RejserWineglass Bay på Tasmanien er en strand ud over det sædvanlige, da man skal vandre halvanden time for at komme ud til den. Og den er ikke mindre end kronprinsesse Marys personlige favorit, da den har en ganske særlig betydning for hendes familie.

Wineglass Bay på Tasmanien har mange beundrere. Den har i årevis ligget øverst på listen over verdens smukkeste strande.  For netop denne strand er lidt mere end en strand. Den er en drøm. En drøm om rå uforfalsket natur.

En drøm om rå uforfalsket natur 

Wineglass Bay-stranden er omkring en kilometer lang med perlende, hvidt sand og rent, indbydende turkisfarvet vand. Uden souvenirboder, musik, beboelse, restauranter, industri, hotel, lys og huse. Kun med natur, klitter, fugle, dyreliv og udsigt – helt uden trafik fra biler, cykler og motorcykler. Men absolut stilhed, bortset fra lyden af de evigt rullende bølger.

Der er en dejlig afslappet atmosfære ved udsigtsposten over Wineglass Bay. Feriestemningen er parret med forventningen om, hvordan det bliver, når man når frem til stranden.

Læs også:
Hotelkunst i Hamborg
Velvære i verdensklasse
Gentlemen's club - Endelig åbent for kvinder

Wineglass Bay er en af de mest berømte strande i Australien – i skarp konkurrence med Bondi Beach, Sydney – og den bedste og mest berømte strand på Tasmanien. Det var da også Wineglass Bay, Kronprinsesse Mary viste sin nye kæreste som noget af det første, da hun skulle vise kronprins Frederik højdepunkterne på sin fødeø, Tasmanien. En strand Mary har et intimt kendskab til, fordi hun gennem hele sin barn- og ungdom med glæde ofte har besøgt netop denne strand.

Kun med natur, klitter, fugle, dyreliv og udsigt – helt uden trafik fra biler, cykler og motorcykler 

»Wineglass Bay er et absolut favoritsted for mig og min familie. En strand, vi har besøgt flere gange. Jeg vil gerne have, at Frederik lærer det sted bedre at kende,« sagde kronprinsesse Mary ved et pressemøde i Tasmanien.

I en tv-dokumentar i DR fremgik det, at Wineglass Bay betyder rigtig meget for hende, fordi hendes farmors aske er spredt ud over stranden og vandet.

»Jeg er opkaldt efter min farmor, og jeg beundrede hende meget,« forklarer kronprinsessen.

Wineglass Bay er helt uspoleret, så der kommer tit fugle og andre dyr forbi.

Også hendes far John Donaldson er fuld af lovord over Wineglass Bay:

»Wineglass Bay er et af de flotteste steder på jorden. Et must, når man besøger Tasmanien. Da børnene var mindre, kom vi til stranden mindst to gange om året. Så holdt vi picnic, slappede af og badede. En flot strand, som er totalt uspoleret, og som man kun kan nå ved at sejle eller gå til stranden,« siger John Donaldson til Børsen Weekend.

»Vores familie har mange gode minder fra Wineglass Bay. Dels var det en stor oplevelse at tage ud til stranden. Dels boede min bror lige i nærheden. Det dejlige ved Wineglass Bay er, at der er fredeligt og smukt. Her er ingen forstyrrende elementer. Vi var hele dagen på stranden, og vi gik også i vandet, selv om det kunne være koldt,« siger John Donaldson.

Det er ikke let at komme til Wineglass Bay. Man kan kun komme til stranden på to måder – enten ved at gå eller ved at sejle. Der findes ingen veje til stranden. Det mest almindelige er at gå til stranden. Turen begynder ved indkørslen til Freycinet National Park, hvor Wineglass Bay ligger.

Wineglass Bay er et af de flotteste steder på jorden 

Freycinet National Park ligger nord små 200 km fra Tasmaniens hovedstad Hobart, en køretur langs kysten på omkring to en halv time. Ved indgangen til Freycinet National Park løses billet, inden turen går til Coles Bay parkeringsplads.

Der indskriver man sig i en bog, og så begynder vandreturen.

Det er lidt anstrengende at gå af stierne op af bjerget. Men efter omkring 45 minutters vandring kommer belønningen i form af første højdepunkt: En udkigspost med en helt formidabel udsigt over hele Wineglass Bay, stranden og området. Her er stemning, som på en glad spejderudflugt.

Wineglass Bay har ry for at have koldt vand, men man kan sagtens bade.

Nogle står og nyder udsigten på observationsplatformen.

Andre kravler op på stenene, selv om det ikke er helt ufarligt. Selv kravler jeg op på en af de store sten og sørger for at komme til at sidde helt forrest, så der er fri udsigt.

Og så sidder man bare der og føler, at hele verden ligger udstrakt, parat og jomfruelig. Men det er kun et af de to højdepunkter. Det næste er selve stranden. Igen ud og vandre. Denne gang igen omkring 45 minutter, men lidt lettere, fordi det går ned af bakke. Så kommer selve stranden. Bred, land og smuk.

Det er en fantastisk fornemmelse kun at være omgivet af natur, sand og vand. Her er ingen biler og heller ingen støj. Man går i vandkanten eller oppe i sandet. Man lægger sig i klitterne og ser op i himlen. Stranden føles så fredelig og ren, fordi her ikke er andet end strand. Her er ganske vist nogle toiletter, men de ligger ved enden af stranden omkring en kilometer væk.

Besøget finder sted i juni måned, hvor vintersæsonen lige er begyndt på Tasmanien. Vandet fra Det Tasmanske Hav er i forvejen kendt for at være koldt. Det er ligegyldigt. Jeg finder en ensom gyde, smider resolut tøjet og går i vandet. Når nu man er der, skal det prøves. Resten af eftermiddagen går jeg bare frem og tilbage på stranden.

Det er som om man ikke kan få nok. Den prøver ikke at være indbydende og leflende med alverdens nye ting. Den er bare en strand og helt sig selv. Med lidt held kan fange glimt af wallabyer, svaner, tasmansk djævel, delfiner, hvaler og ørne.

Om et øjeblik er det mørkt, Der er halvanden times gåtur tilbage. Så der er ingen vej udenom. Ud og vandre igen. Men det er svært at løsrive sig fra denne unikke plet.

Læs også:
Gudinder og tiggere i Nepal
Dansk chef på verdens bedste investor-hotel
Trendy og toptunet vinter-destination