RejserHvis du møder en tysker fra Hamborg og fortæller vedkommende, at du har boet på Hotel Louis C. Jacob, så vil han med stor sandsynlighed give dig et anerkendende nik. Hotellet er nemlig kendt som et af de bedste i regionen, og det er forståeligt.
Louis C. Jacob ligger placeret på Hamborgs berømte boulevard, Elbchaussee, som får Strandvejen til at ligne et miniputland. Det er en af de mest prestigefyldte adresser i den rige by, og på trods af at vi kun har bevæget os omkring ti kilometer væk fra centrum, så føles det som om, man er havnet i en helt anden verden, når man træder ud af bilen og står foran indgangen til den hvide hotelbygning. Men ved første øjekast ligner det femstjernede hotel faktisk ikke noget særligt.
Som at få en stor, varm dyne af tryghed og velvære omkring sig
Bevares, det er en smuk bygning, men udefra ser det lidt småt ud, og den uendelige strøm af trafik, der med høj fart kører forbi hotellet, giver ikke ligefrem indtryk af et sted, hvor man kan finde ro, hvis man skulle få en suite, der vender ud mod vejen. Men lige så snart man træder ind ad døren og befinder sig i receptionen, er det som at få en stor, varm dyne af tryghed og velvære omkring sig.

Udsigten er der ikke noget galt med. Fra hotellets Elbsuiter kan gæsterne se containerskibe glide forbi.
Skuldrene falder helt ned, da jeg efterfølgende befinder mig i suiten, hvor hjemmeskoene og morgenkåben allerede ligger klar til brug. Trafikstøjen er helt væk. Louis C. Jacob blev grundlagt af en franskmand ved navn Louis Jacques i 1791.
Læs også:
På ski mellem rige russere og arabiske prinser
Historisk hotel-opgradering i London
Her får du verdens dyreste hotelpakke
I løbet af de tidlige 1990’ere gennemgik hotellet en gennemgribende renovering. I 1996 slog man atter dørene op, og det tidligere meget traditionelle, tyske hotel var blevet forvandlet til et af de førende hoteller i regionen, som jævnligt er vært for alt fra shipping agenter til kunstnere og politikere fra ind- og udland.
Siden 2002 har Louis C. Jacob også været medlem af »Leading Small Hotels of the World«, som er en sammenslutning af 159 eksklusive hoteller fra hele verden.
Elben er allestedsnærværende i Hamborg, og det gælder også på Hotellet, hvor mange værelser har udkig til vandet og de store containerskibe, som langsomt sejler forbi med deres enorme last.
Louis C. Jacob et helt kunstmuseum i sig selv
Hvis du, mod forventning, skulle blive træt af at stirre på vandet, så er Louis C. Jacob et helt kunstmuseum i sig selv. Familien Rahe/Schmittner, som ejer hotellet, har efterhånden samlet en af de mest betydningsfulde, private kunstsamlinger i Nordtyskland, og den bliver konstant udvidet. Samlingen består af mere end 500 værker fra det. 19. og 20. århundrede, fremstillet af kunstnere som enten har boet eller arbejdet i Hamborg.
Michelin-restaurant

Morgenbuffeten er et helt kunstværk i sig selv, og der er noget for enhver smag.
Det tæller Jacobs Restaurant, der ligger på selve hotellet, som har en Michelin-stjerne, Kleines Jacob, som ligger på den anden side af vejen over for hotellet, der serverer fransk mad og masser af vin, og for nyligt åbnede brasseriet Carls i Hamborgs nye kvarter, HafenCity. Derudover driver familien Rahe/Schmittner også et søsterhotel i Schweiz i form af Hotel Paradies.
Avisen hænger på døren næste morgen. Financial Times. Gardinerne ryger til side, og jeg åbner de store glasdøre ud til min egen lille terrasse, hvor solen med lidt god vilje er ved at indfinde sig.
Jeg sætter mig ned på havestolen, og jeg undrer mig endnu engang over, at der kan være så stille i Hamborg. Det er virkelig en bedrift.
Louis C. Jacob er tysk kram
Morgenmaden bliver serveret i restaurantens flotte lokaler, og anretningen er et lille kunstværk i sig selv. Et bord i midten af rummet er dækket med små kager, diverse former for pålæg, friskskåret frugt og yoghurt. Hvis lysten skulle løbe i andre retninger, sørger diskrete tjenere for, at du får serveret præcist, hvad du drømmer om, hvadenten det er pandekager eller bacon. På varme dage bliver de store glasdøre ud til terrassen åbnet, og man kan nyde sin morgenmad udendørs med Elben som et smukt tapet.

Restaurant Kleines Jacob over for hotellet er kendt for sin gode vin og sit rustikke køkken.
Louis C. Jacob er tysk kram. Der er styr på tingene, og som gæst kan man trygt overlade sin skæbne i det veluddannede personales hænder. Hvis afstanden ind til centrum virker afskrækkende, så skal det tilføjes, at hotellet er yderst behjælpelig med at arrangere gæsternes transport til og fra Louis C. Jacob. Og hvis man er lidt frisk, så stopper der også en bus lige uden for hotellet. Den kører i fast rute mellem hjertet af Hamborg og det tidligere fiskerleje Blankenese.
Læs også:
Med Børsen på Robert De Niros luksushotel
Mauritius på kongelig manér
På bjergvandring i Irland











