RejserAlene navnet siger det hele. Skidestinationen Aspen er fyldt med anekdoter, kendisser og masser af penge. Pleasure rejste til Colorado og fandt et væld af tilbud til den sofistikerede turist.

Hans karakteristiske, furede ansigt dukker uventet op på fortovet neden for liften. På afstand ligner han bare endnu en – dog ret høj mand i fuldt skiornat, men på et par meters afstand kan hverken skibriller i panden eller høj krave på den røde skijakke skjule, at det er Clint Eastwood, der passerer afslappet forbi efter en dag på bakken.

Der er så mange kendte ansigter her, at de lokale er blevet noget nær vant til dem 

Og han er langt fra et særsyn her i den lille bjergby Aspen i den amerikanske stat Colorado. På flyet fra Denver er det ikke unormalt pludselig at have Robert de Niro som sidemand – selv om langt de fleste af byens mange rige gæster flyver ind i deres egne jetfly. Tager man til afterski på en af byens mange barer, kan man f.eks. være heldig at falde i snak med Kurt Russel og familie, der ifølge en af tjenerne på Sky Bar skulle være »sooo nice«.

Der er naturligvis også anlagt en smuk skøjtebane i byen.

Og hvis man er rigtigt heldig, kan man få et glimt af ekspræsident Bill Clinton, når han hver sommer spiser frokost på sin yndlingsdiner Boogie’s.

Læs også:
Danskertræf på Mont Blanc
Bordeaux for begyndere
Pas på Berlin - Her kommer Hamborg

Faktisk er det nærmest lettere at nævne de amerikanske berømtheder og rigmænd, der ikke har en luksushytte i Aspen. Der er nemlig så mange kendte ansigter her, at de lokale er blevet noget nær vant til dem.

»Jeg ved, at jeg ser dem – især i juleferien, hvor byen er fyldt med dem – men når folk udefra spørger, kan jeg aldrig huske, hvilke kendisser, jeg har set. Men jeg ved da, hvor Antonio Banderas’ hus er deroppe,« konstaterer Adriana Lisman, der er salgsdirektør på det eksklusive, femstjernede Hotel Jerome og peger ud ad vinduet.

Derfra er der flot udsigt til Red Mountain – det rundede bjerg, der ligger over for skibakkerne med byen imellem og den ene imponerende villa efter den anden strøet med rund hånd ud over sig.

Det er her, de fleste af de kendte ansigter har til huse, når de er i byen, og det er her, barren for Aspens ustyrlige ejendomsmarked bliver sat. Når man bladrer igennem lokale ejendomsmæglerannoncer, er salgspriser på 40 mio. dollar (ca. 218 mio. kr.) således slet ikke ualmindelige, og selv en lille lejlighed løber op i tre mio. dollar (ca. 16 mio. kr.).

Faktum er, at byen stort set er lukket land for folk med en lille tegnebog 

De mange penge, der cirkulerer igennem byen, har sat sit præg på både restauranter og butikker. De to gågader neden for gondolaen op til pistesystemet på Aspen Mountain er domineret af dyre modehuse som Prada og Henry Beguelin og af en imponerende række juvelerer med et raffineret udvalg af smykker og ure. Restauranterne ligger et langt stykke over det amerikanske gennemsnit, og der er noget for enhver smag.

Endelig er her nærmest et galleri i hver fjerde bygning – den måske klareste indikation af, at de mange pelse og dyre skidragter, der går i gaderne, har rigeligt med kontanter at brænde af.

Det lå dog langt fra i kortene, at den afsides beliggende bjergby på denne måde skulle blive stjernernes ferieby nummer et. Aspen blev grundlagt som mineby i 1878 efter store sølvfund i bjergene.

Den fremragende sne i Aspen er i dag verdenskendt.

Det førte til Klondike-lignende tilstande, og på 10 år nåede den nye by op på 15.000 indbyggere. Men eventyret var kortvarigt. Da den amerikanske regering i 1893 deregulerede prisen på sølv, slog det bunden ud af både markedet og byen.

I løbet af meget kort tid lukkede de fleste miner, og selv om mineindustrien genvandt en smule af det tabte, var der kun 705 indbyggere tilbage, da USA 37 år senere holdt folketælling. 705 indbyggere, en masse flotte, tomme bygninger (inklusive en opera) og masser af fremragende sne.

Sidstnævnte kom således til at redde byen, men først efter en lang periode i hi og med 2. Verdenskrig som kickstarter. I 1943 grundlagde den amerikanske hær nemlig Den Tiende Bjergdivision, som skulle forberede sig til kampe i Europas bjergkæder – og forberedelsen skulle foregå i lige præcis Aspen.

»Mange af soldaterne forelskede sig i byen og skiføret, og nogle af dem kom tilbage efter krigen for at etablere et decideret skicenter. De var vilde med champagnesneen, og det er vi jo en del, der godt kan forstå i dag«, konstaterer en smilende Ellen Spitzbart, der som medarbejder i skiselskabet Aspen Snowmass er med til at bygge videre på det, der blev skabt dengang.

Aspen by er ikke særlig stor. Men de mange velhavere gør, at der er masser af restauranter, caféer og butikker samt aktiviteter året rundt. Foto: Aspen Snowmass

Byen blev hurtigt kendt i skikredse netop på grund af de exceptionelle sneforhold – allerede i 1950 var Aspen vært for de alpine skiverdensmesterskaber – og i begyndelsen af 1960’erne begyndte kendisserne at rykke ind. Ført an af ingen ringere end gonzojournalisten Hunter S. Thompson, der blev boende på sin Owl Farm i mere end tre årtier, før han i 2005 begik selvmord ved – helt i tråd med resten af sit kompromisløse liv – at skyde sig selv i hovedet med en pistol.

Man kan kun spekulere i, om udviklingen af den by han flyttede til for at komme væk fra det hele, havde del i hans dramatiske farvel. Da Hunter S. Thompson i 1970 under meget furore forsøgte at blive valgt til Sheriff – og var tæt på at vinde – skete det i hvert fald med et valgløfte om at omdøbe byen til »Fat City« for at »forhindre grådighoveder, jordvoldtægtsmænd og andre menneskesjakaler i at kapitalisere på navnet Aspen.«

At sige at byen i dag er »kapitaliseret«, er en decideret underdrivelse.

Thompson lovede også at rive byens veje op og kun lade jord være tilbage. Af samme grund er der noget sært både besnærende og provokerende ved, at Aspen i dag kan prale af noget så overskudsagtigt som opvarmede fortove, der damper, når det sner.

Det er også præcis disse lune gangarealer – og antallet af botoxansigter i gaderne, når tungen er ekstra ond – som den kritiske omverden trækker frem, når den vil fremhæve vulgariteten ved den lille bjergbys overflod.

Faktum er, at byen stort set er lukket land for folk med en lille tegnebog. Den er faktisk så lukket, at bystyret for flere år siden ved lov indførte, at alle arbejdsgivere skal stille boliger til rådighed for deres ansatte. Det skete i erkendelse af, at menigmand ellers ikke ville kunne overleve økonomisk – og så ville luksusrestauranterne og skiselskabet ikke kunne køre rundt.

En smuk og hyggelig by, som det er rart at slentre rundt i – og hvor der er masser af steder at give den gas om aftenen 

»Sådan er det bare,« lyder det tørt konstaterende fra de af byens garvede restauratører, hotelchefer og skiguider, der har kunnet følge udviklingen over mange år. 59-årige A.D. Fuller har f.eks. færdedes på områdets stejle skibakker i intet mindre end 33 år og kan huske dengang, Hunter S. Thompson trak overskrifter. Han har også kunnet se udviklingen sætte sine spor i skiløbernes aldersammensætning – apropos Clint Eastwood.

»Publikum er på den ældre side. Mange er kommet her fast, siden Aspen eksloderede i 1950’erne og 1960’erne, og så skræmmer det selvfølgelig de helt unge væk, at prisniveauet er så højt,« konstaterer han i en pause mellem champagneskiløbet på skiselskabets nyeste bjerg af i alt fire, Snowmass.

Aspen har et overvældende antal restauranter og barer, hvor maden er helt i top.

Indtrykket bekræftes også i den gratis shuttlebus tilbage til hotellet om eftermiddagen, hvor en række mænd i halvtresserne og tresserne bruger en del tid på at diskutere alle de steder, de har ondt. Deres ønsker til afterski’en er dog på samme tid ungdommelige og voksne.

»Jeg ser en Pinot (Noir, red.) og en hotdog i min nærmeste fremtid,« som en af dem drævende siger – efterfulgt af bekræftende udbrud fra vennerne.

Helt ungdomsforladt er byen dog langt fra. Det sørger dem med rige forældre og de mange menige ansatte, der i bedste skibumsstil bor i regulære sovesale for at være i nærheden af Aspens legendariske sne, for. På byens bedste kaffebar, Victoria’s Espresso and Wine Bar, oplyser de ansatte f.eks. meget sigende på drikkepengeglasset, at de sparer op til et snowboard.

Og trods anklager om vulgær overflod, så er den legendariske skidestination i The Rocky Mountains simpelthen også en smuk og hyggelig by, som det er rart at slentre rundt i – og hvor der er masser af steder at give den gas om aftenen. Dagen efter denne signatur tjekker ud, spiller ingen ringere end B.B. King f.eks. på byens spillested »Belly Up.«

Det er dog ikke på grund af den legendariske bluesstjerne, at det gør ondt at forlade byen. Det skyldes primært, at det også betyder et farvel til skiføret. Det er ganske simpelt det bedste i verden, og det er stadig hele Aspens eksistensgrundlag.

Det er også sneen, der har trukket Clinten til.

Læs også:
Syv dage på Power Retreat
Pres pulsen på Playitas
Svøm hen i Bahamas