RejserAlbanien var længe et anderledes rejsemål for de nysgerrige. I dag har flere langsomt fået øje på de uberørte strande og kulturskatte. Pleasure fandt vej til Middelhavets behageligste overraskelse.

Der er en vej, der følger Albaniens sydligste kyst – en tapper, slidt vej, der klamrer sig til det kuperede landskab. Vejen passerer byer i sten og olivenlunde. Den vrider sig oven for det Ioniske Hav. Det er her, Julius Cæsar gik i land for at angribe Pompejus år 48 før Kristus.

Jeg kunne lige så godt have været i Paris eller en anden storby. Forskellen er, at her koster en drink kun 30 kr. 

Denne smalle vej er nøglen til den smukke kyst mellem byen Vlore og grænsen til Grækenland – en kyststrækning, man kalder Middelhavets sidste hemmelighed.

De nordlige dele af Albanien ved Theth byder på svimlende vandrestier mellem isolerede bjerglandsbyer.

Jeg har længe været nysgerrig, når det gælder denne tidligere lukkede del af Balkan, og nu sidder jeg i en udlejningsbil med begge hænder på rattet og med blikket rettet mod den smalle vej. Jeg møder en campingbil fra Italien, tager en dyb indånding, bakker og lader italienerne passere. Vejen synes at være dimensioneret til dengang, da Enver Hoxha styrede landet. Han forbød privatbiler, og det var kun partipamperne, der havde adgang til bil.

Læs også:
Svøm hen i Bahamas
Pres pulsen på Playitas
Syv dage på Power Retreat

I dag er det 17 år siden, kommunismen faldt, og Albanien er stadig et af Europas fattigste lande, men det er et land i hurtig forandring. Turismen har fået godt fat. Italienerne holder billig ferie på de nye hoteller i badebyerne Vlore og Saranda, og den smalle kystvej skal renoveres for EU-penge. Sidste sommer besøgte over en million udenlandske turister Albaniens strande og 1000-årige kulturskatte.

Så det med, at kyststrækningen skulle være en hemmelighed, er ikke helt sandt, men endnu er masseturismen ikke nået hertil. Ved stranden i Jal ligger en campingplads, to restauranter og en håndfuld småhuse. Ikke andet. Havet flimrer roligt og klart blåt. Et halvt hundrede ferierende albanere og turister forbedrer solbrændtheden.

Jeg slår mig ned på en enkel restaurant ved stranden, glad for at den grønne presenning giver skygge. Med hjælp fra nogle teenagepiger ved bordet ved siden af, der taler engelsk, får jeg bestilt salat og grillet fisk, »koce« eller det, man på dansk kalder brasen.

Inden jeg rejste til Albanien, havde jeg forestillet mig maden som øststatsagtig, fede pølser og gryder med hvidkål. Til min glæde viser det sig, at madkulturen her ved kysten er tydeligt påvirket af Grækenland og Italien. Ad søvejen er der kun 40 kilometer til den italienske hæl fra stranden i Jal.

Efter et kvarter kommer en rygende varm fisk serveret med citron og grøntskinnende kraftig olivenolie. Salaten består af søde solmodne tomater, agurk – som den smager, når den har fået lov til at vokse i sit eget tempo – samt fetaost. Alt er lokalt produceret.

Jeg konstaterer, at jeg kan takke både kokken og Albaniens svage økonomi for den gode mad. Madvarerne er hjemmedyrkede og økologiske. Grøntsagerne vokser uden kunstgødning og bekæmpelsesmidler, for den slags har bønderne ikke råd til. Transporter langs den dårlige landevej er dyre og tidskrævende, så derfor er det bedre at dyrke fødevarerne på stedet.

Jeg konstaterer, at jeg kan takke både kokken og Albaniens svage økonomi for den gode mad 

Et par hundrede meter fra restauranten ligger en af Albaniens berømte bunkere, et minde fra diktatoren Enver Hoxhas mere og mere paranoide styre. Han lod 700.000 bunkere placere rundt om i landet. I 1944 tog Hoxha og kommunistpartiet magten, og han styrede landet frem til sin død i 1985.

Under Hoxhas ledelse blev Albanien mere og mere isoleret. Efterhånden brød han med sine venner og handelspartnere, Jugoslavien, Sovjetunionen og Kina. Kommunistregimet tabte magten i 1992, og landet er nu blevet medlem af Nato. Hoxha ville vende sig i sin grav.

Man skal ikke langt væk fra hovedstaden Tirana, før det autentiske landliv stadig leves med små butikker og landbrug.

Efter frokosten spadserer jeg til den hvide stenby Vuno. Byen ligger beskyttet fra havet en smule oppe i det kuperede terræn, omgivet af figentræer og olivenlunde. Geder græsser i skyggen af træerne. Her findes et vandrerhjem, der har til huse i den gamle byskole. I sommerperioden sover turisterne i skoleklasserne, og i resten af året får byens børn undervisning på skolen.

Bygningerne havde stået tomme i 10 år, da Celesete Goncalues og Illir Hysa, som også driver et vandrerhjem i Tirana, begyndte at rydde op. De fjernede 20 kubikmeter skidt og møg og smadrede tagsten.

»Folk i byen blev mistænksomme. De var ikke vant til denne her type projekt. De troede, at vi gjorde dette for økonomisk vinding,« siger Illir Hysa.

Efter to års hårdt arbejde, et tungt bureaukrati og konflikter med et korrupt politi stod skolen færdig. Et slagord fra Enver Hoxhas diktatur står skrevet på den hvide skolebygning – »Gennem arbejde og kun arbejde uddannes den nye generation.«< Om aftenen er himlen overstrøet med stjerner, og månen giver oliventræerne bløde skygger. Restauranterne i byen dækker borde på torvet. Jeg vælger at blive ved vandrerhjemmet, hvor en fra personalet laver bål. Vi har købt lammekød sammen med naboerne. Robo vil vise mig en ægte albansk barbecue. Han fortæller, at man i Albanien er mindst lige så begejstret for at grille som i USA og Australien.

»I Albanien griller man kød med salt, peber og eventuelt lidt hvidløg. Præcis som i Argentina,« forklarer han.

Robo tager sig af lammet. Drysser salt og peber – ikke noget indviklet. Vender det over gløderne. Kødet smager af ild og fri græsning under figentræerne.

Albanien er stadig et af Europas fattigste lande, men det er et land i hurtig forandring

Vi lægger mere træ på bålet og kigger ind i flammerne – tre tyske fyre, et italiensk par og mig selv. Robo fortæller os om det kaos, der herskede i landet i 1997, da hundredtusinder af albanere havde mistet deres opsparing i pyramidespil – penge som regeringen oven i købet havde opfordret dem til at satse.

»Jeg var 18 dengang. Jeg vågnede op på mit værelse, og døren var låst. Jeg kunne ikke komme ud. Min far havde låst mig inde, så jeg ikke skulle kunne gå ud og skaffe mig et våben. Gaderne var fulde af mennesker med skydevåben. Ifølge rygterne ville folk nordfra angribe os. Folk tømte våbenlagrene og tog ammunition og våben med sig for at kunne forsvare sig. I tre måneder vidste ingen, hvad der ville ske.«

Sali Berisha, der var præsident, blev tvunget til at træde tilbage, men han er i dag tilbage ved magten som premierminister.

»Det er galt, men dem, der kom efter ham, var endnu værre, mere korrupte. Der er ingen ordentlige alternativer.«

Jeg tager videre til Berat, en af Albaniens ældste byer. Allerede 400 år før Kristus var Berat en vigtig handelsplads, og sidste år satte Unesco byen på listen over verdenskulturarv. Osmannisk arkitektur, hvidpudsede huse med tegltag og elegante vinduer ligger tæt på hver side af floden Osum.

Et par kilometer uden for Berat ligger en af landets bedste vingårde, Cobo. Albanien har en lang tradition for vinproduktion. Allerede for to tusind år siden blev der eksporteret vin fra området, men da Hoxha tog magten i 1944, blev private virksomheder forbudt. Vingårdenes viden og erfaringer, der var blevet ført videre fra generation til generation, forsvandt.

Kommunismen i Albanien er død og begravet 

Et grønt skilt viser vej til vingården ind mellem høje gitterlåger. Her gror perfekte rækker af vinstokke langs indkørslen. Denise Qorray og hendes far, Enis Cobo, byder mig velkommen. Hun fortæller, at vingården i dag drives af hendes brødre Petrit og Muharrem Cobo, mens hun selv bor i Italien og er her i et par uger for at hjælpe til i familieforetagendet.

»Vores familie har produceret vin siden 1800-tallet, men i kommunisttiden var det forbudt. Det var min bror, Muharrem, der tog produktionen op igen i midten af 1990’erne. Han studerede jura i Italien, lærte en vinproducent at kende og blev inspireret til at genoptage familietraditionen,« siger Denisa Qorray.

Muharrem Cobo måtte begynde fra nul. Der var intet udstyr tilbage fra tiden før Hoxha. Viden om moderne vinproduktion fik han i Italien.

Enis Cobo, der ikke taler engelsk, går ind for at hente glas og lidt at spise til vinen. Efter et kort øjeblik er han tilbage med nybagt brød, frisk fetaost og pølser – og vin. Han fylder vore glas med »Kashmer« – en rødvin lavet på Cabernet Sauvignon, Merlot og den røde variant af Shesh, en albansk drue. Vinen har vundet en pris som en af Balkans bedste. Smagen er rund og blød og som skabt til at drikke til nygrillet lam.

»Da jeg voksede op under Hoxhas styre, fik hver familie i Albanien en flaske statsproduceret vin til nytår. Så plejede far og farfar at fortælle historier fra tiden, da familien Cobo producerede deres egen vin,« fortæller Denisa Qorray.

Vi skåler for, at den tid nu er tilbage.

Min rejse slutter i hovedstaden Tirana, hvor knaldgrønne og røde skyskrabere tårner sig op i centrum. Borgmesteren, kunstneren Edi Rama, har sat sit tydelige præg på byen. Et af hans første projekter var at male kommunistgrå huse i klare farver og mønstre, og bygherrerne følger efter.

Tempoet i Tirana er et helt andet end på kysten og i Berat. Byens befolkning er blevet tredoblet siden kommunismens fald, og nu bor her næsten en million mennesker.

Om aftenen tager jeg ud til Bllok – kvarteret hvor tidligere kommunistiske partipampere boede, og som i dag er centrum for byens natteliv. Her findes restauranter, klubber og cafeer – alle moderne bymæssigt indrettede. Trendy hovedstadsindbyggere drikker cocktails og lytter til klubmusik. Jeg kunne lige så godt have været i Paris eller en anden storby. Forskellen er, at her koster en drink kun 30 kr.

Vi afslutter aftenen på den populære natklub »Mumja« – mumien. Klubben ligger i en enorm betonpyramide, der blev bygget for at hædre mindet om Enver Hoxha. Her vibrerer betonen nu af house-musik. Kommunismen i Albanien er død og begravet.

Læs også:
Syret oliestat med eget cykelhold
Alpin landsby for verdensmestre på ski
Østrigsk offpiste i særklasse