ShoppingDet begynder med tre guldbarrer i en fabrikshal i Schweiz og ender som limited edition-smykker rundt om halsen på alverdens berømtheder. Pleasure har besøgt ur- og smykkeproducenten Chopard.
En mand i blå kedeldragt ligger på gulvet med en fejebakke. Ikke noget særsyn i en fabrikshal. Men når man kigger nærmere, er det fristende at tilbyde at hjælpe ham af med affaldet. Han fejer nemlig det pureste guldkrymmel op.
Verdensstjerner som Nicole Kidman, Marion Cotillard, Sophia Loren og Kate Hudson går med diamantbesatte smykker med det svungne Chopard-logo indgraveret
Naturligvis glimter affaldet her på hovedsædet for et af verdens mest luksuriøse brands Chopard. Det schweiziske familiefirma med hovedsæde i Meyrin lidt uden for Geneve har 150 års erfaring med at producere unikke håndlavede ure og opfylde kvinders drømme om 18 karat, diamanter og andre udsøgte sten. Mærket er omgærdet af både respekt, glamour og mystik.
Små syle og redskaber med patineret træhåndtag vidner om, at Chopard er historie og forædlet håndværk.
Mange af smykkerne er så eksklusive, at kunder skal ansøge for at få oplyst priserne. Det gælder f.eks., hvis man gerne vil eje et af de 150 overdådige, juvelbesatte smykker med dyr fra jubilæumskollektionen.
Læs også:
Kirk Kristiansen dykker på milliardær-liste
De sorte kommer til Bredgade
Nyt rabatkort til det gode liv
Verdensstjerner som Nicole Kidman, Marion Cotillard, Sophia Loren og Kate Hudson går med diamantbesatte smykker med det svungne Chopard-logo indgraveret, og Tom Jones fremviser sit hvidguldsur med 326 diamanter.
Selv den guldpalme, der står hjemme hos Lars Von Trier og andre prisbelønnede filminstruktører, er naturligvis skabt af Cannes Filmfestivalens sponsor Chopard.
Den støbte guldbjælke, der er grundmaterialet for alle smykker og guldure, skylles inden den skal tromles flad.
Det glitrende palmeblad er i øvrigt det mest berømte af den håndfuld guldstatuetter, som står op ad en væg dækket af store fotoplancher af Hollywoodstjerner med Oscar-statuetter og blinkende Chopard-diamanter om halsen. Et vidnesbyrd om, at firmaet med en spåkones næse i årevis har formået at udlåne smykker til de bedste kvindelige skuespillere.
Men æresgalleriet er et atypisk sted på fabrikken. For i det daglige handler det ikke om image udadtil, røde løbere og hurtige, velpolerede biler. Her på matriklen med udsigt til bjerge og industrikomplekser er hovedbygningen et snirklet system af værksteder, større produktionshaller og lange gange med linoleumsgulve og stille, hvide vægge.
Efter omsmeltningen kan guldet f.eks. blive til denne Casmir-halskæde i 18 karat.
Lidt groft sagt ligner rammerne mest et hospital fra 1960’erne, mens indholdet har en snert af skøre professorer på et laboratorium over sig. De ansatte har hvide og blå kitler på, og lige bortset fra, at medarbejderne har flere fingerringe og ure på end i gennemsnitlige fabrikshaller, så er der i bund og grund tale om produktion.
En kombination af »samlebåndsarbejde« og mere traditionel guldsmedearbejde ved små arbejdsstationer.
Lidt groft sagt ligner rammerne mest et hospital fra 1960’erne, mens indholdet har en snert af skøre professorer på et laboratorium over sig
»Det er jo arbejde og hverdag. Selvfølgelig var jeg lidt benovet over at arbejde med guld i begyndelsen, men det varede kun et par dage,« bemærker en medarbejder, som viser, hvordan det hele begynder i guldværkstedet.
En stemning af stilhed og præcision i en de større fabrikshaller, hvor kittelklædte arbejdere koder stansemaskinerne.
Som en del af firmaets politik står de ansatte ikke frem med navn og ansigt. Men ligesom mange af sine kolleger fortæller han glad og begejstret om sit arbejde med at smelte guld.
Hans job er fundamentet for det hele, forklarer den internationale pr-medarbejder, Valeria Rossi-Mossuti:
»Jeg kan godt lide at sammenligne det med at bage en kage. Guldet skal blandes med de rigtige ingredienser. Opskriften er tre kilo guld i 24 karat, som bliver blandet med sølv og kobber – alt efter om det skal være rødt eller gult guld. Hvis det skal være hvidguld, blander vi med det sjældne, sølvhvide metal, palladium,« forklarer hun.
Det pureste guld
Resultatet er altid fire kilo guld, der bliver smeltet og støbt til en stor guldstang, der nu er 18 karat. Efter 40 gange gennem en rulle med 30 tons pres er den 10 millimeter tynd og klar til at blive omdannet til smykker.
Hver mand arbejder på det samme ur i flere dage og kan samle ca. 10 på en måned
Men inden guldet kommer videre i processen, bliver der skåret en lille trekant af, som bliver sendt til et uvildigt laboratorium, der tester, at guldet nu også er mindst 18 karat, så kunderne kan være sikre på, at deres smykker og ure er certificeret guld.
Hvad sker der, hvis det ikke er?
»Det er aldrig sket,« siger guldsmeden med et stolt smil.
»Men skulle det ske, laver vi endnu en analyse.«
I lokalet ved siden af står store maskiner af den slags, hvor man helst ikke skal få fingrene i klemme. Med mellem 45 og 200 ton tryk stanser maskinerne urrammer og smykker ud. Trods slægtskab med store industriværksteder emmer lokalet af ro og koncentration.
En af de første plakater for det berømte Happy Diamond-ur hænger på væggen på fabrikken. I 1976 fandt Karl Scheufele på at sætte diamanter på ure til mænd, og firmaets kendte Happy Diamond blev født.
»Det her er ikke ligesom i f.eks. bilindustrien. Det her arbejde kræver meget opmærksomhed og præcision,« forklarer værkføreren, mens en medarbejder koder ind på computerskærme og viser, hvordan maskinen skærer de rigtige former i guldrammen til et ur.
Skiven skal igennem mange gange afhængigt af designet, og for hver gang er der flere linjer og konturer i guldet. Det begynder mere og mere at ligne rammen til et ur.
Både ure, ringe og andre smykker skal igennem flere stansemaskiner og skæreprocesser i store kasseformede maskiner eller gennem tonstunge rullemaskiner, som står i flere store lokaler. Hver maskine er monteret med værktøj, en slags jernforme, som Chopard også selv laver, hver gang et nyt design bliver sat i produktion.
I anden fase kommer urrammerne gennem både tonstunge tryk fra maskiner eller fintfølende menneskehænder.
Lige fra begyndelsen i 1860 har Chopard gjort sig bemærket ved at lave ure i meget høj kvalitet. Grundlæggeren Louis-Ulysse begyndte med lommeure og kronometre. Firmaet blev på familiens hænder, indtil en anden urmager og primært smykkemand, Karl Scheufele, overtog i 1963. Dengang var der bare tale om en lille urfabrikant med fem ansatte, i dag er der 1700 ansatte på verdensplan.
Karl Scheufeles søn, Karl-Friedrich, står i dag i spidsen for urproduktionen, der har levet op til fortidens storhed og cementeret sin succes ved at vende tilbage til rødderne og lave mekaniske L.U.C-ure.
Præcision og pillearbejde
Selve de komplicerede urværker bliver udviklet og produceret på fabrikken i Fleurier, men lænker og rammen til uret bliver samlet her på fabrikken. Det er monotont og pillearbejde – og absolut ikke for fummelfingrede. En lille gruppe kvinder sidder f.eks. med pincetter og monterer de små rum til den løse diamant, som er signaturen i en af Chopards mest berømte kollektioner, Happy Diamond.
Vi taler eksklusivt pynt til kvinder, som ikke er blege for at stjæle opmærksomhed med overdådige halskæder dækket af safirer, diamanter, rubiner og andre dyrebare sten
Præcision i urværket er også et varemærke for Chopard. For eksempel går det nye jubilæumsur, L.U.C Lunar Big Date, så præcist, at det nærmest følger månens cyklus slavisk. Der er kun en dags forskel, hvis man måler over 122 år.
Vi får lov til at kigge fire medarbejdere over skulderen, mens de sidder med bittesmå dele og lup for øjnene og placerer diamanter på den avancerede indmad til urene. Hver mand arbejder på det samme ur i flere dage og kan samle ca. 10 på en måned, fortæller en yngre fyr, der er skaldet på den tjekkede måde og i sin hvide kittel ligner en eksperimenterende kunstner.
Med hvide kitler og mikroskoper er der nærmest en stemning af laboratorium over lokalet, hvor bittesmå diamanter bliver monteret hele vejen rundt på urskiven. Her sidder også manden, som indgraverer Chopard-logoet på alle urene.
Foran ham hænger en indviklet instruktionstegning, og på bordet står små dåser med diverse olier samt æsker med små diamanter (der kommer 33 styk på hvert ur).
Sammen med en lille håndfuld kolleger sidder han helt opslugt i det musestille aflange lokale, hvor man nærmest kan høre, hvis en af de små funklende dimser skulle falde på gulvet. Og det siger ikke så lidt, for alle dele er så petit, at det vil få en knappenål til at se voldsom ud.
Det mest sofistikerede
Det har taget flere år at udvikle den nye, komplicerede teknik i urene helt i overensstemmelse med Chopards ambition om at præsentere kendere og kræsne kunder for det allermest sofistikerede.
Det samme kan man sige om smykkerne. Vi taler eksklusivt pynt til kvinder, som ikke er blege for at stjæle opmærksomhed med overdådige halskæder dækket af safirer, diamanter, rubiner og andre dyrebare sten.
Mystikken får også lov til at brede sig som en aura over de 150 smykker, som markerer Chopards 150-års-jubilæum i år
Datteren til den gamle Karl Scheufele, Caroline, er chef for smykkeafdelingen. Hun er kendt for at lede og designe med fantasi, visioner, sans for jetsetternes smag og livet på de bonede gulve. Hendes og familiens personlige venner tæller bl.a. Elton John og high society-familier i New York.
Et andet team af designere sidder i bygningen, men her er det lukket land for gæster. Hemmelighedskræmmeri er en nødvendighed i en branche, der bejler til luksusmarkedet, stjerner og de rige kunders pung.
Nu hvor de fleste har et ur i deres mobiltelefon, kan uret i stedet være et smykke, som f.eks. Chopards populære Casmir-ur i 18 karat, der er blevet en moderne klassiker.
Priser er heller ikke noget, man taler højt om. Gang på gang bliver spørgsmål om den slags besvaret med en affærdigende mumlen. Men det er dog ganske vist, at Chopard i 1997 skabte verdens dyreste ur med en 15-karat pink diamant, en 12-karat blå diamant og en 11-karat hvid diamant. Til den nette sum af 25 mio. dollar.
Mystikken lever
Men det kan man ligesom de øvrige priser ikke få bekræftet.
Mystikken får også lov til at brede sig som en aura over de 150 smykker, som markerer Chopards 150-års-jubilæum i år. Lige umiddelbart er der ikke de helt store spor af ekstravagant luksus over det lokale, hvor medarbejderne sidder på rad og række og kreerer firmaets ultimativt mest ekstravagante smykker.
Det mest slående er næsten, hvordan mange ansatte taler ivrigt og begejstret om deres arbejde, som om de selv var en lille selvstændig guldsmed i gang med drømmeprojektet
Carolines Scheufeles hyldest til 150-året består af en samling unika-smykker formet som dyr og skabt med et humoristisk glimt i øjet og en hel ubegribelig mængde ædle stene.
Arbejdsbordene er ligesom i flere af de andre værksteder et finurligt rod af familiebilleder, personlige genstande som små plastfigurer, vanddunke, arbejdsredskaber og tegninger af koalabjørne, tigre, rotter, aber, myrer og meget mere. Og små poser med små lyserøde, hvide og akvablå sten.
Kort efter vores besøg skal de unikke halskæder, ringe, armbånd og ørenringe præsenteres på Basel Fair, og vil efterfølgende dukke op omkring halsen på celebre kvinder. Uanset om det er rotter, der leger tagfat eller påfugle vinklet rundt om armen, har alle det tilfælles, at hver eneste millimeter bliver dækket af diamanter.
»Hvert enkelt smykke tager måske en mand to-tre uger at lave. Det er krævende håndværk, fordi dyrene skal være bevægelige,« forklarer værkføreren, inden han går hen i et gammeldags pengeskab og henter en valnøddestor orange sten.
Den overdådigste samling
Den meget sjældne orange rubin skal være næsen på en løve og er bare en af de hundredvis af sten, som skal pryde den måske nok mest overdådige i hele samlingen. Han farer begejstret rundt med de små bakker med halvfærdige smykker og viser dyr, hvor diamanterne endnu er sløret af et tyndt lag olie, som beskytter dem under arbejdet.
De værdifulde råvarer er ikke ene om at stikke i øjnene. Det mest slående er næsten, hvordan mange ansatte taler ivrigt og begejstret om deres arbejde, som om de selv var en lille selvstændig guldsmed i gang med drømmeprojektet.
Uanset om det er dem, der smelter guld eller polerer. Urmagere eller guldsmede. Eller damen, der i timevis sidder med sine lyserøde lakerede negle og samler lænker til urene. Eller hende, der har pilfingerarbejdet med at få den lille, løse diamant lagt ind i urene.
Enkelte medarbejdere har ferie i denne uge, så hist og pist er der tomme stole. Ved et af de gamle træborde med kreativ patina efter års arbejde, står et sæt fine graveringsinstrumenter således stille.
»Her sidder en af vores garvede ansatte, som indgraverer navnet »Chopard« i vores ure. Det bliver nemlig også gjort i hånden og kræver en meget præcis pen at ramme de samme svungne bogstaver hver gang,« forklarer Valeria Rossi-Mossuti.
Hvert år sender Chopards tre fabrikker 75.000 ure og lige så mange smykker ud på markedet. Alle smykker og ure har været gennem hænderne på mennesker. Mennesker, der ikke bare tænker på guld og diamanter, men også på løgsuppe, ostesalater, ananasbjælker og creme brulee, og hvad der ellers er på menuen i kantinen i dag.
På falderebet skal vi nok lige bemærke, at fejebakken med guldresterne naturligvis ikke bare bliver tømt i en skraldespand. Det hele bliver smeltet om og brugt igen.
