Efter mange år med hatten på hylden er det igen blevet moderne at bære hat.

7.03.2011 tekst: Niels Pedersen foto: Magnus Møller

Hatten er tilbage på toppen

ShoppingDet er moderne at gå med hat. Bølgen begyndte med popstjerner og skuespillere, og nu lægger selv yngre mænd baseballkasketterne og vælger i stedet en sixpence eller en klassisk trilby med smal skygge og blød puld.

Der var engang, da en herre eller dame med respekt for sig selv og sine omgivelser, aldrig bevægede sig uden for døren uden hat. Sådan var det bare, og gennem århundreder var filthatten, tweedkasketten, tørklædet, bowleren, stråhatten og alle de andre en naturlig del af garderoben for rig såvel som for fattig.

Sangstjerner som Justin Timberlake og Pete Doherty har sat hatten på sned 

Men i midten af det 20. århundrede blev hatten lagt på loftet, og i takt med at samfundet ændrede sig og klædestilen blev mere uformel, forsvandt hovedtøjet ud af hverdagslivet. Som så meget andet i 1950’erne og 1960’erne kom bevægelsen mod bare hoveder og synligt hår fra USA. Ungdomskulturens nye helte havde pomadefrisurer, og der var ikke plads til en hat, hvis man ville ligne James Dean og Elvis Presley med anderumpe og spytkrølle.


En Homburger er en hat, der kræver sin mand. Kendt fra mange gangsterfilm og kaldes populært Godfather-hatten.

»Mænd stoppede før kvinder med at gå med hat, og hatten forvandt i den periode selv i borgerlige kredse,« forklarer Mikkel Venborg Pedersen, museumsinspektør og seniorforsker ved Nationalmuseet i København.

Læs også:
Luksusurets svar på Silicon Valley
Her handler verdens mægtigste mænd
Jakkesæt til 247.000 kr. er en sællert

Nu er der dog meget tydelige tegn på, at hatten er i gang med et comeback. Det handler særligt om herrehatte, og de seneste sæsoner har man i gade- og modebilledet kunnet se et stigende antal mænd med hat. Popkulturen har igen leveret en del af inspirationen.

Sangstjerner som Justin Timberlake og Pete Doherty har sat hatten på sned, og afdøde Michael Jackson har fået flere til at gå med hat end til at tage handske på den ene hånd. Tv-serien »Mad Men«, der puster liv i kontormoden fra begyndelsen af 1960’erne, kan også tage en del af æren.

Men bølgen er bredere end som så, forklarer Sarriy Anani, der sælger hatte i butikken Stiernglans i Göteborg i Sverige. Han møder to typer af kunder, fortæller han.


Sixpence-kasketten er mange mænds første skridt mod en mere formel hat. Typisk lavet i tweed og findes i mange kulører. Hatten har gennem tiden signaleret såvel overgang til voksenliv som socialisme og elegant borgerskab.

»Den ene er dem, der aldrig er holdt op med at gå med hat. Det er folk, der begræder, at hverdagshatten forsvandt i 1960’erne. Jeg har ældre kunder, der er lykkelige over, at det igen er moderne med hat. De siger, at de ikke kan lide at se folk nøgne. Den anden type kunder er yngre mænd, som tidligere har gået med baseballkasket, og nu vil have enten en sixpence eller en rigtig hat.«

Sarriy Ananis butik ligger i det hyggelige Haga-kvarter, og da Pleasure var forbi, bar han selv en fez! Dem er der ikke salg i, men til gengæld kommer der mange forretningsfolk for at købe traditionelle og dyre hatte i Stiernglans.

»Trenden har været stærk de seneste to til fem år. Det er advokater, bankfolk og direktører, og når bølgen har nået det niveau, så er der tale om langt mere end bare en modedille. Jeg oplever, at mænd længes efter at klæde sig stiligt og propert. Ikke fordi det er et krav på jobbet, som det var tidligere, men fordi de bare gerne vil,« forklarer Sarriy Anani.

Kvinder med hat

Hvad angår kvinder, er der stadig langt mellem hattene på Strøget. Det er ikke hverdagsbeklædning, det er overladt til medlemmer af kongehuset, tilskuere på galopbanen, visse modeskabere og lejlighedsvise popstjerner at tale hattens sag. Sangerinden Stine Bramsen fra Alphabeat har f.eks. forklaret, at det første, hun ville redde ud af et brændende hus, er hendes Prada-turban og andre hatte.

At mænd er lettere påvirkelige af popstrømme end kvinder, skyldes nok, at herrehatte traditionelt set er mindre outrerede end damehatte. Det er nemmere at komme til at ligne Don Draper fra »Mad Men« end Lady Gaga. Mænds hattemode er varig og konservativ.

Mænd længes efter at klæde sig stiligt og propert 

Man kender til modefænomener for hovedbeklædning langt tilbage i tiden. I 1200-tallet var det almindeligt at bære en strude, der er en blanding af en krave og en hætte med en lang hale. En helt overflødig tilføjelse, som skulle vise, at den, der bar struden, havde råd til at pynte sig.

I 1700-tallet fik hatten for alvor plads i den borgerlige kultur.

»Der var en stærk mode for stråhatte. De pæne borgere begyndte at dyrke udendørsliv og tage på skovtur, men de skulle stadig være blege og fine i huden. Derfor bar man franske stråhatte i mange størrelser,« forklarer Mikkel Venborg Pedersen fra Nationalmuseet.

Hatten har altså altid fungeret som socialt pejlingspunkt. Man viste sin status ved at gå med bestemte hatte.


Panama-hatten omtales ofte som en stråhat, men den ægte vare fremstilles i Ecuador af palmeblade.

»Hatten havde en storhedstid i 1600-og 1700-tallet. Ved det franske hof og snart alle andre europæiske hoffer udviklede man hele sociologier omkring hatte, der bredte sig til resten af samfundet. Hvem skal have hat på? Hvornår skal den tages af? Og hvordan? Hvem må have hat på, når kongen er til stede? Det må kun kongen, og så måtte alle indordne sig på rangstien.«

Senere lå der stærke signaler om alvor og elegance i den høje, sorte silkehat, der blev født ud af den borgerlige revolution i 1800-tallet, og der er næppe nogle, der i dag tænker på, at kasketten engang var et potent politisk symbol.

»For 100 år siden var man socialist, hvis man gik med kasket. Eller del af borgerlige kredse, hvor man efter engelsk forbillede begyndte at gå med sporty sixpence-kasketter.«


Soulland Fedora er designeren Silas Adlers bud på en moderne hat, der kombinerer fedoraens puld med baseballkaskettens skygge. Den håndlaves i København.


Det sidste fænomen ser man stadig – gerne i kombination med oilskinsjakke og jagtgevær – og i Sarriy Ananis butik i Göteborg sælger tweed-kasketterne godt, særligt i efterårsmånederne og både i Harris-tweed og den irske Donegal-tweed med stænk af orange.

Om sommeren spørger kunderne gerne efter lyse Panama-hatte, og på andre tider af året handler det om klassiske modeller fra amerikanske Stetson (der laver meget andet end cowboyhatte) og de italienske Borsalino-hatte. Sarriy Anani ser et mønster i kundernes hatteønsker.

»De yngre vil helst have en trilby. Den har en kort skygge og er bukket op bagtil. Det er den, mange musikere går med. Billige trilby-hatte er også blevet en del af sortimentet selv hos H&M, og det har gjort den udbredt blandt unge. Det er en hat for mænd under 30 år. Er man lidt ældre, skal man have mere pondus. Det kan være en fedora med bredere skygge. Det mere modne publikum tager ofte det ekstra skridt og bestiller en eksklusiv håndsyet hat.«


Outback er det australske svar på en cowboyhat. Hatten blev en del af den urbane garderobe i 1980’erne sammen med store oilskinjakker.

Selv om modebølgen er ny, så handler herrehatte altså meget om traditioner. Men der findes folk, der forsøger at finde nye veje. En af dem er den danske designer Silas Adler. Han har vakt opmærksomhed internationalt med herretøjsmærket Soulland, og den genstand, der har åbnet flest døre, er en blød hat; Soulland Fedoraen.

Hatten er en kombination af en klassisk filthat og en kasket, og i stedet for skygge hele vejen rundt har Soulland Fedoraen skærm foran. Det giver et let og moderne udtryk, der har bragt den danske hat ind i modemagasiner verden rundt. Det er en af landets få tilbageværende hattemagere, Stig Andersen, der håndlaver fedoraen for Soulland.

»Det sjove er, at hatten tiltaler mange forskellige mennesker. Den er lavet til mænd, men min kærestes lillesøster på 12 år ønskede sig en, og jeg har haft besøg af en kvindelig tysk designprofessor i halvtredserne, som elskede hatten. Det er meget inspirerende,« siger Silas Adler.

Alt andet end unisex

Det er også usædvanligt. Hattemode – før og nu – er nemlig alt andet end unisex.

»Hatte er en af de bedste måder at kende forskel på køn. Mænd og kvinder har altid båret forskellige slags hatte,« forklarer Mikkel Vendborg Pedersen.


Fedora er den klassiske herrehat i filt, der har været på markedet siden 1920’erne. I 1980’erne så man kvinder med denne type hat. Fedoraens lillebror, Trillby, har en smallere skygge og er i dag meget populær blandt yngre mænd.

Det er sket, at kvinder har lånt mænds hatte. Baretten har prydet blandt andre Bridget Bardot, og i 1980’erne var der en dille med kvinder i Borsalinoer. I nyere tid har man set topmodellen Kate Moss i et udvalg af herrehatte, der så ud, som om de var plukket i kærestens klædeskab.

Mikkel Vendborg Pedersen peger på et berømt eksempel fra filmens verden:

»Marlene Dietrich i »Den Blå Engel«. Hun optrådte i høj hat og herretøj. Det var pikant, men fik ikke kvinder generelt til at gå med herrehat.«n

Tak til herrehatteforretningen Petitgas i København samt Soulland for lån af hatte.

Læs også:
Bukseluksus for 125.000 kroner
Politik er det nye rock'n'roll
Navigator for fremtiden: Den Gamle Orden må dø

borsen statistik bnt
Se også
Luksus og lir bag hjemmets fire vægge
På diamant-shopping i Antwerpen
Historisk pilot-ur genopstår i rødguld
Fakta
Hatte med historie

Det kan godt være, at hatten i sig selv har været en truet beklædningsgenstand, men nogle af verdens mest berømte hattefirmaer har vist sig særdeles sejlivede. Borsalino, Stetson samt Lock & Co. har produceret hatte gennem århundreder og er stadig aktive. I dag med et bredere sortiment end bare de særlige hatte, der var med til at gøre dem berømte.

Italienske Borsalino blev grundlagt i 1857 af Giuseppe Borsalino og havde sin storhedstid i første halvdel af det 20. århundrede. Firmaet er mest kendt for mørke, bredskyggede fedorahatte, og de mest eksklusive modeller fremstilles fortsat i hånden af kanin- og harehår på en fabrik i Allesandria i det nordvestlige Italien.
Men som så mange andre modefirmaer har Borsalino udvidet sit virke og sælger i dag alt fra kasketter til tasker og bælter.

Det samme gælder for amerikanske John B. Stetson & Company. Stetson er for de fleste indbegrebet af en cowboyhat, og firmaet har siden 1865 forsynet både det vilde vesten, den amerikanske hær og generationer af Hollywood-skuespillere med den rette hovedbeklædning. Selskabet har i perioder været verdens
største hatteproducent og ejes fortsat af Stetson-familien.

Når det handler om historiske hatte, er det umuligt at komme uden om Lock & Co. i St. James’ Street i London. Lock & Co blev
grundlagt i 1676 og har lige siden sat hatte på hoveder af konger, børsmæglere, politikere, societykvinder og alle mulige andre. Lock & Co. har alle de klassiske hatte på hylderne – fedora, trilby, Panama, kasketter til jagt og sejlads og så videre – og fremhæver stolt sin rolle som bowlerhattens opfinder. Bowleren var tænkt som en funktionel hat, der skulle fungere langt fra Londons gader. Det var hyrder og landmænd, som efterspurgte en hårdfør hat, og den skabte Lock & Co. sammen med hattemagerne Thomas og William Bowler i 1849.

Det fortælles i øvrigt, at prototypen blev testet af William Coke, en progressiv landmand fra Norfolk. Han mødte op i London og
hoppede på den runde hat! Kunne den holde til det, var den i orden. Derfor skal man den dag i dag bede om en »Coke«, hvis man vil købe en bowler hos Lock & Co.

Læs evt. mere om de berømte hattefirmaer på: Lockhatters.co.uk,
Stetson.com og Borsalino.com
Magasinet Pleasure
 

Find artikler:

Find artikler
 
 

Seneste shopping artikler


 
 
 

Seneste