Fornemme barokkirker og finurlige detaljer i de små sidegader i Krakow er en fryd for øjet. Byen tiltrækker mange unge fra hele Europa, der strømmer til for at tjene til livets ophold ved deres kunster – som pigen på billedet til højre, der kaster store flammer ud fra munden.

18.05.2010 tekst: Jens Henrik Nybo foto: Jens Henrik Nybo

Polens smukkeste by

RejserMindre hjemsøgt af turister end Prag – heldigvis – men ikke mindre interessant. Krakow, Polens tidligere hovedstad, byder sig til med indhold nok til en uges ophold

En umiskendelig duft af kål inde fra restaurantens køkken siver langsomt, men insisterende ud ved vores café-bord her på den store markedsplads Rynek Glowny.

Et skatkammer af kunst og arkitektur, som har fået lov at overleve både Anden Verdenskrigs bomber og siden kommunismens laden hånt om vedligehold 



Vi er ikke de eneste, som ænser duften. Et par ved siden af os skifter simpelthen bord væk fra trækretningen. Tjeneren bemærker det, og kommer tililende og nærmest undskylder, at der altså er et par gæster, som har bedt om en typisk sydpolsk ret. Og så får de naturligvis kåldolmere, rødbedesuppe, pirogger og pølser, forklarer han.


Den afdøde Pave Johannes Paul II er Krakows stolthed. Han var født i en landsby ikke langt fra byen, og blev i 1964 ærkebiskop i Krakow.

Det skal erkendes, at duften i sig selv ikke er den bedste ambassadør for retten. Men vi bliver enige om, at et besøg i Krakow ikke kan være fuldendt, uden vi har prøvet lokale retter – og så kan vi ligeså godt få det gjort nu. Smagen falder nu bedre ud, end vi havde forudset, om end det selvfølgelig er rustik mad, vi har at gøre med. Skyllet ned med Okocim O.K., den herligste øl, er det ikke så ringe endda.

Læs også:
VM-Palads for FIFA-bosser
En glad badeferie i Caribien
I ballon over det bizarre Tyrkiet

Ligeså prosaisk maden vi lige har spist er, ligeså overvældende er Krakow – ikke mindst her på markedspladsen, som er Europas største. Ubrudt flankeres pladsen af smukke huse, den prangende Maria kirke og midt i det hele ligger den 100 meter lange renæssance-torvehal, »Sukiennice«, med sine utallige boder. Vender man blikket op inde i torvehallen, nyder man det nænsomt udskårne træloft.


Krakow er et skatkammer af kunst og arkitektur, som har overlevet både Anden Verdenskrig og kommunismens opførelse af ucharmerende betonmonumenter.

Krakow med ca. 700.000 indbyggere ligger i det sydlige Polen. Den er et skatkammer af kunst og arkitektur, som har fået lov at overleve både Anden Verdenskrigs bomber og siden kommunismens laden hånt om vedligehold af det gamle samt respekt- og smagløs opførelse af hæslige betonmonumenter, som ellers praktiseret så mange andre steder i Østblokken.

Krakow var hovedstad i Polen fra det 11. til det 17. Århundrede. Byen rummer så megen historie, at man nemt kan bruge en uge på at gå på opdagelse suppleret med enkelte oplevelser i oplandet. Mange drager sammenligninger med Prag.

Fortidig storhed

Det er ikke helt ved siden af, for begge byer har haft en historisk parallelitet og rummer arkitektur, som i stil minder om hinanden. Men hvor Prag er kendt af de fleste, står Krakow noget mere i skyggen, skønt den slet ikke behøver have mindreværdskomplekser.

Krakow er da også for længst optaget på UNESCO’s liste over Verdens Kulturarv 



Indimellem får man på fornemmelsen, at mange af borgerne egentlig slet ikke vil bryde sig om et tilsvarende ryk-ind af turister, som netop Prag har. At man er ganske tilfreds med tingene, som de er. Og at man i øvrigt udmærket er klar over sin bys værd. Krakow er da også for længst optaget på UNESCO’s liste over Verdens Kulturarv.



Tit er det langtfra alene antallet og størrelsen af historiske bygningsværker, museer, kirker og andre håndgribelige genstande, som dikterer en bys attraktion, men snarere dens karma. Krakow rummer begge dele.

Gå bare ned ad Sw. Krzyza-gaden en stille morgen eller tidlig aftenstund og mærk, hvorledes en let melankolsk følelse af fortidig storhed trænger sig på. Gaden har huser ingen af byens store attraktioner, men lever sit helt eget liv. Der er enkelte caféer og barer, men ellers er det en borgergade.

Et rigt åndsliv

Markedspladsen er det naturlige centrum og et godt udgangspunkt for at udforske byen til fods. Stort set alt af interesse ligger inde i den gamle bydel, og det er et meget overskueligt areal. Maria kirken rummer Middelalderens største alter af guld, hvis låger åbnes dagligt kl. 12. Er bentøjet i orden, bør man bestige tårnet, hvorfra udsigten over byen er fantastisk.

Tit er det langtfra alene antallet og størrelsen af historiske bygningsværker, museer, kirker og andre håndgribelige genstande, som dikterer en bys attraktion, men snarere dens karma. Krakow rummer begge dele 



Fra kirketårnet blæses der hver hele time et signal mod alle fire verdenshjørner. Legenden siger, at vagten advarede borgerne mod et angreb fra tatarerne, men han blev selv dræbt af en pil midt i hans signal. Den dag i dag bliver signalet brat afbrudt.

På pladsen knejser et fritstående tårn, som engang var byens rådhus. I dag er der et værtshus i kælderen. Evigt og konstant er der en livlig trafik af gademusikanter, unge akrobater, kunstmalere, hestevogne med turister – eller nygifte. Udbuddet af udstillinger og koncerter er ligeledes stort omkring torvet.



Krakows domkirke og Polens tidligere konge-residens ligger side om side på Wavel-højen langs med Wisla-floden lige uden for den gamle bydel. Det var faktisk i domkirken, at nu afdøde Pave Johannes Paul II virkede som ærkebiskop fra 1964. Fra bastionen er der en flot udsigt over byen og floden. I højsæsonen skal man dog være kampklar til at møde horder af turister – især sidst på formiddagen, ved byens måske mest besøgte seværdighed.

Krakow huser også et af Europas ældste universiteter, Collegium Maius, og vidner om det rige åndsliv, som har præget byen i århundreder. Her studerede bl.a. astronomen Copernicus omkring år 1500.

Spændende jødisk kvarter

Engang var Krakow ligesom mange andre middelalderbyer omgivet af en solid bymur. I dag er Florianskaporten og Barbakan de eneste bevarede dele af bymuren. Muren blev fjernet i begyndelsen af 1800-tallet og erstattet af en fire kilometer lang park, Planty, som omkranser den gamle by.

Det er svært at forestille sig det gamle jødiske kvarter Kazimierz’ dystre fortid, når man i dag vandrer rundt i en bydel, som er befolket af bohemer, kunstnere og skæve sjæle. Under Anden Verdenskrig sendte tyskerne hovedparten af beboerne i Kazimierz til kz-lejrene i Auschwitz og Birkenau.

Det er svært at forestille sig det gamle jødiske kvarter Kazimierz’ dystre fortid, når man i dag vandrer rundt i en bydel, som er befolket af bohemer, kunstnere og skæve sjæle 



Mange vil nikke genkendende til kvarteret, hvis man har set Steven Spielbergs »Schindlers Liste«. Nogle af optagelserne er nemlig lavet her. Bydelens gader er mere krogede end de øvrige i byen og stemningen er særlig intens og hyggelig med masser af småbutikker, gallerier og restauranter, som bl.a. serverer jødiske retter. Nær Kazimierz torv ligger Krakows ældste synagoge.

Selvom Krakow aldrig bliver anmassende, kan det alligevel være rart med en tur ud på landet. Bare 15 km fra byen ligger Wieliczka med den over 700 år gamle saltmine. I grupper bliver man ledsaget af en guide ca. 315 meter under jorden.

Minen er voldsom stor – hele 150 km af kamre og tunneller er der, og man overraskes over de mange måder, der er udviklet til at få saltet den lange vej op til overfladen. Her findes mærkværdigvis også flere kapeller og en kirke, som i dag er ramme om koncerter.



Ca. 70 km fra Krakow ligger Auschwitz. Ét er sikkert: Efter et besøg her, tager det et par timer, før humøret er genoprettet.

Ikke desto mindre bør man afse en dagsudflugt hertil, for det er tankevækkende ud over alle grænser.

Her blev to millioner jøder ombragt, og forud for døden levede de under de mest ufattelige rædsler. I dag er mange af blokkene omdannet til museum, og i lejrens informationsbygning er der biograf og boghandel samt en skranke, hvor man kan melde sig på et hold med guide.

Syd for Krakow begynder Tatra-bjergkæden, hvis tinder når op i ca. 2,5 km højde på den slovakiske side. Her er der rig mulighed for at få rørt benmuskler i flot bjerglandskab. Det tager såmænd ikke engang en times kørsel, før bjergene rejser sig over den flade slette, man kører på.

Rejser man i vinter- og forårsmånederne ind i april, er der normalt masser af muligheder for at stå på ski – en oplevelse der står i skærende kontrast til at sidde på en fortovscafé i Krakow i begyndelsen af april, hvor foråret er i fuldt firspring.

borsen statistik bnt
Land
Polen
By
Krakow
Se også
Daseferie i Mellemøstens Mallorca
Smag på Budapest
Finske overraskelser
Fakta
Børsen Weekend
 
 
 

Seneste rejse artikler


 
 
 

Seneste