RejserHvis du først har været der én gang, ender du sandsynligvis med at vende tilbage. Gæsterne på Reid’s Palace har det med at knytte familiære bånd til det historiske hotel på Madeira, der tidligere har lagt skrivebord til Winston Churchills krigserindringer og plæne til George Bernard Shaws tangotrin.

Reid’s Palace er Madeiras første hotel, og ligger som et pudderfarvet palæ på en klippeside med formidabel udsigt til Atlanterhavet og øens hovedby, Funchal 

»Reid’s er et magisk sted – ikke kun i Portugal, men i verden. Jeg er kommet her, siden jeg var barn, og vender stadig tilbage.«

Ordene kommer fra en tv-egnet mand årgang cirka 1970, der møder aftenbrisen iført jeans, mørk habitjakke, åbentstående hvid skjorte og let tilbageslikket hår, der matcher det mørke, veltrimmede fuldskæg.

Det skakternede gulv er et gennemgående træk over alt på hotellet, der breder sig over flere bygninger op ad skrænten

Vi har begge indfundet os på den elegante skakternede terrasse på Reid’s Palace, – Madeiras første hotel, der ligger som et pudderfarvet palæ på en klippeside med formidabel udsigt til Atlanterhavet og øens hovedby, Funchal.

Det er tirsdag aften, og som traditionen foreskriver, er alle gæster inviteret til at sippe cocktails, nippe kanepeer og lufte de mest funklende fund fra smykkeskrinet med hotellets direktion klokken 19.

Læs også:
Nye tider i portvinens hovedstad
Landet uden McDonald’s og motorveje
Welkommen til elitens USA

Den velklædte portugiser, der ejer fire hoteller på fastlandet, var egentlig på vej retur til Lissabon efter en hotelkonference, men står nu og nyder Reid’s signaturdrink, Funchal Tonic, hvis hemmelige ingrediens er forfriskende fennikelsaft. Han ville ikke undlade at stoppe forbi barndommens hotel, som han bliver ved med at besøge, selv om han for længst er vokset fri af det ophav, der plantede forbindelsen til stedet.

Hotelejeren er langtfra den eneste, der vender tilbage til Reid’s Palace. 40 pct. af dem, der tjekker ind på hotellet i dag, har gjort det før, og flere returnerer adskillige gange årligt for at genopleve hotellets særlige atmosfære. Der findes selv gæster, der nærmest indlogerer sig permanent – som den danske herre, der bor her nu og har valgt at kalde Reid’s sit hjem det næste år.

Men hvad er det, der får folk til at vende trofast tilbage, når der er så meget nyt at opleve i denne verden?

»Reid’s er som en udvidet familie,« svarer hotellets guest relationsmanager Isabel de Portugal på mit spørgsmål, da vi senere mødes til middag i The Dining Room – en af Reid’s i alt seks restauranter.

Her fortsætter tirsdagstraditionerne med »Dinner Dance« i den højloftede restaurant, der er gennemført i storladen edwardiansk stil med pompøse krystallysekroner, udsmykkede lofter, gulvlange duge og endnu et skakternet gulv.

Reid’s arbejder på at tiltrække børnefamilier ved at sætte eksklusive børne- og teenageklubber på programmet, men på en ø som Madeira, der i årtier har virket som en magnet på folk med gråstænkt hår, får man ikke fat i ungdommen med et trylleslag 

Bordene er organiseret, så de danner rum om et centralt dansegulv, hvor gæsterne – mændene på anmodning i jakke og slips og kvinderne i overtal i lange rober – valser rundt til evergreens mellem retterne og modtager klapsalver fra de øvrige gæster, hvis dansetrinene har været særligt imponerende.

Flere af tjenerne har været ansat på hotellet i nærmest en menneskealder, så det er ikke helt ualmindeligt, at de er på fornavn med gæsterne

Langt de fleste par har for længst fejret sølvbryllup, og ifølge Isabel de Portugal er kun 5 pct. af gæsterne på hotellet under 40. Reid’s arbejder på at tiltrække børnefamilier ved at sætte eksklusive børne- og teenageklubber på programmet, men på en ø som Madeira, der i årtier har virket som en magnet på folk med gråstænkt hår, får man ikke fat i ungdommen med et trylleslag.

Og som man langsomt begynder at gynge i takt til de velkendte sange, der strømmer fra livebandet, føles det da også som at være om bord på et eksklusivt krydstogt, der har kurs mod gamle dage.

Isabel de Portugal har selv været en del af hotellet siden 2000 og fortæller, at mange blandt personalet har været der i flere årtier. Det er altså velkendte ansigter, der byder de returnerende gæster velkommen tilbage – ansigter, der gerne hilser ved navn, når de krydser en gæst på gangen.

Det kan synes formelt, når man hører et »good evening Mr. and Mrs. Becker,« når man vandrer rundt på hotellet. Men visheden om, at man ikke bare er endnu et anonymt ansigt i flokken, forandrer det ellers standardiserede forhold, der hersker mellem det servicerende personale og de betalende gæster.

Den diskrete elegance fornemmer man allerede ved ankomsten til Reid’s Hotel, hvor personalet står klar til at tage imod bagagen – uanset hvilken bil man ankommer i

Som engelske Janice skrev på nettets virtuelle – og ofte meget ærlige gæstebog – Tripadvisor sidste år:

»We felt part of a family, not just a room number.«

Gæstfriheden har en oprigtighed over sig, der – ligesom hotellet – hører en svunden tid til.

Reid’s Palace blev opført som det første hotel på Madeira for 120 år siden og er resultatet af en skotsk mands drøm om at bygge et unikt hotel langt fra de kolde vintre i Nordeuropa.

Som bare 14-årig kom William Reid i 1836 til den blomsterrige ø i Atlanterhavet med de fem pund på lommen, han havde tjent som kahytdreng på krydstogtet fra hjemlandet. Siden fik han succes med Madeiras blomstrende vinhandel, og da William Reid havde penge nok til at realisere sin hoteldrøm, fandt han et klippestykke på kanten af Atlanterhavet nær hovedbyen Funchal. Han lod klippen overstrø med tonsvis af rig jord, for planen var at skabe en subtropisk have, der skulle benove de tilrejsende krydstogtsgæster, der tog ophold på Madeira for at få et roligt hvil fra det bølgende Atlanterhav.

William Reid døde, før hotellet åbnede i 1891, men hans navn og hjemland er aldrig blevet glemt. Hvert år holder Reid’s Palace liv i den skotske tradition »Burn’s Night,« hvor man hylder hjemlandspoeten Robbie Burns med sækkepibe, folkedans og haggis.

Og i samme tråd bliver der hver dag holdt hævd i den næsten institutionaliserede high tea-tradition, hvor sølvopsatser med forfinede fingersandwich, smørscones og yndige kager bliver serveret for de tehungrende gæster på terrassen.

I det hele taget emmer Reid’s stadig af den engelske kolonistil, der siden åbningen har lokket berømtheder som Winston Churchill, George Bernard Shaw og Danmarks egen dronning Indgrid til den tropiske atlanterhavsø. Og som man bevæger sig rundt, føler man mere, at man befinder sig i et – ganske vist stort – gammelt engelsk hus snarere end et hotel med 163 værelser og suiter.

Det skyldes måske, at Reid’s er vokset i ryk. Hotellet fik i 1967 en tilbygning, der ligger lidt længere nede ad klippesiden end originalbygningen fra 1891, og forskydningen gør, at man ikke føler sig som en del af et stordriftsforetagende.

De to bygninger er forbundet af en ikke altid gennemskuelig labyrint af gange, men stedsansen vinker man dog gerne farvel til, for gangene fører konstant forbi en ny uopdaget krog, hvor bløde sofaer og en formidabel udsigt venter.

Her er også britiske naturligheder som bridge- og spillerum, et bibliotek og et billardrum – alle i afdæmpet størrelse – og fraværet af store atmosfæreforladte aulaer er slående. Her er masser af plads – blot fordelt på mange rum – og det skaber en konstant intim atmosfære.

Værelserne er domineret af en elegant sommerhusstil, hvor blå blomster udgør accenten til det ellers flødefarvede univers, som er krydret med antikke træmøbler, marmor på badeværelset, store spejlskabe, friske blomster og en balkon med havudsigt.

Det eneste, der minder om, at vi befinder os 600 kilometer vest fra Afrikas kyst og ikke i Nordsøen, er et lille træbord, der byder velkommen med skattede lokale specialiteter som honning- og ostekager samt en karaffel med Madeira.

Mange gæster synes at bruge Reid’s på samme måde, som man bruger et resort i Thailand: De bliver på hotellet det meste af dagen, måske med en afstikker til Funchal eller en vandretur på en af øens berømte levadaer, og spiser gerne på hotellets egne restauranter om aftenen.

Men det lyserøde palæ på klippesiden kan da også lokke med tre pooler, en ny spaafdeling i det charmerende, gamle vaskeri samt et klippeområde i havniveau, hvor man kan finde sin egen private krog komplet med borde og solssenge. Dertil kommer hotellets fantastiske blomstrende have, som vitterligt er en turistattraktion, samt tennisbaner, fitnessrum, danseundervisning, sprogundervisning, vinsmagning, vandaerobic og windsurfing.

Det er ikke svært at få sine dage til at gå på Reid’s, selv om tiden lader til at være gået i stå.

Læs også:
I Dr. Livingstones vilde fodspor
Middelhavets sidste hemmelighed
Fredagsfest i Rios løsslupne bydel