RejserAlt er hvidt så lang øjet rækker. Det er ikke til at se, om vi kører frem eller tilbage - eller for den sags skyld om vi sejler eller flyver. Vores chauffør Anton kigger slet ikke ud gennem forruden, for sigtbarheden er lig nul. I stedet kigger han på GPS’en.

”Jeg kan se, hvor mange omdrejninger bilen laver, og hvis jeg så kan se på GPS’en, at vi ikke rigtig flytter os, så ved jeg, at vi sidder fast,” siger han bag rattet i den overdimensionerede firehjulstrækker. Og fast i sneen sidder vi så pludseligt. Begyndelsen på et syret, ufrivilligt ophold i en islandsk kummefryser.

Med den stærke vind er vi oppe på en chillfaktor på minus 40 grader  

Vi har på en flot og frostklar dag taget den traditionelle turistrute, ”The Golden Circle”, hvor vi har set det store vandfald Gullfoss, der næsten er frosset til i kulden, nationalparken Þingvellir (Tingvellir), hvor man kan se de tektoniske plader glide fra hinanden og den sidste i ”ciklen”, nemlig de store gejsere og den oprindelige Geysir, der har givet navn til alle andre.

Læs også: Hoteller der er hele rejsen værd

Der er geysere spredt ud over hele Island. En af de største springer cirka hvert syvende minut hver dag hele året, og i frost forvandles vandampen til is, der dækker hele området.

Den gyldne cirkel kan nås fra Reikjavik og er en populær rute, hvor man virkelig får set de stærke kræfter det lille land byder på. Men cirklen er også kun den pæne overflade, det rigtige island begynder først, når man drejer væk fra hovedvejen og ind mod midten af øen.

Vi er kørt ad en grussti ud i ingenting. I vores store monstertruck er vi nu langt forbi det skilt, der forbyder almindelige biler at køre på den ikkeeksisterende grusvej.

Man overvejede længe at filme Ringenes Herre filmene på Island, men valgte som bekendt med stor succes New Zealand, naturen på Island er ikke desto mindre mindst ligeså storslået.

Men den klare blå himmel er en saga blot, for vejret har i den grad slået om. Vores guide, Torfi, forsikrer os om, at det kun er sne, der blæser ned fra de omkringliggende bjerge, og at vi bare lige skal rundt om det sidste bjerg, og så er der læ. Hans forsikringer gør dog ingen forskel. Der er snestorm og vi sidder fast midt i den - og det med et monsterdæk, der er krænget af fælgen.

Udenfor er det minus 19 grader og med den stærke vind er vi oppe på en chillfaktor på minus 40 grader. Vi har siddet i bilen i mange gyngende timer, vi er køresyge, trætte, sultne og tørstige, men det eneste vand, der er i bilen er frosset til is. Drivremmen på bilen er nemlig gået, og der er ikke længere varme på bilen.

De har knoklet med dækket i den bidende frost i mange timer. Anton har allerede frostskader på kinden  

Lige umiddelbart ligner de islandske mænd måske en flok bamser og hyggeonkler. De er trinde, går i store sweatre og er alle ved at gro skæg. Hele marts måned lader de nemlig skægget stå for at samle ind til kampen mod testikelkræft.

En vandretur på en kæmpe gletsjer eller en klatretur med isøkser kan i sandhed få en til at føle sig lille. Men gletsjerne har været endnu større og den globale opvarmning ses tydeligt for foden af dem.

Men til trods for deres meget tilforladelige ydre, så er de som trådt ud af en siriusekspedition. Der er ingen klynk eller ynk og de har knoklet med dækket i den bidende frost i mange timer. Anton har allerede frostskader på kinden.

Lidt over midnat står der så pludselig en mand i islandsk sweater og tophue og kigger ind i bilen. Vi er reddet! To monstertrucks er nået frem til os midt i intetheden og kører os længere ned ad bjerget. De tophueklædte mænd er rangers, som ligner cowboys i et snelandskab med deres heldragter og bandana.

Efter en nat i ubeskrivelig kulde sætter jeg radiatoren på højeste blus for at nyde sveden resten af natten  

De griner over hele femøren. Den her redningsaktion er tydeligvis ugens højdepunkt. De har chokolade, bananer, kakaomælk og sandwich med, og vi er lykkelige efter ikke at have fået vådt eller tørt i over 12 timer.

Island er et paradis for ekstremsportsudøvere, men alle kan få en smag af ”the wild life”, for eksempel med en overnatning under åben himmel i ekstrem kulde.

Islændingene er et specielt folkefærd. Der hersker med god grund en udpræget respekt for naturen og en indgroet følelse af, at ”vi må da hjælpe hinanden”. Og vores redningsmænd denne helt almindelige hverdagsaften rejste sig direkte fra middagsbordet og drog afsted, da de hørte, at nogen sad fast på bjerget. Det gør man bare. Også juleaften.

Når der opstår problemer, ringer man ikke efter ”the rescueteam”, man ringer efter de af sine venner med de største monstertrucks.

Island kan noget ikke mange steder kan  

Klokken er fire om morgenen, da vi når frem til nogle små hytter, og efter en nat i ubeskrivelig kulde sætter jeg radiatoren på højeste blus for at nyde sveden resten af natten. ”Jeg vil aldrig mere sige, at det er koldt,” lover en af de andre mig. Ordet kulde har fået en anden dimension.

De fleste islandske biler ville kunne begå sig i et monstertruck-show. Og islændingene er ikke bange for at udfordre tyngdeloven.

Om hele landet er dækket af sne, lavaskyer eller om det er klædt i forårsgrønt, så er der bare ugudeligt smukt.

Og når man står under åben himmel midt i ingenting og ser nordlyset danse henover den mørke stjernehimmel i grønne, hvide og lyserøde nuancer, og der skal krydses 20 små floder før end man når den nærmeste civilisation, så gør det ikke noget, at vandet i toilettet og vandhanen er frosset og den grillede laks er lidt forsinket.

Er det klart og koldt, er der næsten garanti for at se nordlys.

Island kan noget ikke mange steder kan længere, det kan give dig en følelse af uopdagethed, og en dejlig påmindelse om, at mennesket på ingen måde er større end naturen.

På Island er det ikke dig, der bestemmer, det er nogle helt andre kræfter.

Læs også: Landet uden McDonald’s og motorveje