RejserOmrådet Languedoc-Roussillon i bunden af Frankrig, på grænsen til Spanien. Engang og til dels stadig i dag et vildt, tyndt befolket område. Klipper, middelalderbyer, ruiner af borge, hvor katarerne holdt til, før de blev slagtet af pavens hære. “Hvordan kender man en katar fra en katolik,” blev en af pavens hærførere dengang spurgt. “Dræb dem alle. Herren genkender sine egne,” svarede han.

Man kan med egne øjne se de voksende sten, hvis man går ind i bjergets hjerte  

Et skyggefuldt træ på den franske del af Caminoen, pilgrimsruten til den spanske by Santiago de Compostela. Stien smyger sig om klippen som sølvkæde om kvindehals, nær toppen af en stejl bakke, meget smuk udsigt over dalen, ganske lille gravsten, guldskrift på sort marmor:

“Her hviler asken af en pilgrim af St. Jacques.”

Ikke mere. Ikke mindre. Jeg er rørt over ydmygheden i gravskriften. Måske har pilgrimmen gået i den samme bagende sol, som er nu, måske har han fortabt sig i de sære mønstre, som først fuglenes klatter derefter den gule lav, der lever af lorten, har dannet på de mørke sten langs ruten – på samme måde som den dovne ser drømmemønstre i skyerne på himlen.

Byen St-Guilhem-le-Désert, floden Herault har dannet en sø. Bare fordi man er i bjergene, behøver man ikke undvære stranden.

Luften tung af støv og duften af krydderurter, han glædede sig ved at sidde lidt ned i træets skygge, nyde en tår vand, glædede sig ved at være så tæt på toppen.

Klonk sagde hjertet, for sidste gang.

Mindeplade. Det levende træ er hans monument.

Området Languedoc-Roussillon i Sydfrankrig, på grænsen til Spanien, bjergrigt og ikke nær så populært, og dermed ikke nær så overrendt, som Provence. Porten til området er den største by: Montpellier.

En entreprenant ung mand, Bruno, smilende til kameraet, yderst til højre, har hver sommer en kanobar her ved floden Heraults bredder.

På en helt almindelig mandag kan man på et af byens spillesteder høre Real McKenzies, keltisk punk spillet af canadiere i kilt, og franske Les Vielles Puttes (De gamle Ludere). En kvart million indbyggere, 60.000 studerende, 43 pct. af beboerne under 30 år, en stor del af dem arbejdsløse – det giver en ung, selvbevidst og larmende by.

Læs også:
Provence set fra oven
24 timer i Schweiz’ kulturelle højborg
Weekend i verdens bedste by

Vil man sten, er det nærliggende St-Guilhem-le-Désert et godt udgangspunkt. St-Guilhem er en middelalderby, som hugget ud af bjerget – og en af Frankrigs mest fotogene landsbyer. Når man ser byen fra oven, oplyst af solen, kan man, i skyggen af et træ, sagtens leve sig ind i ønsket om at finde hvile her.

Caminoen går gennem byen. Man kan snuse til ruten på en dagtur og hænge ud om aftenen med pilgrimmene på byens herberg for vandrere – som også har plads til ikke-pilgrimme. Ikke at pilgrimme er supersjove samtalepartnere. Snakken går dovent om vabler og knæskader, alle går tidligt i seng.

Når man ser byen fra oven, oplyst af solen, kan man, i skyggen af et træ, sagtens leve sig ind i ønsket om at finde hvile her  

Bjerget gennemskæres brutalt af floden. Kanoturen ned af Herault, det dybgrønne vand, klipperne tårner sig op på begge sider, det er – ja – bjergtagende. Når floden snævres ind, tager vandet fart og giver spænding uden anden fare end faren for at vælte og blive våd. Man kan ligge til tørre og bruning på de mange små strande – og slutte med en kold øl på kanobar.

St-Guilhem-le-Désert, en Middelalderby, bygget af og på klippe. Vandrerne på vej til Santiago de Compostela i Spanien har i hundreder af år gennemgået byen.

Bruno arbejder om vinteren med sten, de skal flyttes rundt til huse, mure, indkørsler. Om sommeren holder han den lille bar åben ved og i floden. Vi parkerer kanoen, sidder ved bord og stol i vandet, nyder en flodkold øl, velfortjent efter en lang dags padlen, mens tre unge ved siden af os skiller deres mobiltelefoner ad, lægger dem til tørre i solen.

“Det eneste, der vokser her, er sten,” fortæller værtinden på et af de primitive herberger for vandrere, hvor vi hviler ud efter en lang dags gang. Man kan med egne øjne se de voksende sten, hvis man går ind i bjergets hjerte.

La Grotte de Clamouse, fire km lang med gange og enorme huler. Forskellige mineraler giver forskellige farver til de voksende sten. Kunstnere har lagt lys, ikke altid kønt, men effektfuldt.

La Grotte de Clamouse, som ligger med indgang udenfor St-Guilhem-le-Désert, blev opdaget i 1945. Drypstensformationerne sætter tiden – ikke i stå men i slæbegear. For drypstenene er levende, vokser med hele én centimeter hvert århundrede. Dråber hænger, falder, sætter i både loft og gulv hver deres lille bitte mineralaflejring. Det giver over tusinder af år vældige katedraler, drømmelandskaber, dragehuler.

Artiklens forfatter har fortjent den øl ved Brunos Kanobar efter lang dags padlen på floden Herault

Her lever små drager – i bjergets tempo. Helt hvide salamandre blev engang fanget her, de bevæger sig gennem livet ganske langsomt, uden naturlige fjender, næsten uden mad. De kan klare sig uden at spise i tre måneder – og leve i op til 80 år.

Til slut, endnu et træ: I parken i centrum af Montpellier, et meget gammelt oliventræ, kløver af tiden - med et væld af friske, grønne skud fra de arrede, gamle grene. Jeg læste om manden fra Oslo og Utøya i de franske aviser dagen efter hans umenneskelighed.

Der er et citat i John Fowles roman Troldmanden, som beskriver mennesker som manden fra Oslos verden: “En verden er styret af rå kraft, humorforladt arrogance, illusorisk prestige og primitiv stupiditet.”

Samme dag som jeg læste om Norge, så jeg et træ i Montpellier. Foran træet en plade: “Til minde om ofrene fra attentatet 11. marts 2004 i Madrid.”

Det er det smukkeste monument, jeg nogensinde har set.

Læs også:
En metropol lige i nærheden
Landet uden McDonald’s og motorveje
48 perfekte timer på Bornholm