Die Dachstein-Überquerung kaldes med rette også for Østrigs nationale skirute. Turen gennem det smukke bjerglandskab strækker sig over 25 kilometer og byder på det ene eventyrlige panorama efter det andet.

4.02.2011 tekst: Søren Joensen

Østrigsk offpiste i særklasse

RejserBørsen Weekend tester den smukke og over 25 kilometer lange offpiste-tur over Dachstien-gletsjeren. Byerne og bjergene i den østrigske skiperle Schladming-Dachstien byder også på eminent skiløb på pisterne og indgår i det enorme Ski amadé-område med over 860 kilometer præparerede pister

Den stærke vind pisker sne i mit ansigt og er ved at blæse mig og resten af vores gruppe tilbage opad den bjergside, som vi netop har besejret med lækre sving i jomfruelig sne. Vi vender ryggen til det kolde sus og det stejle fald foran os en stund, mens vinden så småt løjer af.

Foran os åbenbares det ene eventyrlige panorama efter det andet 

Vi er på Dachstein-gletsjeren i den østrigske provins Steiermark, hvor vi i selskab med den rutinerede bjergguide Heinz Pilz har begivet os ud på intet mindre end »Østrigs nationale skirute« – Die Dachstein-Überquerung. At det storladne tilnavn ikke bare er en smart markedsføringsgimmick, bliver vi overbevist om, da skyerne driver væk, og vinden lægger sig.


Det anbefales på det kraftigste at man allierer sig med en bjergguide der kender området godt.

Foran os åbenbares det ene eventyrlige panorama efter det andet, da vi tilbagelægger godt 25 kilometers over gletsjeren og de omkringliggende bjerge – og i samme øvelse bevæger os over 2200 højdemeter ned fra vores udgangspunkt i 2700 meters højde over havet.

Læs også:
Skiresort for de forkælede
Med danske jægersoldater på ekstrem skitur

At østrigerne ikke er alene om at sætte pris på landskabet, kan ses på FN’s liste over verdens bevaringsværdige steder – UNESCO’s World Heritage List. Her er Dachstein kommet med i det fine selskab på grund af det spektakulære alpine landskab.

Kyndig guide anbefales

Turen over gletsjeren er ikke for begyndere, og en stedkendt guide anbefales i klare vendinger af de lokale. Gennem tiderne har flere skiløbere mistet livet i terrænet, hvor der kan opstå talrige faldgruber under snedækket. Med Heinz Pilz i spidsen er vi i gode hænder, da vi suser både op og ned i off-pisten og de smalle spor, vores guide trækker gennem landskabet. Med jævne mellemrum må skiene af og op på skulderen eller rygsækken, når store og små stigninger skal forceres for at kunne fortsætte nedad.

100 meter til venstre for os har en gruppe østrigere spændt reb ud imellem sig og sat skiene på kurs mod toppen af Hoher Dachstien, der med sine 2996 meter over havet udgør stedets målbare højdepunkt. Vi er dog godt tilfredse med at holde os nogle hundrede meter lavere, hvor fysikken også bliver udfordret rigeligt.

Turen over gletsjeren er ikke for begyndere, og en stedkendt guide anbefales i klare vendinger af de lokale 

Selvom sveden springer på panden, og nogle af os må skifte gennemblødte T-shirts undervejs, kan de fysiske udfordringer på ruten dog klares af de fleste i rimelig form. Skiløbet stiller til gengæld krav om færdigheder over middel, og vi ser undervejs frustrerede skiløbere vandre nedad barske fald med brædderne i hænderne i stedet for på fødderne.

Vores gruppe suser af sted i højt humør og holder jævnlige pauser for at få væske og puste ud efter gåturene opad. Godt opvarmede når vi frem til det hyggelige og rustikke spise- og overnatningssted Gjaid Alm, der smukt er placeret midt i bjerget med en fantastisk udsigt.

Efter at have pustet ud og dampet af i solen, sætter vi os inden for, hvor restaurantens ejere markerer deres varme støtte til Tibets åndelige leder, Dalai Lama. Med hans portræt stående på bordet og kulørte sjal hængende hist og pist, føler vi os næsten hensat til Himalaya og et lille kloster på en fjern bjergside langt herfra.

En god weissbier med tilhørende snaps og et solidt østrigsk måltid beståede af rugbrød med skinke, tomat og syltede agurker flankeret af biodynamisk suppe får dog hurtigt stedsansen på ret køl.

Uden for hytten venter en lille slæbelift, der fører os tilbage på sporet mod endestationen i byen Obertraun tæt ved søen Hallstatt i 514 meters højde over havet. Først må vi igen overvinde flere stigninger med skiene på slæb, men eventyret slutter i høj fart med fantastisk skiløb i hæsblæsende tempo langs stejle bjergvægge.

Jeg kører om kap med humørbomben Heinz Pilz det sidste stykke ned ad brede, stejle boulevarder med velpræpareret sne, og sammen når vi kåde i mål efter en forrygende dag på Østrigs nationale skirute.

Læs også:
På ski mellem rige russere og arabiske prinser
Østrigs sande ski-eldorado
Familiefest i fjeldet

borsen statistik bnt
Land
Østrig
Region
Schladming-Dachstein
Se også
På ski i en krigszone
Super-skiterræn og festlig afterski
Ikonisk bjerghotel på toppen af Europa
Fakta
Skiløb for enhver smag

■Skiområdet Schladming-Dachstein ligger i den østrigske provins Steiermark (Styria). Fra lufthavnen i Salzburg er der under 100 kilometer til området, der ligger cirka 1200 kilometers kørsel fra Danmark.

■Sammen med de syv naboområder byder Schladming-Dachstein på 109 lifter og 223 km pister fordelt som følger:

■Grønne (begyndere): 75 km.

■Blå (øvede): 118 km.

■Røde og sorte (eksperter): 30 km.

■Området dækker 1283 kvadratkilometer, som spænder fra 640 til 2996 meters højde over havet med Hoher Dachstein som højeste punkt.

■Schladming-Da- chstein indgår samtidig i Østrigs største liftsamarbejde, Ski amadé, der kan mønstre 860 kilometer pister og 270 lifter i fem regioner.

■I Ski amadé indgår mange af danskeres østrigske favoritter som f.eks. Wagrain, St. Johan og Bad Gastein.

■Et seks dages liftkort til Schladming-Dachstein koster ca. 1500 kr. for en voksen og mellem 750 og 1200 kr. for børn og unge. Læs mere om liftkortpriser, hoteller m.m. på www.schladming-dachste- in.at
og www.skiamade.com. joe
Børsen Weekend
 
 
 

Seneste rejse artikler


 
 
 

Seneste