Forår i London med påskeliljer og Big Ben. Foto: colourbox

27.04.2011 tekst: Lotte Freddie foto: Charlotte Elgaard Christensen & Scanpix

Tips og tricks til Londons royale bryllup

Rejser... something borrowed something blue – som den engelske bryllupstradition foreskriver, bruden skal bære. Noget gammelt, noget nyt, noget lånt, noget blåt gælder selvfølgelig også for BRYLLUPPET, det forestående kongelige den 29. april.

For de mange, der drager til Storbritanniens hovedstad er her tip og adresser inspireret af det engelske ritual.

Gammelt
 
London er fyldt med loppemarkeder, secondhand- og vintagebutikker. Et særligt fænomen i denne henseende er Clerkenwell Vintage Fashion Fair – kåret til det mest udsøgte af italiensk Vogue. Syv gange årligt holdes et fantastisk marked med gammelt og antikt tøj fra 1800 til 1980+ i The Urdang, The Old Finsbury Town Hall, Rosebery Avenue London EC1R 4RP.

Et skønt, gammelt art nouveau rådhuslokale med stuk, guldspejle og gesvejsninger fyldt med enestående tasker, smykker, vifter, sko, pelse, lingeri, japanske kimonoer og al slags tøj m/k. Alt er i fineste kondition – og rent – der er ikke den lede hengemte mugne odør, som ellers ofte hænger over et lokale med så mange gamle ting. 50 »kvalitetsforhandlere« fra hele verden sælger her prisvenligt tøj fra berømte som mere ydmyge designere.



Jeg spottede ved Gud også en kjole fra Horrocks, jeg selv kan have gået med, da jeg var model i huset i 1950’erne. Her er mit eget fund, en cyclamen blondekjole, som sangerinden Florence Welch fra bandet Florence and the Machine, bar ved sin optræden sidste år. 45 pund. Rent kup. Tube: Angel eller Farringdon. Busser 38, 234, 19. Tjek næste dato tlf: 0044 07980 270 307. info@clerkenwellvintagefashionfair.co.uk. Foto: Steven Achiam

Rules, Londons ældste restaurant, fra 1798, er uimodståelig britisk. I vinrøde veloursofaer under væggenes gamle jagtmalerier, portrætter, raderinger og gevirer og en vidunderlig glasmosaikkuppel nyder man perfekt service, superb vin og ekstraordinært veltillavede, traditionelle, britiske, klassiske specialiteter.



Østers, pier, buddinger og vildt, der nedlægges på jagt i Englands »sidste ørken«, Lartington Hall Park i »High Pennines«-området, der opdrætter fineste kvalitetsfugle, rådyr og Galloway oksekød, ryper, fasaner, agerhøner, snepper, dåvildt, vildand, kanin, vildsvin – i sæsonen. Eller prøv den berømte steak and kidney pudding – efter en knaldgod Bloody Mary – det er himmerige. 35 Maiden Lane, Covent Garden tlf:0171 379 0258. Tube: Covent Garden. Pressefoto

Mon Plaisir er et andet fund. Londons ældste franske restaurant i Covent Garden fra 1940’erne, hvor ejerne, David og Jean Viala, først i 1972 overlod det til den nuværende patron, M. Alain Lhermitte, som også byder på praktiske før- eller efter-teatermenuer.

Rødternede duge under hvide damaskduge, gamle franske plakater på væggene, baren er hentet fra et fransk bordel i Lyon og både superhyggelig stemning og superdejlig mad. Vær dog forsigtig med bestilling af rådyr – det skal sikkert være det, men for mig var blodråt kød for meget. Men pommes dauphine var toppen, chèvre chaud, steak tartare, creme brulée, lemon marengue og servicen ligeså.



Det er fransk bistro, når det er bedst, med alle de typiske franske retter lige i hjertet af London, og jeg fatter ikke, at jeg kan have undgået denne perle i så mange år. 21 Monmouth Street 020 7836 7243. Tube: Covent Garden eller Leicester Square. Pressefoto

Nyt

Ingen Londontur uden mindst et besøg i mine yndlingsbutikker, Topshop og Primark. Sidste nye trends er lynhurtigt her i billigudgave, RIGTIGT billigt hos Primark, hvor det er en sport at finde fundene imellem alt muligt bras.



Som disse eksempler: nederdel til 12 pund, 50’er-kjolen til 10 eller den sømandstribede jerseykjole til 8 pund. De er naturligvis udsolgt nu – find noget endnu nyere i sidste skrig hos Primark, Oxford Street 499 – 519. Tube: Marble Arch eller Bond Street.

Ingen London-tur uden besøg i en af Londons fabelagtige boghandlere, som altid har nyeste udgivelser af spændende, skønne, must have-bøger. Lige nu er man nødt til at have fat i »The Ultimate Guide to Mad Men« af Will Dean til 8,99 pund,hos Londons ældste boghandel, den smukke Hatchards fra 1797 på 187 Piccadilly eller ved siden af hos Waterstones – otte etager i det tidligere berømte tøjstormagasin Simpsons gamle bygning på Piccadilly.



Her fandt jeg et foto af mig selv i en fotobog om Philippe Halsman men købte den lovende titel, »Sorry I’m British« af Ben Crystal & Adam Russ til 9.99 pund. Begge boghandlere er del af HMV-gruppen. Tube: Piccadilly Circus

Lånt

En del af oplevelsen ved at dække den engelske modeuge, London Fashion Week, er muligheden for at se usædvanlige, enestående steder, hvor designerne holder shows – steder, man ellers aldrig ville komme i nærheden af. F. eks. Draper’s Hall, klædehandlerlavets hus i Throgmorton Avenue, hvor The King’s Speech blev optaget.



En pragt-mansion uden lige, hvor våbenskjolde kanter lofter, guldstuk lyser langs vægge og malerier og portrætter pryder sale fra loft til gulv. Det kan lånes, lejes, til fest eller konference, og det samme kan det overvældende, imposante Institute of Directors i 116 Pall Mall, hvor malerier af engelske konger og dronninger i legemsstørrelse pryder turkise vægge eller gobelinvægge i vidunderlige sale, hvor flere restauranter serverer udsøgte menuer, og hvor man kan holde møder, fest eller bryllup.

Der vil ikke være et øje tørt. (Restauranterne er allerede booket til BRYLLUPPET). At leje kan lade sig gøre igennem et medlem eller via eget medlemskab af IoD – oversøisk medlemsgebyr koster 254 pund om året – ren gave. information www.iod.com/officesolutions – officesolutions@iod.com tlf: 020 7451 3300. Pressefoto

Blåt

Det er ikke helt så glimrende, som det tilsvarende parisiske »Navigo«-bus/metro-kort, som kan bruges, så ofte man har lyst i en uge fra mandag til mandag. Men Londons Oyster Card sparer nu alligevel penge, for det er billigere end at købe enkeltbilletter. Det erhverves på en undergrundsstation, hvor man betaler så meget man har brug for – 20 pund f. eks. – og kortet trækker selv fra, for hver gang man klasker det på den elektroniske tæller i bus eller tube.



Når det er brugt op, re-charger man igen på en station for et selvvalgt beløb. Gem kortet til næste gang i London. Stå af på Marble Arch undergrundstation og køb fødselsdags- og julegaver i god tid hos Primark på Oxford Street 499-519, f. eks. henrivende lyseblå bodysuits i ren bomuld til babyer – syv for syv pund. Totalt fedt kup.

Er man uheldig som jeg, der har haft lungebetændelse eller bronkitis tre gange i løbet af et år og derfor hoster vildt irriterende, er Boots the Chemist redningen inden en teatertur. Efter hos Boots at have købt Nirolex halspastiller – i en BLÅ æske for 3,05 pund, hostede jeg ikke en eneste gang til The Rivals med fabelagtige Penelope Keiths og Peter Bowles (»Han, hun og slottet« på tv).



Desværre er Sheridans stykke nu taget af plakaten på Teatre Royal Haymarket, men halspastillerne er i alle tilfælde et godt, fremsynet køb. Det samme er Beechams Flu Plus imod influenza og Resolve – magi imod tømmermænd. Men løb ellers fluks til kritikerpriste »The Children’s Hour« med Elisabeth Moss (Peggy Olson i Mad Men) og Keira Knightley på Comedy Theatre 6, Panton Street. Tube: Picadilly Circus

borsen statistik bnt
Land
Storbritannien
Region
London
Se også
Genopdagelsen af inkaernes Akropolis
Fredagsfest i Rios løsslupne bydel
Pas på Berlin - Her kommer Hamborg
Fakta

Børsen Weekend
 
 
 

Seneste rejse artikler


 
 
 

Seneste