ShoppingHvis du enten er for høj, lav eller dårligt seende til at blive jagerpilot, skal du tørre øjnene, for det er stadig muligt. På dansk jord – og i et center som Det Danske Flyvevåben samarbejder med.
Du ser nemt Helsingørmotorvejen, når du smider dit F-16 ned i 300 fods højde med 800 kilometer i timen
På en regnvåd og blæsende fredag eftermiddag tog Pleasure.dk turen til Roskilde, hvor Youfly ligger. Hos Youfly finder du Europas eneste offentligt tilgængelige professionelle F-16 simulatorer. Centeret åbnede for fire måneder siden, og siden åbning er det kun gået frem. Og op.

Læs også: Dansk stjerne i verdens blodigste sportsgren
Tocifret millioninvestering
”Det, du ser i dag, er resultatet af en særdeles stor interesse for flyvning, samt det faktum, at jeg har et par venner, der er F-16 piloter”, fortæller Carsten Bidsted, der er partner i projektet.
Rummet, vi står i, er på cirka 400 kvadratmeter og her finder vi blandt andet tre F-16 simulatorer og en helikoptersimulator, der er bygget af en nedstyrtet helikopter – men uden nogen kom alvorligt til skade i sin tid, lyder historien.
Og når nu det hele skal være virkelighedstro, så koster det – hvor meget, det drejer sig om, holder Carsten for sig selv, men vi er forbi de ti millioner kroner med sikkerhed.

Læs også: Skyhøj ekstase i dødsforagt
Interesse og efterspørgsel
Da Youfly slog dørene op i november, var der hurtigt booket timer til de første oplevelser i de virkelighedstro F-16 cockpits.
”Der har jo været en masse omtale i medierne omkring Det Danske Flyvevåbens kommende udskiftning af kampflyene, men det forventes først at ske i 2018, så det er altså ikke for nostalgiens skyld, vi har gjort det her”, lyder det fra Carsten Bidsted.

Partnerne bag havde desuden forhørt sig om, hvordan et marked for oplevelser som Youfly’s, ville kunne klare sig, og her var tendenserne klare – danskerne vil have oplevelser.
Der kan trænes simulator flyvning over hele Danmark og inden for kort tid også i Afghanistan
”Dernæst går vi og roder med tanken om, at arbejde sammen med nogle rekrutteringsbureauer, som kan få stresstestet deres profiler i nogle ekstreme situationer, som simulatoren kan give”, lover Carsten. Og netop ekstreme situationer er lige, hvad der kan leveres.

Get dressed and die flying
Af selv samme årsager – de ekstreme og virkelighedstro oplevelser – er jeg ikke den eneste, der har siddet i den nøjagtige kopi af et F-16 cockpit. Det samme har – og gør – flere af piloterne fra Det Danske Flyvevåben, da der kan trænes simulator flyvning over hele Danmark og inden for kort tid også i Afghanistan.
Derudover kan der indsættes forskellige lande, scenarier og vejrforhold, når du sidder i cockpittet.

Foran dig har du tre enorme lærreder, hvis grafik ved første øjekast ligner noget fra et computerspil. Men der tager du fejl. Det gjorde jeg i hvert fald. Sandheden er nemlig et Google-Earth lignende landskab – bare endnu mere præcist.
Cowi har været med til at udvikle grafikken, og du ser nemt Helsingørmotorvejen, når du smider dit F-16 ned i 300 fods højde med 800 kilometer i timen.
Fra F-16 til helikopter – og svimmelhed
Efter en times flyvning i F-16A Block 15 MLU, som flyet helt korrekt hedder, går turen til Robinson R-22 helikoptersimulatoren. Ingen af de to bevæger sig dog, når du trækker rundt med flightsticken, og det er der en særlig grund til:
”Selv de simulatorer, som fabrikken Locheed Martin (firmaet bag F-16) bruger, bevæger sig ikke, da det er tæt på umuligt at genskabe nogle af de ekstreme fysiske situationer såsom G-påvirkning. Det ville give piloterne en forkert opfattelse af virkeligheden, så derfor står selve cockpittet fast”, forklarer Carsten Bidsted.

Og hvis F-16 flyet i øvrigt var svært at styre, så bare vent til helikopteren letter – her skal du konstant styre kontra med små bevægelser, og den lette manøvrering gør det ikke umiddelbart lettere – til gengæld er det en oplevelse, du ikke får andre steder, og som kan være svaret på dine drømme udi flyvning med svært kostbare maskiner.
Læs mere på www.youfly.nu
Og tjek denne video fra YouFly:
TV Indslag











