ShoppingDrømmer man om at spille på en guitar, der ikke ligner alle andre, så ringer man til Victor Smith. Han har i mere end 30 år bygget guitarer og mandoliner fra bunden og giver hvert instrument personlighed. Det gør hans Flatbush- instrumenter eftertragtede blandt musikere verden over

Victor Smith griner og ser overbærende på mig. Jeg har netop spurgt ham, hvad forskellen på en masseproduceret og en håndbygget guitar egentlig er, og spørgsmålet får den 50-årige instrumentbygger til at række hænderne frem med et smil.

At bygge et strengeinstrument er kunsthåndværk. Det tager minimum tre måneder, og priserne begynder ved 25.000 kr. for de mest skrabede modeller 

»Et sæt hænder,« siger han.

På knæ for kunsten. Siden teenagealderen har Victor Smith arbejdet med at perfektionere sin kunst.

»Det er én mands hænder, der gør alt. Skærer træet ud, sliber det, vælger materialerne, får det hele til at swinge. De samme hænder tager sig af alle detaljer, og det giver guitaren en unik stemme.

Læs også:
Dyrere og frækkere pelse i pipelinen
Zobel & Mary: Matriarker på modens første række
Verdens ældste milliardær - og lidt af en hestehandler

Det kan være, at der kommer en lille rids i overfladen i forbindelse med lakeringen, men den er lavet af de samme hænder og bliver del af guitarens personlighed. På en stor fabrik passerer en guitar gennem mange hænder, og de forskellige byggere får ikke et nært forhold til instrumentet.«

Victor Smith har bygget guitarer med sine hænder, siden han var teenager. Lavet dem fra bunden og forvandlet blokke af træ til strengeinstrumenter, der kan formidle følelser, stemninger og energi.

Hans rummelige værksted ligger med udsigt over markerne mellem Horsens og Hedensted. Her bygger han de guitarer, basser og mandoliner, som han giver navnet Flatbush, og hans håndlavede strengeinstrumenter har fans langt uden for landets grænser.

De ringer fra USA, Japan og resten af verden. De håndbyggede Flatbush-guitarer er samlerobjekter for de få.

Musikere fra Tyskland, Sverige, England og USA kender Flatbush Stringed Instruments og henvender sig dagligt via internettet for at høre om muligheden for at få bygget en særlig guitar eller en unik mandolin. Mange af Victor Smiths kunder spiller country, folkemusik og bluegrass professionelt, men der er også amatører og entusiaster mellem kunderne – folk, som bare gerne vil eje et instrument med et personligt præg og er klar til at betale for det.

At bygge et strengeinstrument er kunsthåndværk. Det tager minimum tre måneder, og priserne begynder ved 25.000 kr. for de mest skrabede modeller.

I værkstedet dufter der tørt af træ og lidt af terpentin. Selv om landskabet udenfor er bundfrossent, er der lunt mellem drejebænkene. Instrumenterne har ikke godt af temperaturudsving og kommer let ud af stemning, hvis de får det koldt.

De mest sjældne træsorter

Langs den ene væg står en stribe af Victor Smiths værker: et par akustiske guitarer, en femstrenget bas, en mandolin og en dobro – den særlige type guitar med indbygget resonator af stål, der giver hvert anslag en metallisk klang.

På et bord ligger træstykker på række. Det er de forskellige sorter, som kan anvendes til den hårde bagside af en guitar.

Musikere fra Tyskland, Sverige, England og USA kender Flatbush Stringed Instruments og henvender sig dagligt via internettet for at høre om muligheden for at få bygget en særlig guitar eller en unik mandolin 

»Tidligere brugte man ofte palisander, men det kan ikke skaffes mere. Det er ikke blevet eksporteret i planker fra Brasilien siden 1968. Det samme gælder mahogni og brasiliansk rosentræ. Jeg læser Den Blå Avis hver uge for at finde gamle møbler, og det sker, jeg kan købe et konferencebord og skære det op, men de fleste møbler i rosentræ er lavet af finer, og det dur ikke,« forklarer Victor Smith.

I stedet falder materialevalget på indisk rosentræ, cocobolo fra Mellemamerika, vestafrikansk ovankol eller koa fra Hawaii – det er den træsort, man bygger ukuleler af.

Det er umuligt at opdrive mahogni og palisander, så Victor Smith bruger oceaner af tid på at lede efter det helt rigtige træ til sine guitarer.

»Der bliver eksperimentet meget med nye materialer, fordi de tropiske træsorter er ved at dø ud. Man er bl.a. begyndt at bygge akustiske guitarer af asketræ.«

Når Victor Smith får besøg af en ny kunde, beder han altid vedkomne om at spille lidt, så han kan se, hvordan musikeren betjener et instrument. Er det fingerspil eller plekter? Flamenco eller blues? Lyrisk eller aggressivt? Informationerne går med ind i udtænkningen af et nyt instrument.

»Så foreslår jeg nogle modeller, og kunden kommer med idéer til udsmykning. Nogle ønsker sig en kopi af en guitar, de har set eller prøvet at spille på, andre vil bare have, at jeg bygger den bedst mulige guitar til dem,« fortæller Victor Smith.

Det begynder ganske råt

Han byggede for et par år siden en akustisk guitar, der endte med at koste mere end 70.000 kr. Med perlemor, der vred sig smukt op ad gribebrættet, personlige detaljer og kun de dyreste materialer.

Men uanset prisen begynder alle Flatbush-instrumenterne som et stykke råt træ, der bliver slebet til i tykkelsespudseren, inden Victor Smith slipper håndarbejdet løs for alvor med sav, høvl og stemmejern.

»Det er ikke almindeligt værktøj, man kan købe i et byggemarked. Jeg har f.eks. et sæt japanske stemmejern, som jeg har fået af min far. De er lavet af hårdt japansk stål og bliver ikke brugt til andet end instrumenterne.«

Snart byggede han en elbas, fordi han manglede en og ikke havde råd til at købe 

Interessen for at bygge instrumenter begyndte, da Victor Smith var en stor dreng. Han er født på Shetlandsøerne og fik sin første guitar, da han var 12 år gammel. Strengene sad irriterende højt, så han lånte høvl og sandpapir og fik bragt strengene tættere på gribebrættet.

Det japanske stemmejern er et arvestykke fra Victor Smiths far og udgør i dag et vigtigt redskab i samlingen.

»Der var ingen guitarbyggere på Shetlandsøerne, og jeg vænnede mig hurtigt til at lave alting selv. Som 17-årig havde jeg en halvdyr Gibson-guitar, der blev smadret i et uheld. Forsikringen ville betale for reparation, men det skulle være på et godkendt værksted i London. Den kom tilbage to måneder senere og var ødelagt af en dårlig reparation. Da var det, jeg tænkte, at hvis det er standarden, kan jeg gøre det bedre selv.«

Snart byggede han en elbas, fordi han manglede en og ikke havde råd til at købe, og rykkede videre til elguitarer. De er relativt lette at bygge, da de modsat akustiske guitarer laves af et stykke massivt træ.

»Dengang jeg begyndte, fandtes der få informationer om at bygge guitarer og mandoliner. I dag kan man købe dvd’er og måleinstrumenter. Ja, man kan købe instrumenter som samlesæt og selv bygge dem.«

De verdenskendte mandoliner

Det er dog de færreste, der kaster sig ud i at bygge mandoliner. Victor Smith har været betaget af det lille, klangfulde instrument, siden han som ung begyndte at spille folkemusik.

»Mandoliner var svære at få fat på i 1970’erne. Jeg købte en japansk fabriksmodel og lavede den om. Som et eksperiment.«

Målet er at skabe et instrument, som gør køberen glad, og som kan høres 

Siden er eksperimentet blevet en slags signatur for instrumentbyggeren. Flatbush-mandolinen er rost fra Nashville til Tønder og har bragt Victor Smith i nærkontakt med en lang musikalsk tradition. Mandolinen nedstammer fra lutten og blev udviklet i Italien for hundreder af år siden. Den kom til USA i 1800-tallet og blev mest brugt til barokmusik og andre former for klassisk musik, og instrumentet var ganske diskret i sin lyd.

Men det ændrede Lloyd Loar på. Han arbejdede for guitarfabrikanten Gibson og udviklede i 1923 den moderne mandolin og gav den mere power. Loar ændrede også konstruktionen, så den kom til at minde mere om en violin.

Den hellige gral for guitarister

Victor Smith har en arbejdstegning af Loars mandolin hængende på væggen, og han bygger sine instrumenter med udgangspunkt i mesterens tanker.

»Hans instrumenter regnes som den hellige gral blandt mandolinspillere. Han stod for et kvantespring og skabte et mere aktivt instrument, der passede til en ny tid, hvor musikken flyttede fra stuerne til koncertsale.«

Mandolinen fik efterfølgende et stort gennembrud inden for bluesgrass og country, da legenden Bill Monroe i 1940’erne købte et af Lloyd Loars instrumenter og gjorde mandolinlyden populær blandt et stort publikum.

Grundformen til en Flatbush-mandolin bygges altid af ahorntræ, og dæktræet på forsiden er gran. Begge dele købes i Tyrol, og processen begynder med en massiv træblok, der foldes ud, fræses, udhules og afrundes.

Victor Smith viser delene til en mandolin, han er i gang med. Han banker forsigtigt på det ubehandlede træ.

»Pladerne skal stemmes, inden de sættes sammen. Bagsiden har én tone, forsiden har en anden, og forholdet mellem de to giver mandolinens klang. Det er en finurlig proces, hvor man stemmer træstykkerne og bagefter danner en kasse med to åbninger, som man også stemmer. Senere kommer halsen på og har sin egen tone, der skal justeres i forhold til mandolinens krop. Det er mange dele, der skal swinge sammen.«

Der er få maskiner i brug, efter at træet er skåret ud. Det er håndarbejde at pudse og justere, flytte på strengene og vælge deres rigtige vinkel – høj, men ikke for stejl – og ellers bare blive ved, til alle detaljer er på plads.

Målet er at skabe et instrument, som gør køberen glad, og som kan høres, siger Victor Smith.

»En Flatbush-mandolin skal altid kunne spille højere end de andre instrumenter i en jamsession.«