RejserPå hjørnet af Hyde Park i London ligger The Lanesborough Hotel, hvor klassisk engelsk stil lokker oliesheiker og amerikanske superstjerner til i hobetal.

Det var oprindeligt sangerinden Mariah Carey, der gjorde ham opmærksom på hotellet. Hip-hop-ikonet, pladeproduceren og forretningsmanden Jay-Z talte i telefon med hende, da hun udbrød, at han da bare skulle se og få pakket sine ting og komme ned til hende på The Lanesborough.

Værelset er i sig selv et mindre slot værdigt 

Siden har han ikke boet andre steder, når han sammen med sin kone gennem to år, sangerinden Beyoncé Knowles, gæster den engelske hovedstad.

»Her behandler de dig som familie. Jeg får den samme butler hver gang. Jeg er jo et vanemenneske,« fortæller Jay-Z til det engelske musikmagasin Q.

Rapperen Jay-Z og hustruen Beyoncé Knowles har god mulighed for at invitere gæster, når de som sædvanlig indlogerer sig i The Royal Suite, der har egen spisestue.

»Jeg er altid interesseret i at teste luksus. Det bedste, der er derude,« fortsætter han, dog uden at ville bekræfte, om han så bor i The Lanesboroughs største suite, der koster små 66.000 kr. per nat. Men mon ikke?

Læs også:
Lige før verdens ende
Bjergets hemmelighed
Hotelkunst i Hamborg

The Royal Suite ligger så tilpas afsides, at man her kan nyde total anonymitet. Ja, bortset fra den private butler, der jo af og til skal ind og se til, om minibaren trænger til opfyldning, om der er mad nok i det private køkken, eller om panoramavinduerne over mod Constitution Arch på hjørnet af Hyde Park trænger til pudsning. Er alt som det skal være, kan man i princippet bare slappe af eller tøffe lidt rundt i den 270 kvadratmeter store suite – den er en af landets største.

Den private butler er dog ikke kun gæsterne i The Royal Suite forundt, faktisk får hver en gæst, der checker ind på The Lanesborough i det centrale London, en sådan fyr koblet på. Eller sådan forlyder det i hvert fald ved ankomsten til hotellet. Og den er i sig selv en lille anekdote værd. I hvert fald gælder det om at finde sin »stiff upper lip« frem, når man beder om at checke in. Det går ikke hurtigt, men derimod med klassisk, engelsk arrogance, kalder man det vist. Mere om det senere.

Foran hotellet holder den ene Rolls-Royce, Bentley og Jaguar efter den anden linet op. Et imponerende syn. Dørmanden er fluks ude, når limosinerne kører op. Han tager imod og tiltaler gæsterne med enten et »Sir«, »Madam« eller bare fornavn, hvis gæsten er en såkaldt »genganger«. Dem er der en del af på hotellet. Det er gæster, som vender tilbage gang på gang, de bor ofte i de samme suiter og har – ligesom Jay-Z – deres faste butlere ved hvert besøg. Vanemennesker med hang til luksus.

Hotellet gør generelt ikke meget ud af at skilte med sin eksistens. Det er f.eks. ikke sådan et sted, man vandrer ind for at høre, om de har en ledig seng natten over. Faktisk er det kun navnet, der er indgraveret i gavlen med små, beige bogstaver, der afslører, at der ikke er tale om endnu et af de mange private palæer, som der ellers er mange af her på grænsen mellem Mayfair og Belgravia.

Træder man indenfor, venter der flere beige nuancer, dog piftet op med enorme blomsteropsatser spredt ud over den aflange, marmorbeklædte foyer, hvor velklædte herrer står og ser vigtige ud. Nu gælder det. Frem med den stive overlæbe, for hvor i alverden er receptionen?

For underholdningens skyld er hotellet bestemt et besøg værd 

En tur frem og tilbage i foyeren afslører ikke, at receptionen bare er det bord, der står til højre i rummet, og heller ingen af de velklædte herrer har tænkt sig at gelejde en på vej. De er godt nok ansatte på hotellet, men har åbenbart mere travlt med at se »very important« ud, end rent faktisk at yde den service, man kan forvente på et fem-stjernet hotel.

Det viser sig senere, at de er såkaldte værter, der i princippet bare står og giver hånd til de gæster, som har deres faste gang på hotellet. De er »smooth talkers,« der skal få gengangerne til at føle sig hjemme. Primært gæster fra Mellemøsten og Rusland. Det er dem, der er i flertal. Det er sikkert også dem, der betaler den fulde pris for værelserne, der koster fra små 4000 kr. og opefter.

Overalt i foyeren, i loungen, i baren og i cigarloungen – The Garden Room – står der mænd og drikker eller spiser. Hvor i alverden er kvinderne? Her er klar maskulin dominans. Måske er kvinderne sendt ud på shopping i nærliggende Harrods, Harvey Nichols eller i Bond Street. Her er de i hvert fald ikke. Det kan selvfølgelig også være, de er til afternoon tea eller modtager skønhedsbehandlinger. Det er der nemlig rig mulighed for her på hotellet, fortæller vores butler, da han viser os vej op til vores suite.

Vi træder indenfor i det godt og vel 40 kvadratmeter store værelse – en juniorsuite til 6300 kr. per nat – og specielt roomservice-menuen, der er gemt inde i et patineret bogomslag, får en del opmærksomhed.

Menuen står både på engelsk og arabisk, ligesom maden både er fransk, engelsk og mellemøstlig, for som vores butler forklarer det, skal gæster fra de olierige stater da ikke undvære den mad, de er vant til hjemmefra. Især ikke, når de fleste af dem har for vane at bo her på hotellet i op til flere måneder ad gangen.

Her på stedet står verden stille, og med mindre man selv tilhører ovenstående klasse, er det måske lige en tand for stift 

Værelset er i sig selv et mindre slot værdigt. Her er tykke gulvtæpper, tunge gardiner, guldindfattede malerier, porcelænsvaser og mahoghnireoler med flere hundrede bøger. De fleste af dem er gamle, slidte udgaver, men på sengebordet ligger en nyere udgave af den spanske smørtenor Julie Iglesias’ biografi.

Det er åbenbart den slags litteratur, gæsterne her på stedet holder af. Ellers læser de bare slet ikke. Der er da også installeret en Sony Vaio bærbar computer på hvert værelse, så man kan sidde ved sit skrivebord og tjekke mails eller arbejde. Alternativet er en film på fladskærmen – med i prisen hører nemlig adgang til flere hundrede spillefilm, tv-programmer og alskens spil.

En gennemført detalje er dog, hvordan indretningsarkitekterne har formået at føre alle disse moderne bekvemmeligheder ind i værelsernes design, uden at det er gået ud over den klassiske, engelske stil, der går igen overalt på hotellet. F.eks. er fladskærmen gemt i et enormt mahognichatol, faxmaskinen står gemt i et skab under skrivebordet og fjernbetjeningen til bl.a. air condition og tilkaldelse af butleren, er integreret i en skuffe ved siden af sengen. Det er god stil.

Og så er vi tilbage ved butleren igen, for godt nok er han tilknyttet det enkelte værelse, men man har ham alligevel ikke helt for sig selv. Det fortæller han, da han kort efter, at vi har trykket på den lille butler-knap på vores fjernbetjening, dukker op.

»Ja, altså jeg er Jeres butler, men jeg har også 19 andre værelser her på etagen at tage mig af. Men jeg lover Jer, at I højst skal vente fire minutter, fra I har trykket på knappen, til jeg banker på døren,« forklarer han.

Lidt senere er den galt med computeren på værelset. Den vil ikke starte, så hvad gør vi? Ringer efter butleren, selvfølgelig. Vi tager tid. Der går lidt over to minutter, så er han der. Smilende. Da han ikke selv kan løse problemet, ringer han efter en såkaldt it-butler. Fem minutter senere dukker endnu en gut op, og han får maskineriet til at virke. Hvorfor ringede vi da ikke bare til it-butleren fra starten af?

The Lanesborough er "understated elegance," som en medarbejder ved hotellet formulerer det 

Og sådan er der så meget, man ikke ved. F.eks. at spabehandlinger ikke finder sted i hotellets spa, men i selve suiten, hvor personalet kommer op og arrangerer det hele i værelset. Eller at cigarloungen ikke ligger inden i selve hotellet, men udendørs, da rygeforbuddet også er trådt i kraft her i England. Dog er selve loungen opvarmet, så ingen af gæsterne skal få kolde fødder, når de står og nyder en af hotellets godt 1000 forskellige cigartyper.

The Lanesborough er »understated elegance,« som en medarbejder ved hotellet formulerer det. I godt og vel tyve år (hotellet fejrer jubilæum nytårsaften) har man her forkælet den eksklusive skare af gæster, der sætter pris på et hjem uden for hjemmet, som har råd til at betale de eksorbitant høje priser samt elsker den gamle, engelske stil, der ellers ikke længere er moderne. Glem alt om design- og boutiquehoteller.

Her på stedet står verden stille, og med mindre man selv tilhører ovenstående klasse, er det måske lige en tand for stift. Men for underholdningens skyld er hotellet bestemt et besøg værd. Hvis ikke andet så bare til afternoon tea i hotellets flotte og fornemme restaurant Apsleys. Det er da til at betale.

Læs også:
Velvære i verdensklasse
Gentlemen's club - Endelig åbent for kvinder
Forkælelse i Folgarida