone og spørger, om vi kan skifte emne. Og det gør vi så – til hvorfor det er vigtigt at kunne smage på sin hudpleje og kosmetik. For giver det ikke bare ekstra næring til begrebet at blande tingene sammen?
Ikke ifølge ham. Der findes nemlig ingen offentlig myndighed, som regulerer, kontrollerer og certificerer økologisk kosmetik og hudpleje. Kun private virksomheder. Derfor er der ikke andet alternativ end at ty til den offentlige regulerende fødevaremyndighed – som i USA er USDA Organic. På spørgsmålet om, hvorfor vi skal helt op på barrikaderne, når det gælder ingredienser, viser han fluks en medbragt propagandistisk minifilm på Ipaden.
»Vi er nødt til at stoppe med at fylde os selv med giftstoffer. Det er idioti at spise noget, der er opfostret på pesticider,« siger han og henviser til rapporten, som præsident George W. Bush tog initiativ til: »Reducing Environmental Cancer Risk report 2010«.
»Heri dokumenteres det, at vi omgiver os med over 800.000 syntetiske kemikalier i kosmetik og fødevarer. Og hvis maden og det, vi smører på os, er gift, så er VI giftige. Og det er skræmmende. Ikke mindst i forhold til vores børn. Vi må samtidig stoppe med at jævne alting med jorden. Tænk bare på, hvor urimeligt mange hundredtusinder bulgarske roser, der skal slagtes for at få bare ét kilo rosenolie.«
Læs også:
Østerbronx hitter globalt
Herskabelig yoga for karrierekvinder
Arabisk superhotel køber verdens dyreste juletræ












