ShoppingDyre ure har aldrig været mere populære, men hvad skal man i grunden med dem? Pleasure har kigget på tre vidt forskellige ure for at finde svaret.

Engang var det sådan, at det at gå med ur drejede sig om at kunne se, hvad klokken var. De tider er forbi – klokken kan man få så mange andre steder – men alligevel sælger dyre ure som aldrig før.

Man kan ikke stole på en mand uden ur. Det sender et signal om upålidelighed 

Pleasure har opsøgt den schweiziske urkoncern Swatch for at finde forklaringen.

"Man kan ikke stole på en mand uden ur. Det sender et signal om upålidelighed," lyder det fra Swatch-manden Søren Ignaz.

Pleasures udsendte trækker skyldigt ned i ærmet, så det dækker over det bare håndled, hvor der ikke har siddet et ur siden folkeskolens tidligste klasser.

På bordet ligger tre ure, udvalgt som hans bud på fede herre-ure lige nu. Fælles for dem er, at de drejer sig langt mere om signalværdi end om at vise, hvad klokken er, men de løser opgaven på vidt forskellig måder.

Konservativ dødvægt om håndleddet

Første nummer er et klassisk Longines Master Collection i blankt stål, et ur, der har sat kursen mod gode gamle urmagerdyder som tradition og håndværk. Med en pris på 15.000 kr. lever det da også op til prædikatet et dyrt ur for de fleste mennesker.

Med en diameter på 4,75 centimeter følger uret de seneste års mode med særdeles store modeller. Både i vægt og signalværdi vejer uret tungt, som var det den samlede konservative folketingsgruppe, man har spændt om håndleddet.

Longines Master Collection svømmer over med detaljer, der peger tilbage i tiden: Tallenes svungne 1920’er-typografi, de blåtonede visere, brændt med en særlig teknik, og safirglas på urets bagside, der giver et åbent kig ind til det tikkende mekaniske værk, så ingen er i tvivl om, at der her er tale om ægte håndværk.

Longines Master Collection skvulper over af fortid. Søren Ignaz indrømmer, at den klassiske konservatisme nok mest tiltaler den ikke helt unge mand, der sætter sin lid til gud, konge og fædreland.

Et sandt revisor-ur – og så kan man selv slå op i sin ordbog for at se, om det er godt eller skidt.

Christoffer Columbus ville elske Tissot

Næste nummer på bordet understreger, at der er løbet en del vand i åen siden italienske munke i middelalderen opfandt det mekaniske urværk for at holde styr på dagens mange gøremål i klosteret.

Firmaet Tissot lader ved første øjekast til at have gjort en anstrengelse for at følge med tiden og ikke læne sig tilbage mod traditionen ved at fylde uret T-Touch med avancerede funktioner som højdemåler, termometer og kompas, der alle styres ved let berøring af det trykfølsomme glas.

Designet er barskt og eventyragtigt. Modellen på bordet er matsort med gummi-rem. Prisen er noget mere beskeden end Longines: 5.695 kr.

For at markere, at man altså ikke er en nyere opkomling har Tissot præget etableringsåret 1853 med demonstrativt store typer på urskiven.

De små visere snurrer præcist rundt ved det mindste fingerstrejf, og – indrømmet – det gør et vist indtryk, men når den første benovelse har lagt sig fremstår T-Touch alligevel sært bedaget.

Hvad skal et moderne menneske egentlig med kompas og højdemåler? Hvorfor ikke smide en sekstant oven i med det samme, nu man er i gang, så vi kan navigere efter stjernerne, når vi skal pendle hjem fra arbejde? Det er Christoffer Columbus og Vasco da Gamas drømmeur, 500 år for sent.

Pointen er nok, at funktionerne i uret er der ikke for at blive brugt, men for at blive set. Der var den igen, signalværdien. Det kan godt være, at man sjældent når længere end en tur i skoven med hunden, men med T-Touch kan man da i det mindste forsøge at se ud som om, man har været med kronprisen på Thule-ekspedition eller med Betina Aller på storvildtjagt.

Et ur drejer sig om mere end at se, hvad klokken er. Det er et signal til omverdenen om, hvem du er 

Uret der blev til et smykke

Urfirmaet Rado står bag det sidste ur, som Søren Ignaz har håndplukket for Pleasure. Prisen er 9.900 kr.

"Et ur drejer sig om mere end at se, hvad klokken er. Det er et signal til omverdenen om, hvem du er," siger Søren Ignaz.

Den linje dyrker Rado. Her kommer design først og funktion sidst. Hvor Longines og Tissots signalværdi i høj grad ligger i deres tekniske finmekaniske udformning, sælger Rado sig selv på udseendet.

Bag det blanke, strømlinede ydre i patenteret, hårdt keramisk materiale gemmer sig ingen tekniske finesser, bare et lille batteriværk. Ikke engang dato kan uret vise og urskiven uden tal og de korte visere kan faktisk gøre det halv-svært for det utrænede øje at se præcist, hvad klokken er.

Pleasure udsendte skal da også prøve uret på, og Swatch-hovedkvarterets urmager tilpasser lænken, så den passer til håndleddet på skribenten.

"Det her er jo ikke et ur, det er et smykke," konstaterer han uden at det helt er til at gennemskue om han mener det positivt eller negativt.

Urenes evolution

De tre modeller udgør sammen en lille evolutions-stige for den udvikling uret har gennemgået de seneste 40 år, siden de asiatiske batteriure skyllede ind på verdensmarkedet og tvang de schweiziske urproducenter til at tænke nyt,

Først det klassiske Longines, der nærmest demonstrativt holder fast i de gamle schweiziske dyder. Så Tissot, der er forsøgt opdateret, men når alt kommer til alt alligevel handler mere om signaler end funktioner.

Til sidst Rado, hvor uret har taget det sidste skridt i retning af rent smykke uden anden funktion end at se ud.