RejserIkke alt guld glitrer. The Greenwich Hotel er nok et af Manhattans mest underspillede luksushoteller, der ved første øjekast kan virke anonymt, men som strutter af personlighed ved et nærmere – og dyrt bekendtskab. Hotellet er det første i Børsen Weekends miniserie om »Hoteller i særklasse«.

De fleste hoteller holder af at have berømtheder boende, om end de bedste gør en dyd ud af diskretion, så stjerner kan være i fred for autografjægere. På The Greenwich Hotel bor en af filmbranchens allerstørste stjerner, og det skal tages helt bogstaveligt.

Det minder mere om hjemmet hos en gammel, velhavende globetrotter end om et ny luksushotel 

Robert de Niro bor nemlig privat oven på hotellet i en penthouselejlighed, som der har stået meget blæst omkring – ikke så meget fordi det til tider kan blæse kraftigt nede fra vandsiden, som hotellet ligger tæt ved, men i overført betydning.

Også badeværelserne er indrettede med stor detaljerigdom og personligt præg i en grad, så man af og til kan tro, at det er et privat badeværelse, man befinder sig i.

Hr. de Niro kom nemlig til at bygge sin taglejlighed væsentligt større, end myndighederne tillader, og en udgang på sagen kan blive, at han må rive lejligheden ned. Læs: Robert De Niro kæmper for sin penthouselejlighed

Men så kan han jo bare flytte ned i et af hotellets lækre værelser, som alle er indrettede med hver sin stil og hver især oser af hjemlig hygge. Her er intet iøjnefaldende designblær, ingen stræben efter strømlinet formgivning eller lignende.

Læs også:
Miami - Latinamerikas finanshovedstad
Almægtige Alhambra
Verdens bedste brudesuiter

Tværtimod er det tydeligt, at Robert de Niro og hans indretningsarkitekter er gået efter at skabe hjemlig hygge. For ja, hotellets ejer er nemlig de Niro, og han har efter sigende været dybt involveret i hele planlægnings- og byggefasen, som foregik frem til hotellet stod færdigt i 2008.

Man kan dog på ingen måde se, at bygningen kun er et par år gammel, da den fremstår med gammeldags, håndlavede mursten i en stil, der falder fuldstændig ind med mange andre gamle newyorker-industribygninger.

John Stewart i loungen

Det siger sig selv, at der er et højt niveau af sikkerhed involveret, når de Niro bor på stedet, og når hotellet i øvrigt søges af mange andre berømtheder. For eksempel sad Jon Stewart fra »The daily show« i hotellets private gæstelounge en hel aften, da jeg indtog et fremragende aftensmåltid samme sted.

Som gæst på The Greenwich Hotel føler man sig virkelig hjemme og som en del af det berømte Tribeca-miljø  

Maden blev bragt ind fra den højt ansete restaurant Locanda Verde, som ligger få meter væk i samme bygning, og hvis mad ofte bringes ind til de bløde lænestole og sofaer i loungen, som kun hotellets gæster har adgang til.

Denne lounge er forbeholdt hotellets gæster, som her kan få bragt mad ind fra den fremragende italienske naborestaurant.

Men den førnævnte sikkerhed varetages ikke af synlige vagter, og når man går ind af hotellets dør, står der ikke nogen uniformerede personer og ser én an.

Ja, receptionisterne kigger knap nok op fra deres papirer, medmindre man går hen til dem, hvorefter de er venlig- og elskværdigheden selv. Servicen er virkelig i topklasse og befriende usnobbet.

Det betyder dog ikke, at man bare kan valse ind og opføre sig mistænkeligt, for der er overvågningskameraer. Bag dem sidder en effektiv sikkerhedsstab, som lynhurtigt kan tilkalde en af de adrætte, meget opvakte bellboys, eller hvad man nu skal kalde de vindjakkeklædte mænd, som er på pletten, når man ankommer med bagagen.

Det nærmest antikke bondestuelook til trods er dette værelse ligesom resten af hotellet opført for blot et par år siden.

Inde i ankomstloungen er det, som om pulsen falder et par slag. Så beroligende er omgivelserne, der minder mere om hjemmet hos en gammel, velhavende globetrotter end om et ny luksushotel.

Meget af indretningen består af genbrugsmaterialer, fra gulvplanker over de mange antikke møbler til hotellets spa – Shibui – som er en 250 år gammel bambusbygning, pillet ned i Kyoto og rejst igen på hotellet af 13 japanske håndværkere, som klarede opgaven på gammeldags facon uden at bruge så meget som en skrue eller et søm. Det er et spa i topklasse, ligesom hotellets motionsrum er veludstyret.

Men det bedste er og bliver de 88 værelser, der som nævnt alle er indrettet i hver deres stil, nogle med tibetanske silketæpper og matchende sofaer, andre med gamle engelske lædermøbler. Nogle med badeværelser belagt med marokkanske fliser, andre med italiensk marmor.

Til fælles har værelserne, at sengene er fra svenske Duxiana, og at der er HD-fladskærmsfjernsyn, Ipod-dockingstationer og dvd-afspillere.

Så man kan let fristes til bare at blive hængende og nyde den hjemlige hygge, mens man forsyner sig fra den store kurv med gratis slik i alle mulige afskygninger.

På samme måde er køleskabets sodavand, kildevand, energidrik og juice med mere gratis.

Det er klart, at disse gaver indregnes i værelsesprisen på en eller anden måde.

Og den er ret heftig – fra 475 dollar for de billigste 30 kvadratmeter store courtyard-værelser og op til 4000 dollar for et døgn i den 185 kvadratmeter store Greenwich-suite med to soveværelser, køkken og spistue samt åben pejs og ateliervinduer. Men det er pengene værd, for som gæst på The Greenwich Hotel føler man sig virkelig hjemme og som en del af det berømte Tribeca-miljø, som strutter af lækre butikker og tilsvarende restauranter.

Man skal dog ikke regne med at støde på Bob. Han tager som regel elevatoreren fra parkeringskælderen og direkte til den illegale bolig på toppen af hele herligheden.

Læs også:
USAs smukkeste skyline
Udsigt fra Moskvas dyreste hotel
Smag på Budapest