RejserDet bliver kaldt »Annekset til Buckingham Palace«. Kongelige, præsidenter, politikere og entertainere fra hele verden hører til kredsen af stamgæster, som kun vil bo her, når de besøger London. Pleasure har besøgt The Claridge’s – det mondæne hotel midt i Mayfair, og hørt nogle af anekdoterne.

Allerede ved ankomsten til Claridge’s mærker man, at hotellet er noget ganske særligt. Huset emmer af historie. Konger og dronninger fra et helt århundrede har været faste gæster på hotellet, det samme har præsidenter, skuespillere, musikere, kunstnere og andre celebrities.

Jeg føler mig som verdens mest forkælede gæst 

Anekdoterne er mange, og min personlige butler fortæller dem glad og gerne. Bl.a. om dengang to regenter havde meldt deres ankomst samme dag, og begge ønskede at bo i The Royal Suite. Den snarrådige manager måtte finde en diplomatisk løgn og fortalte, at loftet var faldet ned i den ønskede suite og indlogerede i stedet de kronede hoveder i to andre suiter på hver deres etage.

Claridge's i Mayfair-kvarteret

Nu forventer jeg hverken Royal Suite eller kongelig modtagelse, alligevel bliver jeg glædeligt overrasket, da jeg opdager, at jeg har fået tildelt den berømte Art deco suite.

Læs også:
Weekend i verdens bedste by
90 km armlægning med fjeldet
Palermo - Mellem Mafia og Mellemøsten

En stor hall åbner op til stuen, hvor art deco præger hele interiøret. Store spejle på væggene, dybe sofaer med runde armlæn, et stort arbejdsbord i nøddetræ, en skænk som indeholder den mest velassorteret minibar, jeg nogensinde har set, og lamper som alle er små kunstværker i sig selv.

Engelsk traditionel indretning over alt. Der er kræset for alle detaljer.

Det var her Katharine Hepburn boede, når hun var i London. Hotellet havde dog et problem med den berømte hollywoodstjerne, hun gik i bukser. Denne dresscode var ikke tilladt for kvinder på så fornemt et hotel i 1940-50’erne.

Katharine Hepburn var ligeglad, mens hendes berømte kolleger brugte hotellets hoveddør, tog hun selv bagtrappen, og således blev ingen af hotellets gæster udsat for hendes vovede påklædning. I soveværelset bliver jeg budt velkommen af stuepigen, som spørger, om hun må pakke min kuffert ud, stryge mine skjorter og evt. presse det sæt tøj, jeg skal have på til aften.

Soveværelset i suiten

Soveværelset er ligeså stort som stuen, en to meter bred seng er omgivet af et par lænestole, sminkebord, håndvask og store skabe, man nærmest kan gå ind i. Bag soveværelset fortsætter suiten gennem en mellemgang for at ende i et stort badeværelse holdt i sort og hvidt marmor. Badekaret er dybt og stort, og bruseren er over 50 cm. i diameter.

Jeg trækker vejret dybt, er det virkelig her, jeg skal bo? I disse historiske rammer, omgivet af den service, jeg værdsætter så højt. Jeg føler mig som verdens mest forkælede gæst. Kufferten er pakket ud, skjorterne er strøget, og kaffen serveret. Her sidder jeg i den suite, som Oswald Milne skabte i 1929. Som siden er blevet renoveret flere gange, men som gennem alle årene har beholdt den berømte stemning og været med til at give Claridge’s tilnavnet: »The art deco jewel of Mayfair«.

I don’t want to go to heaven, I want to go to Claridge’s  

Det var i nabosuiten, at Kronprins Alexander af Jugoslavien blev født. Den jugoslaviske kongefamilie levede ligesom den norske og den græske kongefamilie i eksil i London under krigen, og de tre kongefamilier boede alle på Claridge’s. Da Dronning Alexandra skulle nedkomme, udråbte Churchill suite 212 til Jugoslavisk territorium. Personalet placerede en pose med jugoslavisk jord under barselssengen, og således kunne man sige, at kronprinsen var født i jugoslavisk land.

Claridge’s er detaljernes hus. Hotellets navn og logo går igen på pudder, brevpapir, porcelæn, håndklæder, ja selv toiletpapiret er pakket ind i silkepapir med et diskret C printet i gyldne farver.

Hver morgen bliver Financial Times leveret i en sort hørpose med hotellets logo trykt på forsiden. Butleren sørger for, at isspanden bliver fyldt op et par gange om dagen, at de friske blomster får skiftet vand, at badeværelset bliver shinet up hver gang, det har været brugt, og at der hele tiden er frisk frugt i fadet.

Stuen i suiten

Selvfølgelig bliver soveværelset gjort klar til natten. Badetøfler bliver stillet frem, sengetæppet bliver taget af, gardinerne trukket for, og vand bliver sat på en lille bakke på natbordet. Samtidig tænder stuepigen for fladskærmen og stiller ind på den kanal, som viser morgendagens vejrudsigt. Det fortælles, at en arabisk konge, som skulle bo på Claridge’s, medbragte sin egen seng. 

Han kunne ikke falde i søvn, prøvede så hotellets seng og faldt i søvn på stedet. Dagen efter købte han 30 senge og fik dem sendt hjem til sit palads i Saudi Arabien. Og jeg forstår ham godt, sengen er helt specielt. Ikke for blød, ikke for hård, og redt med det lækreste sengetøj.

Elevatoren på Claridge’s er udstyret med både elevatorfører og en dyb sofa  

Skulle man midt i denne luksus alligevel komme til at kede sig, er det bare at tage elevatoren tre etager ned. Elevatoren på Claridge’s er i øvrigt udstyret med både elevatorfører og en dyb sofa, så både komfort og underholdning er i top, det halve minut turen varer.

Elevatorføreren hedder Jaz og kommer fra Portugal. Han spørger interesseret til, om jeg er tilfreds med mit ophold. Han fortæller også, hvad jeg kan forvente mig af dagens vejr, og da han hører, jeg er operasanger, fortæller han om komponisterne Gilbert og Sullivan (dem med Pinafore), som ofte boede på hotellet, og som skænkede hotellet deres berømte flygel. Instrumentet er i dag stadig en del af The Royal Suite.

Tre etager under min suite er det Gordon Ramsay, der regerer. Hans berømte gourmetrestaurant i London er en del af Claridge´s og hedder ganske enkelt »Gordon Ramsay at Claridge’s«. Her er menukortet omfattende og virker internationalt med et touch af engelsk nutid.

Man føler sig meget hurtigt hjemme i kongelige omgivelser  

Havde jeg haft tid, var jeg helt sikkert blevet fristet af den grillet blå hummer, som her serveres med polenta, stegte porre og en puré af majs. En menu med tre retter koster 70 pund, med mindre man vælger restaurantens berømte søndagstilbud »Sunday roast« med roastbeef som hovedret – så koster tre retter kun 30 pund.

En anden mulighed er at gå direkte til afternoon tea i salonen. Her kan man vælge mellem 30 forskellige slags te, og spise sig mæt i små sandwich, scones og dekorative kager, som bliver serveret til blide violintoner akkompagneret af hotellets pianist.

Claridge’s har de sidste fire år fået tildelt den prestigefyldte pris »Tea Guild Award of Excellence« for sin afternoon tea. Ikke sjældent ser man medlemmer fra det britiske kongehus sidde ved et af bordene, så husk endelig salonens dresscode: »smart, casual - but elegant«.

Man bliver modtaget med pomp og pragt

Er man mere til cocktails og dybe sofaer, er der to barer at vælge imellem. Fumoir byder på et stort udvalg af cocktails, og The Claridge’s Bar er kendt for et af Europas største Champagnekort. Begge barer er diskret gemt bag overdådige paneler og er for mange et helle for dagens udfordringer.

Der bliver talt forretninger ved et bord, ved et andet sidder tre damer, som netop har overstået den store shoppingtur på Bond Street, der ligger lige om hjørnet fra hotellet, og som byder på alle de store navne, Dior, Gucci, Prada mm.

Fire dage på Claridge’s er næsten for lidt, hvis man både skal gøre brug af hotellets mange tilbud, men også opleve det hektiske London, som ligger lige udenfor døren. Det blev ikke til mange museer, shopping eller teateroplevelser denne gang. Men jeg mærkede den berømte »Claridge’s feeling«, hvor man meget hurtigt føler sig hjemme i kongelige omgivelser med både butler, stuepige og kulinariske tilbud i særklasse.

Da jeg efter fire dage sidder i taxaen på vej mod lufthavnen og drejer om hjørnet på Bond Street, kommer jeg til at tænke på Spencer Tracy, der sagde »…not that I intend to die, but when I do, I don’t want to go to heaven, I want to go to Claridge’s.«

Læs også:
Provence set fra oven
Her er verdens fem fedeste lufthavne
Gourmetferie i verdensklasse