RejserI april 2012 kommer Orientekspressen til Fredericia, Aarhus og København. Børsen Weekend har prøvekørt de legendariske kongeblå vogne mellem Venedig og Paris, og det blev en tur tilbage i tiden, hvor luksus og god service gik op i en højere enhed. Også helt uden et berømt mord.

»Nogle mord i dag?« lyder det fra den midaldrende tyske turist på perronen i Mestre lige uden for Venedig. Han skal selv en tur til Verona – med et almindeligt italiensk tog, men kan ikke lade være at reagere, da den berømte kongeblå Orientekspressen lige pludselig holder ved siden af ham.

Den historiske sovevogn er en togdrøm, fra før verden gik af lave 

»Ikke endnu,« svarer jeg høfligt tilbage, gennem det åbne vindue fra sovevogn 3309, og kan ikke lade være med at smile over forventningen, som selvfølgelig er skabt af Agatha Christies berømte bog »Mordet i Orientekspressen«, der også er filmatiseret med bl.a. John Gielgud, Sean Connery, Lauren Bacall, Ingrid Bergman og Albert Finney i nogle af hovedrollerne.

Orientekspressen har tre spisevogne, hvoraf Cote d’Azur med René Laliques flotte glaspaneler er den smukkeste. Lænestole, hvide duge, sølvbestik og lampe med silkeskærm fuldender det eksklusive indtryk, før middagen med 5 retter serveres. Pressefoto.

De første 15 minutter efter afgangen fra Venedigs togstation Santa Lucia, en solrig sommerdag, har mine tanker dog ikke kredset meget om det berømte mord, der under alle omstændigheder også skete i en snedrive i nærheden af Beograd.

Læs også:
Femretters menu i et kinky univers
Miami - Latinamerikas finanshovedstad
Boston: Byen der har det hele


Snarere nyder jeg den tidslomme anno 1930, som jeg er gået ind i. Den historiske sovevogn, bygget i Belgien i 1926 – det nærmeste jeg i første omgang kommer på den belgiske detektiv Hercule Poirot, som skal være mit hjem de næste 22 timer, er en togdrøm, fra før verden gik af lave.

Og når man, som jeg, er vokset op med interrailture fra en alder af 17 år, og derfor har set Europa fra togskinner og banegårde, før fly og lufthavne blev det store hit, så er man tæt på himlen.

Min kupé, som jeg selvfølgelig har alene, selv om der er plads til to, har træmosaikker, intarsia, af art deco-mesteren René Prou, herlige bløde sæder og gulvtæppe – selvfølgelig opdateret i original stil.

Den ultimative luksus. De smukt indrettede kupéer kommer med bløde sæder, orkideer, champagne og læsestof. Pressefoto.

På bøjlen hænger en badekåbe og på det lille bord, som også er en vask med rindende varmt og koldt vand, står en champagnekøler med en flaske boblevand, en sølvvase med en orkidé og lidt læsestof om turen. Og så kan vinduet som nævnt åbnes. Hvilken befrielse, at man i de gamle vogne kan blive blæst igennem, og ikke som i moderne togvogne må nøjes med aircondition.

»Vil De have et glas prosecco,« spørger min cabinsteward Michele, italiener fra Venedig, som står med hvide handsker og blå uniform i døren til kupéen og tilbyder en velkomstdrink.

Han forklarer desuden, hvordan man døgnet rundt kan få fat i ham ved at trykke på en knap, hvordan jeg bruger vasken, hvordan jeg låser døren, når jeg skal i baren eller restauranten, hvordan mine håndskrevne breve på brevpapir med Orientekspressen bare skal afleveres til ham: »Vi har en speciel aftale med postvæsenet, og der er ikke brug for frimærker«, og endelig hvordan de forskellige lamper tændes og slukkes.

Jeg er i gode og kyndige hænder, tænker jeg, da jeg skyller det første glas ned og fejrer, at mine store forventninger til turen – hvad ellers kan de være, når billetten kommer i et flot læderetui – ser ud til at blive opfyldt. Det er ikke kun vognene, der er anno 1930, også servicen er fra før, verden gik af lave.

Fra verdens smukkeste forfald til verdens mest romantiske storby.

Ruten fra Venedig til Paris passer perfekt til Orientekspressens image og er en af verdens smukkeste togture. Langsomt vender vi ryggen til Italiens frodige marker og begiver os ind i Dolomitterne, hvor vinmarkerne slås med dramatiske klipper om min opmærksomhed. Men nu er klokken næsten 14, og mit bord i spisevognen »Etoile du Nord« savner mig.

Det er ikke kun vognene, der er anno 1930, også servicen er fra før, verden gik af lave 

Jeg har bevidst valgt anden placering i spisevognen, så de første indtryk af Orientekspressen var fordøjet før frokostens tre retter.

Jeans og gummisko er forbudt i spisevognene, og jeg tænker på, hvor ofte, eller snarere hvor sjældent, jeg har spist i en togrestaurant, mens jeg, iklædt skjorte, pæne bukser og ruskindssko – dog ikke slips og jakke, som må vente til aftensmaden, begiver mig gennem sovevognene for at komme til Nordstjernen.

»Værsgo at tage plads,« siger overtjeneren Guiseppe i kjole og hvidt, da han placerer mig i en lænestol ved et bord med hvid dug, krystalglas, sølvbestik og lampe med lyserød silkeskærm. Her kan 36 gæster spise de tre franske retter, kreeret af chefkokken Christian Bodiguel og hans team af franske kokke.

Turen fra Venedig til Paris er en af verdens smukkeste togture. De italienske Dolomitter og Alperne udgør et smukt baggrundstæppe. Pressefoto.

På denne tur begynder vi med hvide asparges med trøfler, kaviar og sabayonsauce, efterfulgt af fisk, St. Pierre, og en ris- og chokoladedessert.

De hvidjakkede italienske tjenere vimser omkring os, smiler og serverer. Alt ser ud til at gå efter planen, og snakken går ved bordene. Det er lidt som et cruise, hvor man hurtigt kommer i kontakt med sine medrejsende. Man er sammen i nydelsen og har samtidig også tiden til at socialisere.

»Hold på lampen,« råber de diskrete tjenere pludselig, og jeg kaster mig over silkeskærmen. Vi stopper brat i en tunnel efter Bolzano i det italienske Tyrol, og lamperne vipper faretruende, mens de spisende ler herteligt. Der er åbenbart også farer forbundet med at spise i et tog!

De østrigske bjerge og Innsbruck nærmer sig, og mens jeg læser i kupéens ensomhed og slår mave, serverer Michele eftermiddagste med kage – tre forskellige. Jeg skal åbenbart trille ud på Gare de L’Est, når jeg ankommer til Paris.

Mens man spiser sin aftensmad iklædt smoking, gør cabinsteward Michele sengen parat. Pressefoto.

»Der er cirka 45 ansatte til at tage sig af de op til 180 gæster, hvoraf 80 pct. er englændere. Alle i køkkenet er franskmænd, alle tjenere er italienere, og opvaskerne er fra Cambodja.

Cabinstewarderne har alle nationaliteter, dog har vi aldrig haft en dansker ansat,« fortæller togmanager Silvia Cerroni, da hun viser mig rundt i togets suiter. Hun er den første kvinde, der er ansat i Orientekspressen, og har tidligere været ansvarlig for catering i EU i Bruxelles.

»Der er nogle, der rejser mere luksuriøst end mig,« tænker jeg uden et strejf af misundelse. På denne tur er det supermodellen Christy Turlington og hendes mand Ed Burns, skuespiller og producer, der okkuperer en af suiterne og giver lidt ekstra glamour til rejsen.

Orientekspressen har løbende mange berømtheder om bord. Tidligere var det prinser, ministre og Hollywood-stjerner som Grace Kelly og Marlene Dietrich, mens det nu er kendisser som omtalte supermodel og hendes mand, og musikere som Bjørk og Rolling Stones.

Laksko, smoking og butterfly. Aftensmaden er på vej, og jeg er i gang med en større omklædning. Som minimum skal man have jakke og slips på, men over halvdelen af gæsterne er dresset op til den helt store aften. Også selv om man ikke kan tage et bad om bord – eneste kritikpunkt – men må nøjes med at klatvaske sig i kupévasken.

»Det er en drøm at være med på Orientekspressen, men godt at det kun tager 30 timer at komme til London,« sige Irene Worth, en 63-årig kvinde fra Florida, som sammen med sin mand Peter er placeret ved siden af mig i den smukkeste spisevogn, Cote d’Azur, med glaspaneler af René Lalique. Hun hentyder til, at ægteparret skal sove i køjer og stadig ikke er enige om, hvem der skal sove i overkøjen.

Ruten fra Venedig til Paris passer perfekt til Orientekspressens image og er en af verdens smukkeste togture 

»Turen minder mig om masser af Hitchcock-film, og jeg har i mere end 30 år ønsket mig en tur,« fortsætter hun med et smil. Hun glæder sig dog til et bad på Hotel Savoy, når de ankommer til Londons Victoria Station.

»Turen er en fødselsdagsgave til mine kone. Men det er jo nok mere mig, der har haft drømmen om en tur,« fortsætter en cirka 40-årig englænder, Roger, fra Bath, der sidder ved nabobordet. Hans smukke kone smiler, så der ikke er tvivl om, at parret har brug for en romantisk weekend, når de ellers har en travl hverdag med tre drenge på fire, syv og 10 år.

»Næste år går turen til Orlando og Disneyland med drengene, men i år har vi prioriteret vores parforhold.«

Snakken går lystigt over bordene, mens aftenens fem retter, bl.a. andesteg, franske oste og chokolader, serveres, før festaftenen i lange kjoler og smoking fortsætter i endnu en fantastisk vogn – baren. Her kan man købe Singapore Slings, Tom Collins og andre cocktails, mens pianisten spiller evergreens på flyglet, og diskussionerne bliver mere politiske, jo mere alkoholen flyder.

Klokken kvart i et, lige før vi når Basel i Schweiz, er det tid for mig at trække mig tilbage. Tilbage til den opredte seng, som Michele har gjort parat, mens jeg spiste. Efter aftale serverer han te, grapefrugt juice og croissanter klokken halv otte, så jeg kan være parat til at stå af i Paris 8.30.

Mens toget begiver sig ind i Frankrig, lulles jeg i en urolig søvn, hvor Hercule Poirot flere gange dukker op i drømme. Næste morgen vågner jeg en smule omtumlet ved Micheles banken på døren. Jeg hørte ingen skrig, og toget stoppede ikke i nattens mulm og mørke. Så et mord virker usandsynligt.

På Gare de L’est er det da heller ikke politiuniformer, der fylder. Men derimod Mr. & Mrs. Burns, Ed Burns og Christy Turlington, der hånd i hånd forlader perronen. Romantikken vandt over mordgåden.

Læs også:
Bordeaux for begyndere
Karmakonto til Thailands andet jeg
Luksussejlads i faraoernes land