RejserFørhen var Shoreditch den skumle baggård til det fashionable Islington, hvor kendte skuespillere og Tony Blair bor. Nu rejser bydelen sig som en trendsættende, smuk fugl Phønix fra asken.
Hovedet kører zigzag fra side til side, mens vi forvirret spørger taxachaufføren om rute og retning er den rigtige? I farten fotograferer vi gadenavnene med øjnene og sammenligner dem med hukommelsens indre google-map fra studietiden. Kan det virkelig passe, at netop disse gader for 10-15 år siden var befolket med underskud i form af subsistensløse eksistenser, der aldrig var på vej.
Gaderne er fyldt med levende påklædningsdukker, der er klippet direkte ud af Vogue og andre modemagasiners fashion-sider
De kulinariske højdepunkter var lavprissupermarkeder – uden skyggen af en grøntsag – friture-fish&chips-grillbarer og den lille thailandske takeaway, som vi øvrigt lige kørte forbi. Dengang var der gader, hvor en fremmed helst ikke skulle bevæge sig hen efter mørkets frembrud.
»Shoreditch House« nyfortolker begrebet pizzeria med »Pizza East«, hvor baren er afløst af et stort fælles træbord, som indbyder til samtale snarere end isolation. Pizzaerne fås bedre på Christianshavn, men stem- ningen og interiør er det hele værd.
Bydelens lokale shoppede tøj til spotpriser på weekendens alt-muligt-markeder – og det legendariske på Brick Lane er stadig en magnet. Også de almennyttige boliger i brune sten ligger fortsat tæt som træperler på en snor. Ellers er Shoreditch knapt nok til at kende igen.
Læs også:
Lys over Londons hippe East End
Singlerejse eller det totale egotrip?
Ærke-England glemmer man aldrig
Parkerne er lige frem appetitlige at se på i dag. Cafeerne har hver sit trendy særpræg. Gaderne er fyldt med levende påklædningsdukker, der er klippet direkte ud af Vogue og andre modemagasiners fashion-sider.
Et sikkert tegn på, at kunstnere og designere er rykket ind med gallerier og lyse, åbne butikker – og store mærkevarer følger efter som f.eks. sportsfirmaet Reebok, der har åbnet en »lounge-butik,« som i indretning overgår, hvad der findes inde i centrum.
Tænk på New Yorks Meatpacking district. Og i andre storbyer som København sker det hele tiden – at et område pludselig bliver »in« og får en helt ny karma. I London er det imidlertid usædvanligt.
Højest bliver en enkelt gade trukket op i kurs på trendbørsen, når en toneangivende butik åbner, som det skete med den ellers lidt kedelige gade, Dover Street, da Commes Des Garcons åbnede sin butik der for nogle år siden.
Socialt community i 3D
Den største motor for at trække hele Shoreditch op hedder »The Shoreditch House,« og det har søskende inde i centrum og i Berlin og Miami under det fælles navn »Soho House.« Alle er kun »members only.«
Kort fortalt er det et socialt community i levende 3D, som fylder en gammel industribygning med swimming pool på toppen, adskillige restauranter (italiensk), mødelokaler – og et par natklubber, hvor et klistermærke med et rødt kryds hen over et jakkesæt markerer, at den præ-finanskrise dresscode ikke længere er velanset.
Et klistermærke med et rødt kryds hen over et jakkesæt markerer, at den præ-finanskrise dresscode ikke længere er velanset
Nu har Londons kreative klasse som i 1960’erne overtaget finansfolkets førertrøje, som de egentlige magthavere. En stor del af dem tjekker ind i »Shoreditch House« og lever hverdagens gøremål helt ud – døgnet rundt; forretningsmøder, fitness, frokost og fest.
For en London-farer, der ikke har tålmodighed til at vente på, at bestyrelsen bag »Shoreditch House« hver tredje uge optager nye medlemmer – helst fra kunstverden eller mediebranchen og helst med en anbefaling fra Londons kreative inderkreds, så er der heldigvis alligevel en mulighed for at få en særlige oplevelse: »Pizza East« på hjørnet af Shoreditch High Street sætter helt nye standarder for et pizzeria.
Den indiske kunstner Gupta Spill er blandt reklamemanden Charles Saatchis foretrukne kunstnere, fordi kunstneren giver hverdagsting en ny identitet og sammenhæng. Her er det indisk stålservice.
Allerede i baren bliver tonen slået an – i stedet for en bardisk er der et stort fælles træbord, hvor gæsterne mødes, mens de venter på et ledigt bord. Helt i tråd med tidens stærke trend om, at »mig« er afløst af et rungende »vi« – fællesskabet, som står sammen om at redde miljøet og resten af verden.
Fra loftet hænger store skinker, og øllene står på hylder som i en gammeldags købmandsbutik. Senere på aftenen er der gratis koncert i kælderen. Forretningsmanden, Nick Jones, der ejer »Shoreditch House« er også ophavsmand til wellness-mærket, the Cowshed, som herhjemme fås i Magasin.
Derfor er det ikke underligt, at der netop er åbnet et helt nyt dag-spa som en del af »Shoreditch House.« Cowsheds signaturbehandling er en pedicure, hvor fødderne bliver puttet i gammeldags emaljebaljer og bliver masseret og nusset efter alle kunstens regler, så man næsten føler sig henslængt til en britisk sommereng – og tæerne er efter pedicuren delikate nok til at træde ud i den på bare fødder.
Udsigt til byens skyline
Med vanlig sans for at være på rette tid og sted har designguruen Sir Terence Conran slået sig ned med et hotel lige rundt om hjørnet – også i en gammel industribygning. Sir Conran er kendt for sine designbutikker- og bøger og står blandt andet bag indretningen af en del af Custom House i København.
Så det er også med en helt sikker hånd, at Sir Conran og partnere har indrettet »The Boundary« og dets 17 værelser – hvert indrettet i sin egen gennemførte designerstil a la Eames, Britisk, Shaker osv. På toppen er der en »roof garden,« som forvandler sig til en udsøgt udkigspost over Londons skyline om aftenen og et oplagt sted til en drink, hvis de populære værelser er udsolgte. I bunden af hotellet er »Albion« – en caférestaurant, som er stedet for »the fashion crowd« i weekenden.
Tv-serien »Det lille hus på prærien« er vist forbilledet for den lille butik med britiske delikatesser som håndlavede flødekarameller og lækre marmelader, der har erstattet den traditionelle hotelkiosk.
Her guffes det lækre brød, som bliver bagt af franske bagere lige for øjnene af én i samme håndbevægelse, som de hjemmebagte kager fra dengang mormor var barn. Hotellets kiosk er afløst af noget, som mest af alt ligner købmandsforretningen fra tv-serien »Det lille Hus på prærien« med britiske delikatesser i brune papirsposer og grøntsager i trækasser uden for.
På den måde skriver butikken sig ind i den mest tydelige trend i London netop nu: Urban Farming med et twist af fornyet britisk stolthed over sine egne råvarer, som det også ses i det økologiske supermarked længere nede af Kingsland Road. Ud over lækre øko-varer bliver her solgt frø og haveredskaber, som er værdig til en lille by på landet, som ikke går op i andet. Men her vi altså mindre end en halv time fra et af verdens førende epiccentre.
Også på restauranten »St. Johns,« som ligger i retning af Islington, gør en dyd ud af at servere traditionelle, britiske landretter, som får mundvandet til at løbe i sådan en grad, at der skal bestilles bord i god tid i forvejen. Heldigvis behøver menuen ikke kun at stå på det engelske køkken.
Den vietnamesiske restaurant, Viet Hoa er et godt bud. I sin tid var den første af sin art på gaden, men nu ligger de samme menukort mange steder. Alligevel rykker Viet Hoa stadigvæk flere spisepinde foran konkurrenterne og har blandt andet fået et kendt britisk designfirma, Vonsung, til at give stedet et modernistisk brush-up uden, at det går ud over de absolut rimelige priser.
