RejserSom værtsby for det legendariske Hahnenkam-løb er Kitzbühel kendt af de fleste skientusiaster. I dag har et makeover gjort Kitzbüheler Alpen til et topmoderne lift- og pistkompleks.
Det er suverænt Østrigs største vintersportsbegivenhed, tiltrækker hvert år op mod 100.000 tilskuere og sætter hvert år i januar den lille alpeby på den anden ende
Der går et sug gennem publikum og den sneklædte alpeside bliver et levende tæppe af rødhvide farver – det østrigske skihåb Marcel Hirschers mellemtid ligger i top. Tredje dag af det legendariske Hahnenkam-løb er i fuld gang, og Kitzbühel har i flere dage været et leben af alt fra internationale kendisser til østrigske bedsteborgere og skientusiaster.

Begivenheden, der suverænt er Østrigs største vintersportsbegivenhed, tiltrækker hvert år op mod 100.000 tilskuere og sætter hvert år i januar den lille alpeby på den anden ende. De maleriske gader, der bekræfter alle forestillinger om Østrig i almindelighed og Tyrol i særdelhed, er et mylder af boder og interimistiske barer og caféer. Så er man til litervis af Glühwein og pølser i metermål – og ikke mindst første parket til World Cupens mest prestigefyldte løb – er det oplagt at plotte skiferien ind i uge tre.
Men der er også mange gode argumenter for at springe Hahnenkam over og bruge sin afmålte tid på egne alpine udfoldelser.
Hvad enten man slår sig ned i selve Kitzbühel, hvor livet leves hele døgnet, og gaderne lokker med shopping i international klasse a la Rolex og Louis Vuitton, eller man indlogerer sig på et af de traditionelle østrigske hoteller i det noget fredeligere Kirchberg, ja så bor man i begge tilfælde ved foden af et topmoderne skikompleks med 170 km pist, serviceret af 54 kabine- og stolelifte.
Skulle nogle finde skiforholdene omkring selve Kitzbühel for snævre, er der kun 10 minutters kørsel til en kabinelift, der fører op til Skiwelt Wilder Kaiser Brixental – Østrigs største sammenhængende skikompleks
Der er i de senere år postet millioner af euro i Kitzbüheler Aplen. Investeringerne tæller blandt andet et større antal nye stole- og kabinelifte med varme i sæderne samt en svævebane fra bjergtop til bjergtop, der forbinder to hidtil separate skiområder. Her hænger man svimlende 400 meter over dalbunden med en udsigt, der overgår selv de mest manipulerede postkort. Så lider man af højdeskræk, skal man ikke vælge gondolen med glasbund.
Læs også:
På safari i verdens største skiområde
Østrigs sande ski-eldorado
Aspen - Velhavernes legeplads
Skulle nogle finde skiforholdene omkring selve Kitzbühel for snævre, er der kun 10 minutters kørsel til en kabinelift, der fører op til Skiwelt Wilder Kaiser Brixental – Østrigs største sammenhængende skikompleks – og med ét slag er der yderligere 280 km pister i alle farver at boltre sig på. Her kæmpes der også om skifolkets gunst, og man har således som de første i verden udviklet en særlig børnevenlig ottesæders stolelift.
Landvindingen består i al sin enkelthed af en platform, der kan hæves op og ned så sædehøjde og skiløbernes benlængde tilpasses hinanden. Så nu skulle der definitivt være sat en stopper for situationer, hvor børn og ski ligger sammenfiltret under liften.

En ny svævebane forbinder to hidtil separate lift- og skikomplekser i Kitzbühel, som også er vidt berømmet som værtsby for de legendariske Hahnenkam-løb, der sætter den lille alpeby på den anden ende hvert år i uge tre
Alle pistområderne kan nås på separate liftkort, men er man til en regulær tour de Tyrol, bør man overveje at investere i et Kitzbüheler Alpen Allstar Card, der åbner portene til ikke færre end syv skiområder med over 1000 km pister – heriblandt også områderne Saalbach og Zell am See-Kaprun.
Med en maksimal højde på 2000 meter har Kitzbüheler Alpen fra tid til anden fået panderynkerne frem hos garvede Østrig-farende, som har tidligere års snefattige vintre lagret i baghovedet.
Det har dog som bekendt ikke været noget problem i de senere år, men skulle vejrguderne alligevel svigte, har østrigerne taget deres forholdsregler. Snekanoner dækker næsten 70 pct. af de 450 km pister i de to områder. Det betyder også, at sæsonen i dag varer til et stykke ind i forårsmånederne.
I det hele taget har de teknologiske landvindinger holdt deres indtog på pisterne. F.eks. er Skiwelt Wilder Kaiser Brixental på banen med en Iphone-app, hvor man blandt andet får adgang til et interaktivt 3D-kort over hele området, ligesom et antal store monitorer viser liftkøerne ved kritiske knudepunkter, så skiløberne har mulighed for at vælger alternative pister. Det har faktisk gjort begrebet liftkø mere eller mindre ikke-eksisterende. Via liftkortnummeret har feinschmeckere samtidig mulighed for at gå på nettet og få en minutiøs rapport over dages bedrifter og få et visuelt overblik over, hvor stor en del af området, man har været igennem og samtidig aflæse, hvor mange kilometer pist, der er tilbagelagt.
En ikke uvæsentlig sidegevinst ved Kitzbühel er, at området kun ligger fem kvarters kørsel fra Salzburg og dermed i fornuftig køreafstand fra direkte flyforbindelser fra og til København. For de morgenfriske betyder det, at man med take-off kl. 6.30 både kan nå at tjekke ind på sit hotel og pakke kufferten ud og alligevel være på pisten senest kl. 11.

Udover at det er ekstremt bekvemt – hvis man altså vælger luftvejen – gør det også Kitzbühel til en velegnet destination for en forlænget weekend på ski. Her består udfordringen i at finde logi, da de fleste hoteller helst vil udleje deres værelser på ugebasis. Men hvis man holder sig lidt på afstand af de store ferieuger og påsken, er der gode muligheder for en miniferie med optimale rammer for skiløb og østrigsk gæstfrihed, når det er bedst.
Læs også:
Topklasse i over 3000 meters højde
Ski-sikre Sverige
Familiefest i fjeldet












