RejserPortugals næststørste by er ved at ændre sig fra slidt og dekadent til moderne og trendy. Men portvinens hovedstad bevarer sin sjæl og historiske charme.
Los barcos rabelos ligger stadig fortøjret ud for kajen ved portvinsbodegaerne, nøjagtig som de gjorde, da jeg første gang besøgte Oporto i begyndelsen af 1990’erne. Disse gondolagtige træbåde blev engang brugt til at fragte tønder med vin ned ad Douro til portvinsfirmaerne i Vila Nova de Gaia. I dag er de bare til pynt for turisterne, ligesom Eiffels to maleriske jernbroer, der er ligeså stor en attraktion for Oporto, som hans tårn er det for Paris.
Oporto fornyr sig, men bevarer sin sjæl og sit nærmest sørgmodige look
Her i Portugals næststørste by står historien stille, men alligevel er der sket store forandringer. Kunstgallerier og modebutikker er rykket ind i gamle kvarterer. Ny arkitektur er skudt op midt i det slidte og dekadente. Ruinerede bygninger er sat i stand, som det er tilfældet med Oportos femstjernede Pousada-hotel. Også på madfronten er der fornyelse.
Det er en klar fordel at være godt gående i Oportos stejle gader. Bliver man træt i benene, kan man dog altid springe på en sporvogn eller en bus.
Mange af de traditionelle spisehuse og snackbarer, der har haft den samme klipfisk på menuen i årevis, er der stadig. Men nye restauranter, deriblandt den elegante Buhle, der serverer fusionsmad med asiatisk indflydelse, er med til at give Oporto et tiltrængt gastronomisk løft.
Læs også:
Franske fristelser for øje, tand og gane
Miami - Latinamerikas finanshovedstad
Almægtige Alhambra
Uanset om man kan lide det eller ej, har de udenlandske – især spanske – tøjkæder bragt fornyelse. Mange af facaderne på den centrale gågade Rua de Santa Catarina har fået skiftet sine fugtskadede kakler ud med aluminium og marmor og navne som H&M, Zara og Mango.
Men i Miguel Bombarda-kvarteret er forandringen mere original. Hvor der tidligere var undselige arbejderboliger, er der i de senere år kommet mere end en snes gallerier med portugisisk kunst og butikker med designertøj, brugskunst og møbler, heriblandt danske Louis Poulsen. Og der er fest i gaden, hvis man er heldig at komme den lørdag hver måned, hvor gallerierne i fællesskab holder fernisering på nye udstillinger.
Tapas på portugisisk
Man kan spise moderne portugisisk tapas i gamle lænestole i restaurant-baren Galeria 110 eller vegetarmad og fisk i det orientalske og hippieagtige tehus Rota do Chà.
Har man raske gåben – og det er absolut en fordel i Oportos stejle gader – kan man spadsere til Casa da Musica, tegnet af hollænderen Rem Koolhaas og taget i brug, da Oporto var europæisk kulturhovedstad i 2001.
Dekadence eller charme? Det må man selv afgøre
Man kan også tage en metro-sporvogn, hvis fire linjer alle udgår fra eller ender ved fodboldklubben FC Portos hjemmebane, Estadio do Dragao, der blev bygget, da Spanien og Portugal i fællesskab arrangerede EM i 2004. En af linjerne når helt ud til stranden Matasinhos.
Fortsætter man ud ad hovedavenuen Boavista i retning mod Atlanterhavet, kommer man først til Serralves-fondens museum for samtidskunst, og helt ude i det rige strandvejskvarter ligger Restaurant Buhle.
Der er sket store forandringer i Portugals næststørste by, hvor kunstgallerier og modebutikker er rykket ind i de gamle kvarterer. Der er stadig klipfisk på menuen på mange af de traditionelle spisehuse og snackbarer. Men nye restauranter er med til at give Oporto et tiltrængt gastronomisk løft.
Her i (vel nok det nærmeste man kommer på) Oportos »El Bulli« kan man for kun ca. 60 euro spise en menu med wok eller én af de andre asiatisk inspirerede retter. Spisekortet rummer også den allestedsnærværende klipfisk og ris med and. Jeg kom udenfor spisetid og nøjedes med en anbefalet cocktail – en såkaldt Porto Splash bestående af hvid, tør portvin med tonicvand, citron og masser af is.
Træbådene, der minder om gondoler, blev engang brugt til at fragte tønder med vin til portvinsfirmaerne i Vila Nova de Gaia.
Ligesom den spanske sherry forsøger portvinen at finde nye markeder, især blandt de unge. Calém, som jeg besøgte, er kun ét af næsten 100 portvinsfirmaer, hvoraf en snes er store og velrenommerede, deriblandt Sandeman, Taylor, Ferreira, Rozes og Kopke.
Så konkurrencen er benhård, og portvinen kæmper desuden med at slippe af med sit lidt støvede image som pensionistdrik eller dessertvin til konfirmationer. Tidligere var Storbritannien det klart dominerende eksportmarked. Her var portvin den foretrukne drik blandt det bedre borgerskab. Men i dag har både Frankrig og Skandinavien overhalet briterne.
Som sommer i Nyhavn
På den modsatte bred af Douro ligger fiskerestauranterne på stribe. Her på den såkaldte Ribeira er der ligeså meget charme og stemning som i Nyhavn en sommeraften, og vælger man spisested med omhu, er fisken frisk og til en rimelig pris
Selv om byen bærer præg af nye tider, er der nogle oplevelser, der står stille i historien
Fortsætter man et par kilometer op ad floden på samme bred, kommer man til Oportos nye luksus-pousada. Receptionen, restauranten, baren og salene er indrettet i et gennemrenoveret palads fra det 18. århundred, mens de mange værelser ligger i en ombygget melfabrik.
I denne gamle fabrik, der frækt er malet lyserød, er der også blevet plads til udstillinger af ny portugisisk kunst og en indendørs swimmingpool. Selv om hotellet åbnede i 2009, har det allerede fået udmærkelser for sin nænsomme istandsættelse.
Læs også:
Sydamerikas største turistattraktion
Tysk men trendy storby i Ruhrdistriktet
Vancouver - Verdens mest behagelige by
Naturligvis er det svært at nå ud i alle hjørner af Oporto på nogle dages besøg. Men selv om byen bærer præg af nye tider, er der nogle oplevelser, der står stille i historien. Tag en tur med sporvognen, der har kørt samme rute siden 1930’erne. Stik også ind i Librería Lello & Irmao, der er kendt for at have »optrådt« i den første Harry Potter film, og som er én af de smukkeste boghandler i Europa. Det vil også være dumt at misse Café Majestic, der er ligeså klassisk for Oporto, som A Brasileira er for Lissabon.
Oporto fornyr sig, men bevarer sin sjæl og sit nærmest sørgmodige look. Ved siden af det nye og moderne, der skyder op, står gamle, faldefærdige ejendomme, som ejerne ikke har råd til at sætte i stand. Dekadence eller charme? Det må man selv afgøre, men i hvert fald er de beviser på, at Oporto trods fremgang venter på bedre tider.
