ShoppingMed en højaktuel skisæson om hjørnet er Linde Werdelin ure med et tilhørende land instrument et oplagt bud på en håndledsekvipering for feinschmeckere. Det danske firma har kombineret det bedste fra urenes verden med ditto fra teknikkens verden – og strategien holder.
Pt. er Italien det største marked med 14 forhandlere, men urene og instrumenterne kan erhverves over hele kloden – takket være internettet. Se med egen øjne Linde Werdelins revolutionerende ski-ur i tv-indslaget herunder:
TV Indslag
Tilfældighederne er døde
Når et ur koster omkring 30.000 kroner, kan man med rette forlange noget særligt, og det mantra har Morten Linde og Jørn Werdelin taget til sig.
”Vi har brugt enormt meget tid på alt, hvad der har med udvikling at gøre, og vi har været meget selektive med vores forskellige dele til urene og instrumenterne. Schweiz har stolte traditioner for alt, hvad der har med ure at gøre, og selvom der i dag findes flere store virksomheder, så findes der også mange familieejede firmaer, der har hvert sit speciale inden for ur-dele”, fortæller Jørn Werdelin til pleasure.dk.

Så skulle ethvert postulat om tilfældigheder være manet til jorden – en såkaldt wireframe afslører enhver detalje i urkassen
Tag for eksempel urenes visere – de bliver fremstillet hos et firma, mens remmen bliver til hos en anden leverandør og urkassen hos en helt tredje.
”Normalt tænker man måske ikke over, hvilket arbejde, der ligger bag en urviser, men når du sidder med uret, så er det helt tydeligt. Vi har vinklet viseren, så den kan reflektere lyset – dermed bliver den mere levende at se på, frem for de traditionelle flade visere”, forklarer Morten Linde.
Importerer stolte traditioner
Schweiz er og bliver det førende land udi horologiens verden, og Linde Werdelin herrernes passion for det fine håndværk lader sig ikke fornægte:
”I de ældre dage, hvor landet primært var et landbrugsland, brugte mange af familierne deres aftener og sparsomme fritid på at udvikle urdele. Om foråret tog de respektive familier til den store urmesse Basel, hvor de solgte deres nichedele til de forskellige urfirmaer, som siden samlede og solgte dem som hele ure”.
I langt de fleste tilfælde har familievirksomhederne lagt landbruget på hylden til fordel for urdelene, og selvom der er kommet større firmaer på spil, findes der stadig mange små familieejede virksomheder, der er verdensmestre på netop deres område.
Guide til en luksuriøs sneoplevelse
Linde Werdelins landinstrument, der er udviklet til skisportsfanatikere, kan klikkes på alle firmaets urmodeller, og herfra er der fri leg på pisterne. Mens terrænet udfordres kan brugeren aflæse alt mellem himmel og jord – i bogstaveligste forstand. Temperatur, højde, puls og meget mere kan konstant aflæses, og hele molevitten gemmes i en log, som kan trækkes ind på computeren.

Så simpelt kan det gøres – på med skiene og på med instrumentet. Linde Werdelins koncept skal dog forstås således, at du køber et uret som den primære luksus
”Vi har gjort meget ud af at gøre instrumentet så brugervenligt som muligt – der findes selvfølgelig andre bud på et ur med lignende funktioner, men de er efter vores opfattelse mere besværlige at bruge. Og så er det quartzure – vi har taget det bedste fra begge verdener ved at lave mekaniske ure med et batteridrevet instrument – på den måde har du ét lækkert ur, som du kan bruge året rundt, mens instrumentet bruges, når du skal på ski”, lyder det fra designkontoret i Charlottenlund.
De to herrer har desuden udarbejdet en skiguide, der årligt opdateres – i øjeblikket kan den gratis på firmaets hjemmeside og lægges ind i land instrumentet, men den kan også købes i hardcopy og med tiden (ultimo 2009 / primo 2010) er det tænkt, at en GPS funktion skal integreres med instrumentet, så brugeren kan finde direkte vej til de hoteller, restauranter og barer, som Linde Werdelin har besøgt og siden hen anbefalet.
Solo i Skandinavien
Og så er der lige det med at være Skandinaviens første avancerede og – med al respekt for de andre spilere – eksklusive urfirma. Det er en udmelding, der lægger op til, at der skal tænkes nyt og alternativt for blot at få en lille del af den internationale ur-kage.

Små limiterede produktioner er en af Linde Werdelins mærkesager. Denne Hard Black DLC er lavet i 22 eksemplarer – den sorte farve er blevet til, efter urene er blevet bombarderet med kulpartikler af ti ”kanoner” i 24 timer
”Vi har valgt at tænke anderledes, og det har sådan set også været en streng nødvendighed for at komme i gang. Hvor de gamle firmaer har en mere konservativ tankegang, har vi vendt dele af urbranchen på hovedet – derfor kan du for eksempel købe vores ure over nettet, og på den måde når vi ud til en langt større mængde kunder på kortere tid. Selvfølgelig har vi også forhandlere i mange lande, men dem tilbyder vi for eksempel særkollektioner, så de ikan tilbyde deres kunder noget helt unikt, når vi nu tilbyder netsalg”, pointerer Jørn Werdelin.
Den evige forbedring
Urene har sin helt egen historie, og selvom man kunne fremstille selve kassen på langt mindre komplicere måder, så har Jørn og Morten valgt, at samtlige urkasser skal fræses ud af en blok – uanset om det er guld eller stål.
”Jeg vil tro, at det har taget omkring halvandet år i arbejdstimer at få urene til at se ud, som de gør i dag – og vi bliver ved med at modificere og ændre på den eksisterende model. Egentlig kan du sammenligne det med Porsches måde at arbejde på – deres 911 har jo årtier bag sig, og her har det mere eller mindre også været den samme model, de har arbejdet på”, afslutter Jørn.

Land instrumentet i fuld vigør – nemt at betjene og med et potentiale, der spænder lige fra temperaturvisning og i fremtiden også til hotel- og restaurationsguider
Og så kommer vi heller ikke udenom, at den danske duo har udviklet et dykkerinstrument med højteknologisk indhold – men stadig med sans for detaljerne. Hvorfor for eksempel tage sig til takke med en standard skrifttype på displayet, når man kan udvikle sin egen? Det er dog en helt anden historie.











