RejserUS Virgin Islands – de tidligere Dansk Vestindiske Øer – er en varm smeltedigel af den bedste amerikanske belevne hotel- og restaurationskultur og dansk kolonihistorie blandet med eksotisk, caribisk folklore og strandliv.
»I will be right with you« – jeg er der lige straks – lyder bartenderens bemærkning, da hun i øjenkrogen observerer en ny gæst ved disken, netop som hun er ved at ekspedere en større ordre til nogle andre gæster. Som sagt så gjort: Få øjeblikke efter bliver der taget vare på den nye gæsts ønsker.
Det er et syn for guder
Optrinet udspiller sig på Paradise Point – et højt hævet punkt i Charlotte Amalie på den bjergrige, caribiske ø St. Thomas, der tidligere var en del af det kolde kongerige Danmark fjernt fra de tropiske caribiske besiddelser, og som også indtil 1917 talte den nærliggende ø St. John og lidt længere væk St. Croix.

Formiddagstemning på Paradise Point over Charlotte Amalie med musik og dans.
Allerede den store danske naturforsker A.S. Ørsted (nevø til H.C. Ørsted, elektromagnetismens opdager) bemærkede i en datidig naturhistorisk beskrivelse Charlotte Amalies storslåede beliggenhed og sammenlignede den med Rio de Janeiro i Brasilien. Overtegnede skribent er ikke uenig. Det er et syn for guder – ud over byen, hvor gamle huse i dansk arkitektur og gader efter dansk lillebymønster springer i øjnene.
Læs også:
Luksussejlads i faraoernes land
Bordeaux for begyndere
Ikke et almindeligt krydstogtskib
Ro og fred
Eneste forskel fra dengang er, at der i Charlotte Amalies naturlige dybhavn nu ligger gigantiske amerikanske krydstogtsskibe, hvis mange gæster på skift – i takt med at skibene kommer i havn – begiver sig ud i ø- og bylivet, uden at denne store amerikanske tilstedeværelse virker påtrængende eller irriterende. I hvert fald er det nemt at finde ro og fred rundt om i byen med de mange danske mindes- mærker.
Udendørsfesten starter tidligt på US Virgin Islands!
Adgangen til Charlotte Amalies højdepunkt, Paradise Point, flere hundrede meter over havets overflade sker med en lift, hvor det fantastiske sceneri af by, hav og store krydstogtsskibe ganske langsomt fæstner sig på nethinden, samtidig med at intense caribiske rytmer fra et orkester ved baren rammer ørerne med dertil hørende sambadansende, sorte kvindelige skønheder.
Udendørsfesten starter tidligt på US Virgin Islands! Og med de tropiske mørke nætter, hvor servering, dans, underholdning osv. foregår i det fri, kan festen trække ud til sent om natten – fortsat med de caribiske rytmer i ørerne og på dette senere tidspunkt blandet med indtagelse af øernes klassiske drink, rumpunch.
Sådan er det på alle de tre, små caribiske øer, hvor man som dansker – uagtet vores måske ikke helt glorværdige fortid på stedet – føler sig meget velkommen.

Typisk gyde i Charlotte Amalie på St. Thomas – med sten, der er kommet til øerne som ballast på danske sejlskibe.
Ikke blot blandt de ganske mange tilflyttede danskere – og de meget få på øerne, der nedstammer direkte fra kolonitidens danskere. Men også blandt de altovervejende sorte indbyggere på øerne.
Overtegnede skribent var for år tilbage udvekslingsstudent i de amerikanske sydstater – »the deep south« – og oplevede dengang barrierer mellem sorte og hvide, selv om borgerretskampen på det tidspunkt var slut. Den tid er helt forbi på US Virgin Islands, hvor der hersker en helt afslappet og naturlig omgang mellem sorte og hvide.
Den helt store oplevelse på øerne er imidlertid, at hvor man normalt rejser ud i verden for at opleve andre mennesker og kulturer, så kommer man på US Virgin Islands til noget af sin egen kultur.
Den er så markant på øerne, at denne oplevelse bliver en slags »nærkontakt af tredje grad«, hvor man får nye dimensioner på sit liv, og selvopfattelsen kommer til indre debat.
Ikke det værste, der kan ske, når man rejser ud i det blå.
Læs også:
Pas på Berlin - Her kommer Hamborg
Syv dage på Power Retreat
Cruise er det nye La Santa Sport











