RejserKan det mon lade sig gøre at skrive en skireportage fra Sverige, der ikke handler om familiehygge, köttbullar og varm kakao? Børsen Weekend fandt svaret i Funäsfjällen i den svenske vildmark.
Sådan! Jeg fik forsædet. Propellen buldrer løs over mig, og det giver et sus i kroppen, da helikopteren letter fra toppen af Ramundberget. Kort efter er vi på vej tværs over Funäsdalen. Hen over små hytter og overskuelige bakker. På vej væk fra de familievenlige pister, de hyggelige restauranter og til en verden af vildskab og uberørt sne på bjerget, der venter på den anden side af dalen.
Man får følelsen af både eksklusivitet og vildskab, mens man suser ned af den helt mennesketomme bjergside og den uberørte sne
Jeg befinder mig et godt stykke oppe i Sverige, ca. 1000 kilometer nord for Malmø. Her ligger det – for mange danskere – ukendte område ved navn Fünasfjällan, og det er her, jeg har sat mig for at dyrke de vilde oplevelser i vores hyggelige naboland.

En tur på snescooter er en vild oplevelse, og herfra ser man meget smuk natur på kort tid. Foto: PR
Lad mig med det samme slå fast, at Funäsfjällan, der er fællesbetegnelse for skiområderne Funäsdalsberget, Ramundberget og Tänndalen, har alle de kvaliteter, man normalt forbinder med en skiferie i Sverige. Her er børnevenlige hoteller og gode muligheder for skiskole for de yngste. Pisterne er placeret på naturens præmisser, de er smalle og har træer på begge sider. Der er mange træklifter, og højde og variation er langt fra som i Alperne.
Til gengæld skal man anstrenge sig for at blive væk fra hinanden, kakaoen er varm, snapsen kold, og så snart de små er lagt i seng, er her en larmende og helt fantastisk ro. Vi er i vildmarken, det kan man hele tiden fornemme. Men her er ufatteligt hyggeligt.
Læs også:
24 timer i Malmø
48 perfekte timer på Bornholm
24 timer i Schweiz’ kulturelle højborg
Helikopterturen henover dalen varer godt 10 minutter, hvorefter vi blidt lander på det nøgne bjerg og én efter én løber ud af helikopteren med dukkede hoveder.
I den kraftige blæst har en offpiste-guide med røde kinder og sne i skægget siddet og ventet på os. Vi spænder skiene på, og efter nogle korte instruktioner leder guiden os på række – med behørig sikkerhedsafstand – på tværs af bjerget og uden om de største klipper for at komme hen til et område, hvor der er plads til store sving.
For det er stejlt, og flere af selv de øvede skiløbere i gruppen tager turen ned på maven. Man skal holde tungen lige i munden og skære skarpt i den tunge sne. Men gør man det, får man også følelsen af både eksklusivitet og vildskab, mens man suser ned af den helt mennesketomme bjergside og den uberørte sne.
Med kroppene fulde af adrenalin når vi ned til et lavere leje på bjerget, hvor helikopteren i mellemtiden er landet. Det er muligt at få to “lift”, men vi nøjes denne dag med det ene. Så går turen tilbage henover dalen og en velfortjent kop varm kakao venter os på toppen af Ramundberget. Hvis man har godt 2000 ekstra kroner til at opgradere sin skiferie, så er heliskiing absolut alle pengene værd.
Vi er helt alene på midten af søen, og da motorerne slukkes, rammes jeg igen af den larmende og magiske svenske stilhed
Men min jagt på vilde oplevelser slutter ikke der. Funäsdalen byder som mange andre feriesteder i både Norden og Alperne også på udlejning af snescootere. Modsat den generelle opfattelse er dette faktisk en sport for alle og en fantastisk måde at bevæge sig hurtigt rundt i det smukke svenske landskab på.

Ved byen Tännas lever der vilde moskusokser. Her kan man komme helt på urtidsdyret. Foto: PR
Vi tager turen fra vores luksuriøse hotel Fjällnäs – som i sig selv alene er et besøg til Funäsfjällen værd – og starter med at pløje hen over søen, hvorved hotellet ligger. Man behøver hverken at have motorcykelkørekort eller videre benzin i blodet for at få en sjov og vild oplevelse ud af en tur på snescooter.
Vi kører i en pæn række, og jeg er derfor nødt til at holde bare en smule igen på gashåndtaget. Men hvor er det dog fristende at rive til og se præcis hvor hurtigt, jeg kan krydse søen. En snescooter er et fartbæst, og der er jo uendelig plads.
Den – relativt – høje fart giver os dog mulighed for på meget kort tid at køre henover søen og igennem en mindre skov for at ende ved et unikt scenisk udsigtspunkt ved en anden nærtliggende sø. Vi er helt alene på midten af søen, og da motorerne slukkes, rammes jeg igen af den larmende og magiske svenske stilhed.
Det er ikke kun skiturister, der kan få lov til at være vilde i Funäsdalen. I området vest for byen Tännäs lever der nemlig vilde moskusokser. Et stort, savlende og helt fantastisk urtidsdyr, der lever vildt i Nordamerika, på Grønland og i Norge. I 1971 var der imidlertid fem af slagsen, der tog en chance og vandrede over grænsen til Sverige. Her var de ophav til en ny flok og i et indhegnet område ved det såkaldte “Myskoxcentrum” kan man få lov til komme helt tæt på og klappe den tykke pels på et lille udpluk af disse imponerende dyr.
Synes børnene, at moskusokserne er for voldsomme, kan man tage dem med til skiområdet Tänndalen, hvor en indhegning med tamme rensdyr er et stort hit hos de yngste. Det er nemlig også muligt for børnene at få sig en lille ridetur på rensdyrene. Og skulle dyrene rende væk undervejs skal man ikke blive bekymret, for de finder altid tilbage til deres flok igen. Tänndalen er i øvrigt også en del af Nordic ski-området, som byder på hele 300 km præpareret langgrendsspor.
Tæt ved Tänndalen ligger også det legendariske Fjällnäs-hotel, bygget i 1882 og dermed Sveriges ældste. For nogle år siden gennemrenoveret men fuldt ud i stil med gammel, svensk arkitektur og indretning. I 2009 på rejsemagasinet Condé Nast Travellers liste over verdens “hotteste” hoteller og samme år nummer seks ud af 44 på New York Times’ liste over “must see”-steder i verden.
Hotellet er tilknyttet et spa-center, som gæster frit kan afbenytte. Her bliver jeg modtaget af stearinlys og sæbeduft og en smilende kvinde, der rækker mig et håndklæde. Man kan enten nyde søen med en kop te gennem de store panoramavinduer, eller man kan opsøge den vilde oplevelse og vælge den udendørs, primitive varmtvandspool.
Ved siden af poolen går en trappe direkte ned i søen, og der er hakket et hul i isen, så man kan tage en – meget – kold dukkert og skynde sig op i den varme pool igen for at mærke den prikkende og vidunderlige fornemmelse, det giver i huden. Vildt.
Jeg hører til den gruppe skientusiaster, der som udgangspunkt fravælger Sverige til fordel for Alperne ud fra en fordom om, at alt i Sverige går op i små bjerge og familiehygge. Men jeg er blevet klogere. For i et område som Funäsfjällen er det muligt kombinere romantik og familieidyl med rå vildskab og adrenalin. Jeg vender gerne tilbage.
Læs også:
Jernmandens møde med maraton på ski
Hyggelige Hemsedal med vovemod
Alpin landsby for verdensmestre på ski












