RejserAt bestige Færøernes højeste fjeld, Slættaratindur, er et must

At opleve Færøerne som ganske lille er noget som sætter sine spor, så da vi som en familie på fire i sommer valgte endnu engang at rejse til Færøerne, var det er kært gensyn.

At bestige høje fjeldtoppe giver en helt speciel stemning fra bund til top 

Selvom vores små børn er blevet næsten voksne, er de altid med på en skibsrejse til Færøerne, og vi valgte da også at sejle derop om bord på Smyril Lines atlantfærge »M/F Norrøna«, som stævner ud fra Hirtshals med kursen sat mod Færøerne og Island.

En farbar sti viser vej til toppen – her et kig over mod Tjørnuvik bygden

Den 36 timer lange sejltur op forbi Shetlandsøerne fordrev vi med at læse, spille kort og nyde udsigten udover det store hav, og dermed fik vi også sjælen med på den lange sørejse.

Hver rejse har sin charme, og denne her gang lejede vi et hus i Thorshavn i den første uge og brugte tiden på at vandre og opleve øernes hovedstad og ikke mindst sludre med folk i byen. Ugen efter lejede vi et hus i den lille bygd Elduvik helt oppe på den nordlige del af Eysteroy, og her nød vi i lige så høj grad at sludre med folk i bygden.

Så dukker der pludselig de gode historier op fra dengang for mindre end 50 år siden, hvor der ikke fandtes en vej til Elduvik, og hvor transporten gik via havet eller på fjeldstierne fra bygd til bygd. For eksempel vandrede beboerne til nabobygden Oyndarfjordur for både at arbejde og for at besøge familie.

Små fine blomster får botanikere til at falde i staver – her på vej mod toppen

Den tur skulle vi også prøve, og efter halvanden time ad en smal fjeldsti kom vi til nabobygden og kunne i teorien fortsætte på samme måde til alle de andre bygder oppe nordpå.

Men man skal tage sig i agt for det omskiftelige vejr. Vejret kan skifte fra blændende blå himmel til tåge på få minutter og er i øvrigt forskelligt fra hvilken del af øerne, man befinder sig på.

Forfatteren og digteren William Heinesen har ubetinget den bedste beskrivelse af det færøske vejr: »De drivende skyer har strejf af rustrødt, olivengrønt, mudderbrunt eller stengråt, og lyset kan være edderblåt anløbent som nyhærdet stål. Undertiden viser solen sig i sin nedgang og gyder et ulmende lys over havet og det vejrhærgede land«.

Læs også:
Rundt om Seattle
Fra Ragnarok til skøn middelalder
Ved landets ende

Som tidligere år skulle vi også denne her sommer bestige det højeste fjeld på Færøerne. Fra vores hus i Elduvik kunne vi se op mellem skyerne til toppen på det 882 meter høje Slættaratindur.

Hver gang vi er på Færøerne, går turen til toppen af det karakteristiske taffelbjerg, og for år tilbage var hele fjeldet dækket med sne, hvilket var en helt anden oplevelse. Her kunne man nemlig kure på enden hele vejen ned af fjeldet til stor jubel for vores dengang små børn.

På vej til toppen bliver udsigten bedre og bedre for hvert skridt 

At bestige høje fjeldtoppe giver en helt speciel stemning fra bund til top, og en vandring kræver da også gode ben, forsigtighed og en solid madpakke. Der er to veje, som fører til toppen, og vi valgte turen fra passet mellem bygderne Funninger og Eide, og som overalt på øerne er man i starten opgivet af nysgerrige får. Men ellers har man hele landskabet for sig selv, og på vej til toppen bliver udsigten bedre og bedre for hvert skridt.

På toppen af det 882 meter høje fjeld er der bygget kunstfærdige varder

Vejret artede sig fint i første omgang og med en gennemsnitstemperatur på 10,5 grader om sommeren, var der rigeligt brug for vores varme tøj, vanter og huer samt ikke mindst rigeligt med mørk chokolade til at give styrke.

Et par hundrede meter fra toppen kunne vi se, at en tågebanke var på vej fra øst, og ganske pludseligt var vi indhyllet i tæt tåge eller lavthængende skyer. Så var der ikke andet at gøre end at sætte sig ned og vente på opklaring.

Trods tåge på toppen af Slætteratindur dukker der af og til et kig op over landskaberne

Det kan være livsfarligt at bevæge sig rundt i tæt tåge, men til gengæld var det ufrivillige ophold en advarsel til os om, at man altså ikke skal spøge med det færøske vejrlig.

Efter en plade chokolades tid lettede tågen en smule, og vi kunne forsigtigt bevæge os videre mod toppen, hvor hullerne i skyerne var nok til at finde vejen til toppen af det høje fjeld. Var vi kommet på den længste dag 21. juni, ville vi have haft selskab af mange mennesker. Her valfarter færingerne i stort tal op for at opleve solen gå ned og få minutter senere stå op igen.

På toppen af nordatlanten er udsigten formidabel

På toppen blev der igen tæt tåge, og vi havde ellers glædet os til at kunne kigge hele 550 km. nordpå til Island. Det er nemlig muligt i helt klart vejr at se iskappen på Vatnajøkull, hvilket har givet udsigten en plads i Guinness rekordbog, som det sted hvor synsvidden er længst på verdensplan.

Trods tågen var gensynet med fjeldtoppen helt i top, og de medbragte klemmer smagte himmelsk oppe under det nordatlantiske tag. Så måtte vi nøjes med at tænke os til udsigten til Island, hvor snakken kom ind på dengang, vi kørte på snescooter på Vatnajøkull, men det er en helt anden historie.

Ind imellem lettede skyerne dog og gav et kig udover Færøerne og ned mod havet. Vi blev enige om, at vi ved næste besøg på fjeldet vil medbringe nogle gode soveposer og så overnatte under den stjerneklare sommerhimmel.

Nedstigningen giver ekstra gode benmuskler og er lige så hård som opstigningen, og pludselig halvvejs nede skifter vejret til flunkende flot solskinsvejr.

På molen i Elduvik kan mange fange sin aftensmad – Slættaratindur på den anden side af fjorden

Som afslutningen på en smuk fjeldvandring var vi med til fåreklipning i bygden Gjogf, som ligger ved foden af Slætteratindur – en helt speciel oplevelse som vi altid prøver at være med til, når vi er på »fåreøerne«. Her oplever man nemlig det ægte liv, og er man ferm med en fåresaks, ja så får man også lov til at klippe de uldne får fra top til tå.

Når vi er på Færøerne, har vi altid fiskestænger med, og udover at der altid er fangst ved første kast, ja så giver det også dejlig mad på komfuret. Så vel hjemme i huset i Elduvik fandt ungerne stængerne frem og kom et par timer senere hjem med tasken fuld af rødtorsk og laks – og dermed var aftensmaden efter en lang fjeldvandring i hus.

Læs også:
De barske bjerge og den vilde kyst
I baljen med delfiner
24 timer i Schweiz’ kulturelle højborg