RejserTag otte letøvede entusiaster og sæt dem på hold sammen med erfarne, danske jæger- soldater. Resultatet bliver en ekstrem skitur, hvor både fysiske overraskelser og personlig udvikling får hovedrollen.

Det gør jeg bare ikke, tænker jeg, mens pulsen i rask tempo dunker i vejret. Kabineliften er stoppet 30 meter over det sneklædte bjerg, og vores guider med den garvede jægersoldat Tom Hansen i spidsen finder udstyr frem, så vi med reb kan rapelle os ned i sneen dybt under os.

Filosofien hos turens bagmænd er at forankre viden og læring ved at presse sig selv 

Jeg er i selskab med otte nordjyske erhvervsdrivende fra Farsø og fem rutinerede instruktører fra arrangøren Level 5. En efter en forsvinder mine rejsefæller ned ad rebet, og da vi er fire tilbage, dropper jeg alle forbehold og kaster mig ud ad sidedøren.

»Down, down, down,« bliver der råbt, da helikopteren sætter deltagerne af øverst oppe.

Mine handsker er rygende varme af nærkontakten med rebet, da jeg dumper ned i den halvanden meter dybe sne. Her bliver jeg mødt med begejstring og en dobbelt high five af Søren Anker fra Level 5, og trætheden fra en tidlig start på dagen i Danmark forsvinder som dug for solen.

Læs også:
- Med Børsen på Robert De Niros luksushotel
- TV: Heli-skiing med alpernes danske rigmand
- Familiefest i fjeldet

Vores ekstreme skitur – krydret med personlig udvikling gennem fysiske udfordringer langt fra dagligdagens trygge rammer – er begyndt. Både jeg og de øvrige deltagere skal flytte mentale og fysiske grænser de næste fem dage, for filosofien hos turens bagmænd er at forankre viden og læring ved at presse sig selv.

På kurset gælder det om at lære at være »kriger i sit eget liv« med udgangspunkt i naturen og udviklingsfilosofien i det danske forsvars eliteenheder. Et væsentlig element er derfor, at vi skal ud af vores private komfortzoner.

»Det er det eneste sted, vi kan udvikle os. Vi kan ikke udvikle os i trygge rammer. Det vil altid være de samme rutiner og værktøjer, vi bruger. Vi slapper for meget af og udvikler os derfor ikke,« lyder den kontante melding fra Preben Werther, turens chefcoach med en fortid som bl.a. officer og uddannelseschef i Jægerkorpset.

»Så snart du bevæger dig, lagrer lærdommen sig i din krop og ikke kun i hovedet. Vi omsætter teori til fysik, og dermed bliver erfaringerne forankret i vores kroppe og frigør plads i hovedet,« forklarer han.

Vi kæmper os ud af sneen og vandrer tilbage til liftstationen. Herfra går turen mod toppen, hvorfra vi på ski kører til vores base, Rifugio Guglielmina i 2880 meters højde. Tidligere på dagen har vi taget turen med tunge rygsække med vores personlige bagage og det lånte sikkerheds- og klatreudstyr.

Der er kun én vej: fremad. Forude venter hverken luksus eller welness, om aftenen er der i stedet fokus på benhård ledelse.

Nu er vi indkvarteret på to- og tremandsværelser i det primitive, men charmerende logi, hvor maden er både rustik og autentisk for Aosta-dalen. Jeg deler værelse med malermester Gert Bang Larsen og Michael Krogh Sørensen, der driver en internetbaseret skiltevirksomhed.

Udsigten er ubeskriveligt smuk, da vi skyller dagens oplevelser ned med et stort glas øl i den tynde luft. Vi samles om et stort bord, hvor deltagerne skal fortælle om deres mål med turen, og hvad de mener, de kan tilbyde gruppen. Mens Pleasures udsendte er med som fluen på væggen, har de otte nordjyske mænd i alderen fra begyndelsen af 30’erne til slutningen af 40’erne booket turen med en fælles målsætning om at knytte stærkere netværk til hinanden.

De møder op med vidt forskellige talenter og driver alt fra enmandsfirmaer til driftige vækstvirksomheder med næsten 80 ansatte. Snakken over aftensmaden i refugiets fyldte spisestue afslører, at nogle går målrettet efter at få ledelsesværktøjer med hjem, mens andre snarere har set deres snit til at nappe en firmabetalt skitur i godt selskab.

Morgengryet over bjerget følges af træning i at vandre med snesko i dyb sne. Derefter deles vi i to hold for at køre ræs i det vidunderlige Monterosa-skiområde, og den rutinerede skiguide Kim Holmes tager os på en fantastisk tur offpiste. Vi dækker tre dale med løb fra både stejle tinder og gennem tæt skov. Senere er der frit slag på pisterne, hvor der gives fuld gas.

Midt på eftermiddagen vender vi tilbage til vores base for at hente rygsække, soveposer, sikkerhedsudstyr, snesko og en smule skiftetøj. Vi skal skynde os for at nå den sidste lift før lukketid for at køre offpiste ned til det ensomt beliggende refugium Orestes Hütte i Gressoney-dalen, men vi kommer for sent. I stedet kører vi på tværs af bjerget i meterdyb sne.

Man bliver styret lidt som marionetdukker, men man ved jo godt, at det er elitesoldater, så det bør ikke være en overraskelse 

Vi når frem til en tilfrossen sø, og så er der kun én vej op til vores nye logi i 2600 meters højde: Skiene må op på skulderen eller om på rygsækken, hvorefter vandringen opad begynder i skistøvler. Nogle har kræfter til at spurte af sted, mens andre får hjælp til at bære grej af stærkere deltagere. Min egen styrke ligger i at komme hurtigt nedad et bjerg – ikke op – så jeg danner bagtrop sammen med et par andre kampsvedende deltagere.

Vejret kan være en barsk makker, men af og til dukker solen op. Det hjælper på humøret.

Mørket er faldet på, da vi når frem, og vi tror, at dagens dont er omme. Men nej. Vi bliver kommanderet ud i sneen for at simulere søgning efter personer fanget under laviner. Vores guider har begravet lavinebippere i rygsække, og så går den vilde jagt. Vi er skarpe på mit hold, og i pandelampernes skær får vi hurtigt gravet vores »offer« fri. Bagefter træner vi i mørket i at klatre sikkert med vores klatreseler sikret til reb med karabiner.

Næste morgen sætter vi ud på en eventyrlig smuk tur offpiste i den nyfaldne sne. Solen skinner fra en skyfri himmel, men på toppen af bjerget ved vores base raser et uvejr. Derfor er liften i den retning lukket, og vi kan ikke komme tilbage til vores forsyninger og det grej, der skal bruges til eftermiddagens planlagte vandre- og klatretur til det ubemandede logi Rifugio Gnifetti i 3611 meters højde.

En ny plan må lægges, og Tom Hansen forsvinder i ubemærkethed. Den 50-årige seniorsergent tager den stejle og kilometerlange tur opad bjerget fra cirka 2300 meter til knap 3000 meter i skistøvler. Derfra kører han på ski til Rifugio Guglielmina og fylder en kæmpe rygsæk med det mest nødvendige til en overnatning langt fra vores grej. Derefter retur gennem stormen, og nu står han klar med en stor portion snesko og vandrestøvler. Respekt!

Vi danner fire hold og begynder den drøje vandretur op til Orestes Hütte. Gårsdagens tur har lært os, at der skal arbejdes sammen, for at alle kan nå i mål. Med en strid vind i ansigtet kæmper vi os først opad den stejle piste og derefter på tværs af bjerget.

Et styrt her vil med sikkerhed udløse en rulletur på flere hundrede meter ned mod de skarpe klipper langt under os 

I dag har jeg fået afstemt påklædningen med strabadserne, og vi holder jævnligt pauser for at køle ned og drikke vand. Selvom turen er flere kilometer længere end dagen før, kommer alle frem i højt humør og god form, fordi aftaler om pauser bliver holdt, så alle kan være med. Vi er høje af oplevelsen, og jeg jubler over at have klaret turen med overskud.

Uvejret betyder dog, at vi desværre ikke kommer op på toppen og tester vores færdigheder med klatreseler og karabiner. I stedet deles gruppen i to, og Preben Werther deler opgaver ud. Efter brainstorm i grupperne plastres et stort vindue til med gule lapper med forslag til bl.a. fælles spilleregler for gruppen efter hjemkomst. Efterfølgende prioriterer alle i fællesskab under fem overskrifter, hvilket ikke sker uden gnidninger.

Mere ballade følger, da guiderne siger, at tre-fire deltagere efter deres mening ikke magter at deltage i morgendagens skitur, hvor vi med helikopter skal droppes på en øde bjergtop. To deltagere udvandrer rasende, mens andre mukker, fordi guiderne opfordrer til selvransagelse hos deltagerne i stedet for at sætte navn på de »dumpede.« I sidste ende trækker et par stykker sig frivilligt for at gå på snesko i stedet.

Næste morgen krænger helikopteren kraftfuldt mellem to høje bjerge, da piloten sætter kursen ind i dalen og giver os et vidunderligt vue ud over herlighederne. Vi stiger støt og kan nu hverken se huse eller veje under os. Da piloten gør klar til at sætte os af, er vi langt fra alt og alle.

»Down, down, down,« råber vores guide Roberto, der signalerer verbalt og med fagter, at vi skal holde hoved og krop nede, da vi kaster os ud af helikopteren på Passo Zube i 2870 meters højde.

Hans mål er at ruste deltagerne til at leve, lede og løse problemer under tillid og frihed 

Herfra skal vi køre til Alagna Valsesia i 1212 meter. Vi er første hold på toppen og synker i sne til maven, da vi kæmper med at få skiene på og rømme den improviserede landingsplads. Vi glider ikke mange meter i den uberørte sne, før folk begynder at styrte i bundter. En tynd skorpe af hård sne oven på det halvtunge pulver nedenunder gør det svært for selv de bedste at styre gennem den meterdybe sne.

»It’s not possible to fall down here,« siger vores guide Roberto pludselig med umiskendelig italiensk accent.

Vi står svedende og betragter bjergsidens nærmest lodrette fald på vores højre side efter at have kæmpet os igennem adskillige kilometer udfordrende klippelandskab. Et styrt her vil med sikkerhed udløse en rulletur på flere hundrede meter ned mod de skarpe klipper langt under os, så Roberto har helt ret i sin betragtning.

Det lykkes alle i den svedende gruppe at komme forbi uden at skvatte – blot for at blive mødt af endnu mere hårrejsende forhindringer. Adskillige gange spejder Roberto med rynkede bryn efter en rute gennem det rå terræn, og flere gange kigger han med hovedrysten tilbage på gruppen, hvor vi alle på skift må til tælling og kæmpe os tilbage på skiene som afskyelige snemænd.

På mirakuløs vis slipper alle igennem moradset af takkede klipper, hvor jeg selv må se mit ene ben forsvinde i et dybt hul undervejs. Vi når ned til trægrænsen og glider kilometer efter kilometer gennem tæt skov – et syn for guder.

Da vi når rutens afslutning, er stemningen overstadig, men nogle af deltagerne er udmattede og synes at have set døden lidt for tæt i øjnene. Den svære sne har helt klart bragt flere af os ud over kanten af vores kunnen, og turen er trods elitesoldaternes betryggende tilstedeværelse ikke for begyndere.

»Vores heliskiing-tur offpiste var med meget stor risiko. Kurset er extreme adventure under vejledning, men guiderne kan ikke stille meget op, hvis der sker noget alvorligt offpiste,« konstaterer min makker Michael Krogh Sørensen.

Torben Simonsen, der slæbte en ekstra rygsæk for en presset deltager under en af vandreturene opad bjergene, supplerer:

»På offpisten var det nok på kanten nogle gange. Vi er blevet presset, men for mig kan det ikke blive hårdt nok.«

Læs også:
- På ski i en krigszone
- Skiferie i Afrika - kan man virkelig det?

Guidernes kontante styring af begivenhederne sparede flokken for mange diskussioner, men får alligevel en kritisk bemærkning:

»Det kører meget militaristisk nogle gange, hvor folk måske godt kunne få bedre forklaringer. Man bliver styret lidt som marionetdukker, men man ved jo godt, at det er elitesoldater, så det bør ikke være en overraskelse,« siger Michael Krog Sørensen.

Trods sine mange år som aktiv elitesoldat er Tom Hansen dog på ingen måde tilhænger af kadaverdisciplin. Hans mål er at ruste deltagerne til at leve, lede og løse problemer under tillid og frihed.

»Det handler om tillid og tiltro til, at opgaven bliver løst uden konstant kontrol. Hvis man ikke får den tillid og frihed, udvikler man sig heller ikke,« siger han.

Turen lakker mod enden med en middag på Rifugio Guglielmina. Ringen er sluttet efter nogle heftige dage på kanten, og vi runder afrejsedagen af med vildt pisteræs på den smukke bjergside ned mod Alagna Valsesia. Min puls finder så småt tilbage til sit normale leje.

Navnet »Tom Hansen« er i artiklen dæknavn for en operativ jægersoldat, hvis navn af sikkerhedshensyn ikke må offentliggøres.

Læs også
- En italiensk offpiste-perle
- Skiløb uden grænser
- Alpernes første VIP-klub