ShoppingHvad mon Michael Jacksons dødsbo er værd? Svaret på spørgsmålet vil givetvis blafre i sommervinden i nogle måneder endnu - og der vil måske endda gå år, inden arvingerne ved, hvad Kongen af Pop var, er og vil blive værd i kroner og ører.
En ting er dog sikkert allerede nu. Alle vil have en flis af hans enestående liv og levned.
Kreditorer er der nok af i regnestykket omhandlende hans dødsbo
Udbuddet af ægte Michael Jackson-memorabilia vil nemlig nu være konstant faldende - mens efterspørgslen i hvert fald de kommende år vil være stigende. Den sammenhæng blev understreget allerede i denne weekend, hvor mange mindre Michael Jackson-effekter kom under hammeren.
Læs også: Milliard-regning for Michael Jacksons 50 døde koncerter

Jackson-memorabilia er der stadig nok af
Pladesaglet eksploderet
På den korte bane ser det ud til, at Michael Jackson er mere værd død end levende. Pladesalget eksploderede i fredags og memorabilia-auktionerne i denne weekend (planlagt før hans død) har indbragt 10-50 gange så høje salgspriser som ventet.
En langærmet t-shirt fra Michael Jacksons Victory-tour i 1984 fik eksempelvis en ukendt byder til at lægge 52.500 dollar på bordet i lørdags - selv om t-shirten kun var vurderet til 1000 dollar.
Og der blev betalt 12.500 dollar for et håndskrevet brev, der var vurderet til mellem 200-300 dollar.
I alt havde Michael Jackson på sin dødsdag en estimeret personlig gæld på 500 mio. dollar
Sådanne auktioner over dødsboet vil fortsætte, hvis hans tre børn og resten af den forgrenede Jackson-familie presset af Michael Jacksons kreditorer, vælger at åbne op for skatkisten. Og kreditorer er der nok af i regnestykket omhandlende hans dødsbo. Lad os se på nogle af tallene, som de præsenteres i de mest fremskoede amerikanske medier.
Levede over evne
Konklusionen er fast: Der blev brugt for mange penge i de sidste år af hans liv, lyder eksperternes vurdering. Dels levede han i de sidste år over evne.
Dels var der de to enorme erstatningsretssager anført af familierne til to drenge, som havde besøgt Jackson på hans Tivoli-ranch, Neverland. Jackson blev frikendt for sexuelle overgreb, og de eneste vindere var advokaterne.

Michael Jackson og hans børn på en af mange maskerede shoppingture
Og så var der udgifterne til selve ranchen, som hvert år kostede Jackson 10 mio. dollar at holde kørende med både gynger og karruseller.
I alt havde Michael Jackson på sin dødsdag en estimeret personlig gæld på 500 mio. dollar. Det skal så fratrækkes den formentlig stigende Koda-indtjening fra hans unikke bagkatalog af sange samt hans finansielle trumfkort, ejerskabet af rettighederne til 251 af de eviggrønne Beatles-sange.

Neverland-ranchen står til mellem 70 og 90 mio. dollar
En anden stor usikkerhed er salget af hans renoverede men hidtil usælgelige ranch Neverland. Måske hans død kan sætte gang i et salg af ranchen, der hver måned koster 100.000 dollar alene i skatter og afgifter.
Neverland spås en salgspris på mellem 70 og 90 mio. dollar. Godt det samme beløb som Jacksons 50 nu aflyste London-koncerter, tv-optrædender og merchandise-salg ville have indbragt, hvis ikke hans hårdt prøvede hjerte havde givet op natten til fredag.
Lige meget i hvilket hjørne man vælger at starte puslespillet om Michael Jacksons dødsbo, og lige meget om tallene nederst på det endelige regnestykke bliver røde eller sorte, vil Michael Jacksons uvurderlige bidrag til verdenshistorien stå mejslet som i granit.

Michael Jackson blev ærbødigt hyldet ved den årlige Black Entertainment Television-award showet i lørdags










