Shopping"Girls grow old, and men grow cold”, stønnede salig Marylin Monroe, da hun sang om hvad diamanter kan gøre for enhver kvinde, der er på vej til at overskride salgsdatoen.
Forleden kunne man i nyhederne så høre, at krisen nu også har ramt diamantbranchen. De styrtende aktiekurser har tilsyneladende fået de generøse executives, der overøsede deres ’arm candy’ (lækre, unge kvinder) med diamanter, til at gøre sig usynlige – både hos juvelererne og i cocktailbarerne.
Super store, super synlige og super uægte
Heldigvis har bling-trenden taget en drejning, der har bragt en ny ”girls best friend” i fokus. Det er nemlig ikke længere diamanter, man skal flashe med, når man med en øvet hånd kærtegner stilken på dry martini-glasset.

Nu er det cocktailringe, der er top-bling – super store, super synlige og super uægte - og til en krisevenlig pris på omkring de 200 kr.
Udover størrelsen, som altid skal være supersize, er den tilbagelænede pris det, der først og fremmest karakteriserer en cocktailring. Ringen blev nemlig også historisk ”født” som krise-bling.
Født efter børskrakket
De store, spektakulære ringe dukkede først op i kølvandet på børskrakket i 1929. I første omgang var det ”damer”, der frekventerede New Yorks illegale spritbuller, der flashede de enorme ringe, og de var ikke, som i dag, pyntet med uægte bling.
Det var nemlig rigtige diamanter, der funklede på toppen af de tunge tingester af guld og platin. Damernes ledsagere var nemlig af Al Capone-typen og det skulle ses!

Ringene blev dog hurtigt til en dille og i løbet af nul tid dukkede der uægte cocktailringe op, der gjorde det muligt for New Yorks kontor- og hattepiger også flashe med cocktailringe, når de skulle ud og sippe cocktails og kigge på boys.
Fun flashin'
Det er samme funktion, cocktailringene udfylder i dag. Man tager en, eller helst flere, cocktailringe på for at signalere, at man er i byen for at more sig. Man flasher dem for fun – og for at række tunge ad krisen og den nedtryghed, som den ofte slæber med sig.

At cocktailringene, ifølge modeautoriteterne, også er perfekte til at lede opmærksomheden bort fra det faktum, at man har den samme lille sorte for tredje gang i træk, skal også med.
Så tag bare roligt kjolen fra sidste år på, men glem for himlens skyld ikke cocktailringen. Uden den vil kjolen være en ren kriseerklæring, og hvem gider flashe med det?











