ShoppingFredag den 13. marts blev en sand rædselsdag for europæiske skattesnydere. Både Andorra, Liechtenstein og Schweiz må nu nytænke deres hidtidige strategi med bankhemmeligheder og luksus-skattely som deres primære indtægtskilde.
Og mere relevant for pleasure.dks læsere. Som velhaver i Europa skal man altså til andre kontinenter for at finde nye græsgange, hvor man i skjul for skattemyndigheder kan leve i luksus, sus og dus.
Hele 30 lande kan forvente yderligere pres fra de største økonomier i verden
Skattelyene i Europa har nemlig nu endeligt smidt håndklædet i ringen efter mange års pres fra nu kriseramte økonomier som især USA, Storbritannien og Tyskland, hvor regeringerne er gået på jagt efter egne borgeres skjulte millioner.

Kombinationen af skattely, store slotte og ski-pister bliver sværere og sværere at finde i Europa
Læs også:Verdens bedste skattely
Nok er nu nok
Op til det årlige G20 møde for verdens rigeste nationer i London d. 2. april bærer dette pres frugt. Netop bankhemmeligheder og skattely er øverst på dagsordenen efter årtier, hvor disse nationers rigeste medborgere har haft let ved at unddrage sig skat i hjemlandene.
Landet med de fleste registrerede selskaber per indbygger, Liechtenstein, og det sort-listede skattely, Andorra, har nu indvilget i at følge OECD standarder for gennemsigtighed i finansbranchen i håb om at ryge ud af OECDs sorte liste for uregerlige økonomier.
Singapore, Hong Kong og Dubai kan se frem til at verdens rigeste personer nu vil forsøge at gemme deres likvider her
På sortlisten står lande og miniputnationer som Liechtenstein, Andorra og Monaco, men hele 30 lande kan forvente at få yderligere pres fra de største økonomier i verden. Bl.a. Schweiz, Luxembourg, Østrig, Singapore og Hong Kong.
OECD har estimeret den såkaldte offshore-bankindustri til et niveau på 11.000 milliarder dollar. Heraf er 2.000 milliarder gemt i Schweiz.
"Vi kan ikke længere acceptere blinde vinkler i det internationale banksystem," lød det fra det britiske finansministerium fredag.
Terror og krise
Siden terrorangrebene i 2001 mod New York og Washington er presset på skattelyene steget år for år, fordi efterforskere ikke har kunnet "følge pengene" grundet bankhemmelighederne. Den internationale finanskrise er dråben, der får skattelyene i Europa til at makke ret.
Jersey har allerede underskrevet en aftale med Storbritannien om en indsats mod skatteunddragelse mens Belgien som det ene af tre EU-lande med mange bankhemmeligheder også har meldt om et tøbrud i holdningen.
Over for nabolandet Luxembourg har afsløringen af storsvindleren Bernard Madoff's bedrageri betydet et større internationalt pres, da mange af de svindlede milliarder netop er placeret i Luxembourg.
Nu regner eksperter med at skattely som Singapore, Hong Kong og Dubai kan se frem til at verdens rigeste personer nu vil forsøge at gemme deres likvider her.










