Det amerikanske tøjfirma Brooks Brothers, som alskens powermænd har klædt sig i, indtager da danske butikker

10.07.2009 tekst: Jo Remy-Jensen

Obamas überkendis-tøjmærke i København

ShoppingJohn F. Kennedy, Barak Obama og James Bonds trendsættende elegance skyldes skrædderne hos det to århundrede gamle, hæderkronede amerikanske firma Brooks Brothers. Pleasure.dk fortæller historien om de velklædte gentlemens favoritbrand, hvis berømte skjorter snart vil kunne fås også i danske butikker.

Præsidenter fra Lincoln til Obama... svor således til det skræddersyede Brooks Brothers-look. 



I filmen The Great Gatsby, som er den ultimative tåreperser om kærlighed blandt de superrige, stod overklassepigen Daisy i sin bejlers walk-in-garderobe og græd af lykke over de sirlige stabler af Brooks Brothers-skjorter.



Filmen stammer fra tiden, før begreber som ”branding” og ”product placement” blev opfundet, men man behøvede heller ikke at sige navnet for at vide, hvor Gatsbys butler havde powershoppet.

Lige siden 1818, da Henry Sands Brooks stillede de første skræddersyede skjorter frem i vinduet i sin nyåbnede butik på Cherry Street i New York, har hans, og senere hans arvingers navn, været selve symbolet på magt og succes.



Præsidenter fra Lincoln til Obama, Hollywood-legender som Clark Gable og Fred Astaire samt flere generationer i de magtfulde dynastier Rockefeller, J.P.Morgan og Vanderbildt svor således til det skræddersyede Brooks Brothers-look.

Krise ingen hindring

Nu er det legendariske brand på vej til Norden. En håndfuld forhandlere i de skandinaviske storbyer er netop blevet fundet værdige til at føre brandet, og hardcore tilhængere af Brooks Brothers vil snart ikke behøve at tage til New York, London eller Paris for at forsyne sig med skjorter med det prestigefyldte logo i nakken.



At et eksklusivt modebrand udvider markedet midt i en finanskrise kan godt få nogle øjenbryn i branchen til at ryge i vejret. Det er nemlig ikke sortsyn, der mangler blandt de nyheder, der rammer medierne her i dagene op til næste uges modemesse. Butikkerne mangler kunder, brands opsluges eller må dreje nøglen om, og luksuskonglomerater må sadle om for at holde handelen gående.

Ikke alene har firmaet i sin næsten to århundrede gamle eksistens overlevet en borgerkrig og to verdenskrige. 



Set på denne baggrund kan det godt virke vovet at lancere skjorter og habitter, der oser af velstand. Indtil man har taget et nærmere kig på Brooks Brothers historie.



Ikke alene har firmaet i sin næsten to århundrede gamle eksistens overlevet en borgerkrig og to verdenskrige. Brandet har også præsteret at komme ulasteligt igennem flere økonomiske sammenbrud, inklusive to af historiens blodigste – depressionen i 1930’erne og IT-kollapsen for ni år siden.

Af med kravatten

Det siger også noget om brandets overlevelsesstrategi, at nogle af Brooks Brothers klassikere er skabt under netop nogle af den vestlige økonomis værste nedture. Det gælder f.eks. for letvægtshabitten med den løsthængende dobbeltradede jakke og country club-kollektionen, hvis lækre materialer og aristokratiske snit i dag får Ralph Lauren til at ligne en opkomling.



At countrykollektionen kom, netop da de nålestribede guldflippere var ved at blive lagt i graven, var intet mindre end et scoop. Hvad var mere naturligt end at lade finansverdens hårdprøvede gentlemen smide slipset og tage sig en slapper med en runde golf ovre i countryklubben? Og dermed signalere, at de havde tjek på tingene, og at krisen var noget, Gordon Gekko’erne selv måtte gå og rode med.

At lempe en lidt mere tilbagelænet påklædningsstil i finansverdenens og magtens gemakker er ikke nyt for Brooks Brothers. Allerede i 1886, da dresskoden for gentlemen endnu var vest og kravat, så firmaet sit snit til at lancere button-down skjorten, der engang for alle gjorde det af med i hvert fald kravatten.



Skjorten, der holder flipperne pænt på plads ved hjælp af to kraveknapper, er i dag verdens mest kopierede og mest solgte. Det er også Brooks Brothers fortjeneste, at button down-looket nu også regnes for fuldt ud korrekt påklædning i bestyrelseslokalerne.

Skudt i Brooks Brothers

Det er ikke alene på de bonede gulve, Brooks Brothers har gjort sig bemærket gennem tiderne. Det lille, guldbroderede får, som er brandets logo, har nemlig i flere omgange også præsteret at være til stede under nogle af historiens mest afgørende tidspunkter.



Det mest tragiske af dem fandt sted, da præsident Abraham Lincoln blev skudt, mens han, iført en Brooks Brothers-frakke, nød en teaterforestilling fra sin loge i Ford’s Theater. Udover fåret, havde Brooks Brothers også ladet brodere Lincolns motto, ”One Country, One Destiny” inde i frakkens for.

En af de USA-præsidenter, som sikkert har fortrudt sin svaghed for Brooks Brothers, er Richard Nixon. 



Også den hvide uniformsjakke, som præsident Franklin D. Roosevelt bærer under det skæbnesvangre Jalta-møde i 1945, kom fra Brooks Brothers.



John F. Kennedy, Gerald Ford og George Bush hørte ligeledes blandt Brooks Brothers beundrere. Alle tre præsidenter havde nemlig en forkærlighed for brandets dobbeltradede habitter. Kennedy gik så langt som til at bære den lettere tilbagelænede habit under sin indsættelse som præsident, et valg, som Jackie Kennedy sikkert har haft en finger med i.



En af de USA-præsidenter, som sikkert har fortrudt sin svaghed for Brooks Brothers, er Richard Nixon. Han foretrak nemlig at gå i habitter, som Brooks Brothers designede for executives på vej, dem man i dag kalder ”karriereklatrerne”. Habitterne var elegante og til priser, executivespirerne havde råd til. Kollektionen hed Brooksgate.






borsen statistik bnt
Se også
- Bikini-moden 2009: Power & Glamour
- Summer of Love - trends og tilbehør
- Badeshorts 2009 til mænd og drengerøve
Fakta
Historie Brooks Brothers blev stiftet d. 7. april 1818 af den 45-årige Henry Sands Brooks. Butikken lå på hjørnet af Cherry Street og Catherine Street i New York City og hed H. & D.H. Brooks & Co. I 1850 arvede sønnesønnerne Daniel, John og Elisha deres farfars livsværk og firmaet tog navneforandring til Brooks Brothers. Brandets globale expansion satte først ind i 1969 med åbningen af Brooks Brothers flagship stores i en af USA's største byer. Forhandles Brooks Brothers forhandles i over 300 butikker i Europa. Der er flagship stores i London, Paris, Milano, Firenze og Manchester og flere er på vej. De kendte og Brooks Brothers: 37 af USA's 44 præsidenter med Barak Obama som den seneste i rækken har været faste kunder hos Brooks Brothers. Hollywood har altid sendt bud efter Brooks Brothers, og firmaets skjorter, slips, sweatere, sportsware, bælter, sko og tasker figurerer i et hav af film. Også privat flokkede og flokkes de kendte hos Brooks Brothers. Blandt legenderne kan nævnes Rudolph Valentino, Errol Flynn, Douglas Fairbanks, Clark Gable og Fred Astaire. I dag tæller BB-listen faste kunder som Sean Connery, James Gandolfini fra The Sopranos, Beatlen Paul McCartney og Madonna.
 

Find artikler:

Find artikler
 
 

Seneste shopping artikler


 
 
 

Seneste