RejserTag med Børsen Weekend på skiskole i Kvitfjell, der er kendt for styrtløb i verdensklasse og en sort, kulsort løjpe, der kræver mere end mandsmod. Er der overhovedet plads til en nybegynder? Og hvad laver en skiinstruktør fra Argentina på det norske fjeld?
»Hej for dig og hej for mig. Hej for Norges land!« Optimismen er helt i top denne fredag morgen, hvor kursen er sat mod skiskole. Første lektion møder mig, længe inden jeg er nået frem. Hvordan i alverden går man i skistøvler?! Det er ikke de strækninger, der går ligeud, som volder problemer. Næ nej. Det er op ad bakke. Selv små stigninger. Og trapper.
Kvitfjell har plads til alt fra rutinerede skiløbere til nybegynderne
Jeg har end ikke fået skiene på endnu, og jeg er allerede dybt koncentreret. En tilfældig forbipasserende har åbenbart iagttaget min kamp for at udvikle en nogenlunde værdig teknik.
Kvitfjell ligger omkring 45 minutters kørsel nord for Lillehammer. Her er skiløb til alle niveauer fra børnefamilier og begyndere til de rutinerede, der tør prøve kræfter med en løjpe af olympisk format.
»Det bliver ikke bedre end det der,« lyder det tørt.
Læs også:
Pres pulsen på Playitas
Svøm hen i Bahamas
Syret oliestat med eget cykelhold
Slaget skal stå i Kvitfjell. Området stod færdig til Vinter OL i 1994 og er kendt for styrtløb samt en af Europas mest frygtindgydende sorte løjper. Allerede udfordret af gang i skistøvler kan det virke som om, at jeg har skudt en smule over mål i mit valg af destination. Men Kvitfjell har plads til alt fra rutinerede skiløbere til nybegynderne. Sådan en som mig.
Mens de øvede skiløbere sætter kurs mod liften, venter jeg tålmodigt ved stedets skiskole. Vi er cirka en håndfuld piger, der gerne vil besejre løjperne i trygge hænder på en skiinstruktør. Jeg finder et kort frem. Målet er noget grønt. Gerne en børnebakke.
Heldigvis er der både en »meget let« og en »let« at vælge imellem. Alle tiders. Nu mangler vi bare instruktøren.
»Hello ladies, how are you?«
På vej mod toppen.
Santiago Lo Greco fra Argentina er klar til at eskortere pigerne ud på de vilde vover. Om vinteren er han skiinstruktør. Om sommeren raftingguide. I Norge. Pludselig bestemmer endnu en pige sig for at give skiene en chance, mens selskabets mænd forsvinder lettere forurettede ud på løjperne. Det er helt sikkert ikke første gang, at Santiago Lo Greco står foran en nybegynder, men jeg påbegynder alligevel en lang, meget lang, introduktion til lige præcis denne elev.
»Jeg er ikke modig. Eller. Jo, jeg er faktisk modig. Bare ikke når det involverer, at jeg kan komme til skade. Og jeg kan ikke lide fart. Jo, det kan jeg faktisk godt, når jeg har to eller fire hjul til rådighed. Og jeg kan ikke lide, når bakken er virkelig stejl, medmindre jeg har en kælk, fordi jeg fortrækker faktisk, at det går ligeud. Langrend siger du? Nej, jeg tror faktisk ikke, at jeg er til langrend. Men jeg kan enormt godt lide at være ude i naturen.«
Og sådan fortsatte introduktionen indtil Santiago Lo Greco smider os på den første lift.
Han tager skistavene fra os, hvilket bliver mødt med modstand fra de øvrige piger. Det er okay med mig. Jeg har alligevel endnu ikke knyttet mig til dem. Santiago Lo Greco læser sine elever ganske godt, og tilpasser undervisningen derefter.
»Du har teknikken, men du skal stole på dine ski.« »Lad være med at læne dig tilbage.«
Jeg lytter til hans instrukser, men giver også plads til at lade kroppen gøre det, den finder naturligt. Det meste virker. Som barn er du frygtløs. Som voksen har du for længst identificeret og analyseret alt det, der kan gå galt derude i det hvide element. Men der er fantastisk god plads, og vi står sjældent i kø til lifterne. Ifølge de lokale er det kendetegnende for Kvitfjell, og det er ideelt, når du er nybegynder.
Her er en vanedannede, afslappet stemning
Stemningen er afslappet, og der er tilmed overskud til at nyde den fabelagtige udsigt. Vi træner balance, hver gang vi kommer ned på et næsten fladt stykke. Løft den ene ski. Hold den. Løft den anden ski. Sejt ser det ikke ud, men han har nok ret. Du bliver en bedre skiløber. Jeg kan bremse (og er dæleme god til det), hvilket giver en rar fornemmelse af tryghed. Ploven er et sikkert kort på hånden.
»Du har ikke presset dig selv nok, hvis du ikke styrter,« lyder det nonchalant fra en af mændene.
Så jeg vælger, traditionen tro, at styrte ved liften. Falder såmænd bare over mine egne ben. Det er tid til frokost, og vi sætter kurs mod restauranten »Tyri Hans«. Et fantastisk sted bestående af omkring ti bjælkehytter på vestsiden af fjeldet. Det er ejendomsudvikleren Gunnar Jenssen, der har investeret i omegnen af 40 mio. norske kroner i stedet, som serverer rigtig god mad lavet på gode råvarer. I dag er der pizza på menuen, og mens vi spiser, bryder solen frem.
»Let’s go. Let’s go,« lyder det fra vores ivrige skiinstruktør.
Indtil nu har jeg fået en række succeser sat på kontoen i mit skiløb. Men pludselig befinder vi os på en løjpe, der, for mit vedkommende, ser sort ud. Okay, så måske rød tangerende sort. Jamen så blå med små stænk af rød. Og lige pludselig svigter modet.
»Stoler du på mig?« lyder det fra skiinstruktøren.
Jeg vil gerne helskindet ned, så jeg har faktisk ikke noget valg, men ærlig talt? Nej. Jeg stoler på mig selv. Men jeg kører alligevel sammen med instruktøren ned (og nej, det var ikke, fordi han er en sød fyr). Et godt råd til andre nybegyndere – lyt til dig selv. Du skal ikke lade dig presse af en ivrig skiinstruktør eller de rutinerede skiløbere.
Der er løjper til både de erfarne og nybegynderne i Kvitfjel.
Det er vigtigt at få nogle succesoplevelser med dine ski, og hvis det betyder, at du kører på den samme bakke i tre dage – så gør det. På et tidspunkt bliver du så fortrolig med din teknik og dine ski, at du får mod til at prøve en ny.
Et andet godt råd (det virker i hvert fald for mig): Planlæg dit løb og lad være med at kigge direkte ned. Del turen op i overskuelige stykker, som du i dit eget tempo kan forcere. Ud på eftermiddagen kan jeg ikke rumme flere instrukser fra instruktøren og vil egentlig hellere køre på egen hånd. Så jeg takker af og overlader Santiago Lo Greco til de andre piger.
Kvitfjell er ikke stedet, hvor du finder den vilde afterski. Til gengæld er her en vanedannede, afslappet stemning, og på den lille beværtning »Koia« er der super hyggeligt. Med 50 mennesker i lokalet er det tæt pakket og resten må rykke udenfor. Men på en god lørdag under World Cup kan stedet her omsætte for 150.000 norske kroner. Og er du i godt selskab, så laver I bare jeres egen festlige afterski. Et par rutinerede skiløbere med erfaring fra Østrig kan anbefales.
»Hej for sol og hej for skov, hej for styrtebad. Hej for alt, hva’ der er sjov, ih, hvor er jeg glad. Bum!«
Læs også:
Østrigsk offpiste i særklasse
Flybilletten er billigst tirsdag kl. 15
Fra bloddiamanter til bountystrande
