Monterosa-bjergene ligger nord for Milano, helt op mod den schweiziske grænse. Skiløb over 3000 meters højde, lokale landsbyer og gastronomisk kultur er en ret speciel kombination.

28.03.2011 tekst: Øyvind Bordal

Topklasse i over 3000 meters højde

RejserSkiterrænet i Monterosa-bjergene går op i over 3.000 meters højde, og holder topklasse. Næsten kun italienere kender det – dermed er der garanti for rimelige restauranter med fabelagtig mad.

Skiferier foregår gerne steder, hvor kulturen minder om en vinterversion af Playa Del Ingles – turistbusser, larmende barer, restauranter med menukort på fem sprog og mad, der ligner en sammenkogt ret bestående af de samme fem nationers madkultur – tilsat ketchup.

Der gemmer sig rent faktisk en helt særlig cocktail her på sydsiden af Monterosa-bjergene 

Det kan ind i mellem være svært at huske, hvilket land og hvilken kultur man egentlig befinder sig i bag om alle de kommercielle, internationale kulisser.


Som i Østrig er der både beværtninger og stille oaser spredt rundt om i piste-systemet.

Men sådan behøver det ikke at være. Alperne er fulde af dale og fjeldområder, som stadig er godt bevarede hemmeligheder, der primært benyttes af lokale skiløbere.

Læs også:
Østrigsk offpiste i særklasse
Super-skiterræn og festlig afterski
Ikonisk bjerghotel på toppen af Europa

Her har McDonald’s endnu ikke fundet vej, og folk taler ikke nødvendigvis ret meget engelsk.

Til gengæld kan man spise god, varieret og lokal mad – og ikke mindst føle, at man er i et andet land med en mere eller mindre intakt kultur.

Liftsystemet og pisterne disse steder kan være helt på højde med de mest kendte skisteder, ligesom køerne i liften typisk er mindre eller helt fraværende. Pisterne er også gerne mindre opkørte og isede, og fordi »trafikken« er mindre, er sneen generelt hvidere og mere uberørt.

Gourmet-ski

Italienske Champoluc markedsføres – stadig i det små – som »alpernes bedst bevarede hemmelighed.« På trods af faren for nu at røbe hemmeligheden kan vi fortælle, at der rent faktisk gemmer sig en helt særlig cocktail her på sydsiden af Monterosa-bjergene.

Godt skiløb, smukke omgivelser, lokal kultur, og gastronomi til overkommelige priser er ret unik 

Selv var vi primært lokket dertil af udsigterne til at spise ualmindelig god italiensk mad – mere præcist det valdostanske køkken – og samtidig nyde godt skiløb i varieret terræn med særlig gode offpiste-muligheder i nærheden. Det er en sjælden kombination.

Monterosa-kæden har fået sit poetiske navn af den farve, der lægger sig over fjeldene ved solopgang. Det er et vildt, smukt og ofte stejlt bjergområde. Desuden er skiområdet meget højt beliggende: Man står på ski i mellem to og tre tusinde meters højde. Og uanset hvor man retter blikket hen, er der udsigt til dramatiske landskabsformationer.


Ost, gerne i smeltet form, kød, vin og grappa. Det er ikke pizza og spaghetti bolognese, man spiser her.

Bjergkæden ligger i Piemonte-regionen nord for Milano, og de højeste toppe på godt fire tusinde meter mod nord udgør grænsen til Schweiz.

Fra pisterne og lifterne kan man kigge direkte over til Matterhorn, med det eksklusive schweiziske skisted, Zermatt, bag bjergene på den nordlige side.

Ski for alle

Champoluc ligger i den første af tre dale, som har et sammenhængende liftsystem, men hver sin skiprofil. Det er disse tre dale, som udgør skiområdet Monterosa. Bakkerne i Champoluc – for nu at starte der – byder på en god kombination af de fleste typer skiløb.

Livsnydere med solid erfaring på ski og stor kærlighed for gode restauranter og original kultur, vil opleve 'alpernes bedst bevarede hemmelighed' som en perle 

I modsætning til de to andre steder findes her en del pister, der er egnede for begyndere samt et børneområde. Ellers er der gode offpiste-steder i pisternes yderkanter, og også en del krævende pukkelpister og stejle bakker til de mere øvede. Bakkerne er ret lange, og der er mange kurver og variationer. Udsigten er formidabel.

Som i Himalaya

Tager man liften til Colle Bettaforca (2727 m.), kommer man over i Gressoney-området med den lille skiby Stafal i bunden af dalen. Den første del af pistsystemet er let tilgængeligt. Det ligger i åbent terræn og meget billedskønt. Tager man over i den østlige del af Gressoney, bliver terrænet noget mere krævende.

Her kan man komme helt op til toppen af Punta Indren (3260 m.), hvor omgivelserne er nærmest »himalaya-agtige.« Der er nedfarter mod Gressoney som de fleste kan håndtere, men også et krævende offpiste-terræn. Det er også herfra, at Italiens nok bedste offpiste terræn åbner sig, bare den anden vej mod den tredje dal i øst.

Offpiste i verdensklasse

Den sidste dal er ren vildmark. Nedfarten mod Alagna (der er stort set kun en) er meget lang og ikke for nybegyndere. Men det er sådan set heller ikke den, der gør stedet til noget helt særligt.

Det er offpiste-terrænet, der her er i verdensklasse. Vel at mærke når sneen er til det. Der skal meget sne til, før sten og klipper er tilstrækkeligt dækket, og forholdene lever op til sit ry. Ved vores besøg i begyndelsen af januar var det desværre ikke tilfældet.


Offpiste-terrænet i området er i ren verdensklasse.

Et planlagt helikopterløft til de uforlignelige powder-nedfarter fra gletsjerne i over 4000 meters højde ved Zermatt måtte også aflyses af sikkerhedsmæssige årsager. Men er man heldig med sneen, og dukker man op på det rette tidspunkt, kan denne del af Monterosa helt sikkert give den erfarne skiløber med hang til løs sne en oplevelse for livet.

Byen Champoluc er en hyggelig lille, italiensk bjergby, hvor aftenlivet i høj grad leves på restauranterne. Det er der også mange gode grunde til.

Godt lokalt køkken

 Maden er oftest rigtig god, og der er som før nævnt tale om en original, lokal madkultur med fokus på enkle, gode råvarer. Især er man glad for ost og kød. Osten smeltes gerne, og indgår i delikate retter serveret med lokal rødvin. Piemonte-regionen regnes af mange som et af verdens bedste vindistrikter, og vin drikkes og kommenteres ustandseligt og med stor entusiasme.

Det normale aftensmåltid indbefatter fire retter: Antipasti, to hovedretter og dessert. Priserne er relativt lave og tilpasset den italienske befolkning, da meget få udlændinge endnu har fundet vej hertil.

Man skal dog regne med at vælge mad lidt i blinde, da alt foregår på italiensk, og man kommer sjældent ret langt med engelsk. Husene i byen er traditionelle, norditalienske bygninger i sten og groft tømmer, og der er en genuin stemning af bjergby.

Tag ikke til Champoluc, hvis du er 22 år gammel og elsker fest, ballade og vild afterski. Andre steder gør dét langt bedre. Her er stille på gaderne om aftenen – kun Pacha Mama’s har den traditionelle, internationale afterski-stemning.

Tag heller ikke til Champoluc, hvis du har små børn, der har brug for oplæring og børneaktiviteter. Italienerne selv har masser af børn med hertil, men de er oftest imponerende, gode skiløbere, og de er vant til at deltage i voksenlivet på restauranterne om aftenen. Der er faktisk ikke meget andet at tage sig til.

Men livsnydere med solid erfaring på ski og stor kærlighed for gode restauranter og original kultur, vil opleve »alpernes bedst bevarede hemmelighed« som en perle, hvor kombinationen af godt skiløb, smukke omgivelser, lokal kultur, og gastronomi til overkommelige priser er ret unik.

Læs også:
Med danske jægersoldater på ekstrem skitur
Bordeaux for begyndere
Middelhavets sidste hemmelighed

borsen statistik bnt
Land
Italien
Region
Alperne
By
Champoluc
Se også
Ski-sikre Sverige
Alpin landsby for verdensmestre på ski
Argentinske rytmer på løjperne i Norge
Fakta
Champoluc

■ Byens højde: 1587 m

■ Højeste skiløb: 3260 m

■ Antal lifte: 54

■ Liftkapacitet: 49.000 pr. time

■ Antal km pister: 180 km. (40 km. blå, 120 km. rød, 20 km. sort)

■ Off piste: Ja, i den grad!

■ Længste nedfart: 12 km.

■ Vejen dertil: Flyv f.eks. fra København til Milano eller Genéve. Fra begge lufthavne er der omkring to timers kørsel til Champoluc. Lejebil er relativt rimelig i Italien. Byen kan også nås med offentlig transport fra lufthavnen i Milano, men tager noget længere tid. I egen bil er turen på ca. 15 timer.
 
 
 

Seneste rejse artikler


 
 
 

Seneste