RejserHvis kriterierne for drømmeferien er kridhvide badestrande og et azurblåt, så kan man kun ramme plet med Aruba. Den caribiske ø ligger blot 25 kilometer ud for Venezuelas kyst og har et tropisk klima med en konstant temperatur tæt på 30 grader
One happy island, står der på bilernes blå nummerplader. Og på Aruba er de meget glade for turister. De skal nemlig brødføde næsten otte ud af 10 indbyggere på den lille, caribiske ø, der ikke måler mere end 33 kilometer på den lange led gange seks kilometer på den bredeste led. Her mødes man af reklamer om 90.000 nye venner, som du ikke har mødt endnu.
Bevæger man sig rundt i hovedstaden mødes man hele tiden af smittende smil fra lokalbefolkningen, og det virker til, at glæde er det vigtigste på Aruba
De oplevelser, jeg har haft med den lokale befolkning, har kun været med til at sætte deres hjælpsomhed og imødekommenhed i relief. For blot at komme op med et enkelt eksempel, så var undertegnede kørt godt og grundigt fast i sandet, da jeg i en lejet bil var på sightseeing.
Kitesurfende pige ved Boca Grande.
Der var kun en anden bil i nærheden, men det var til gengæld en lokal bil med firhjulstræk og en ovenud hjælpsom chauffør. Han trak bilen fri og ville på ingen måde kompenseres for hjælpen. Og hvis øens øvrige 97.000 indbyggere er på samme måde, så er man virkelig i gode hænder.
Læs også:
Smag på Budapest
Fra Ragnarok til skøn middelalder
De barske bjerge og den vilde kyst
»The happy island of love« er blot et af de seneste navne for Aruba, der formår at trække mange brudepar til øens romantiske atmosfære. Ikke mindst amerikanerne er begejstrede for de store resorter, der sørger for gæsternes mindste behov.
Brudepar, velhavende amerikanere – og her under finanskrisen – i stigende grad også europæiske turister finder frem til det caribiske paradis. Aruba er blevet mærket af finanskrisen, og amerikanerne er blevet usikre og holder i langt højere grad end tidligere på pengene.
Afhængig af turisme
Og det gør ondt på et samfund, der er så afhængig af turisme som Aruba. Der er lidt tomt nærmest uanset, hvor man kommer frem på øen. De få steder turisterne for alvor hober sig op er på de store resorter, som dækker alle behov.
Her er vandet rent, turkisblåt og 27 grader varmt her i starten af marts
Turisterne har derfor ikke noget umiddelbart incitament til at bevæge sig uden for deres ressort, hvilket er en skam, da man her får chancen for at møde lokalbefolkningen og den ofte rå, vindblæste natur. Der skal til gengæld en bil til for at bevæge sig adstadigt rundt på Aruba. Her har bilen nemlig samme berettigelse som i det meste af USA.
Glade og venlige
Når man bevæger sig ud på egen hånd på Aruba, så mødes man ikke mindst af venligheden. Man skal derfor ikke blive overrasket, hvis man spørger om vej, og en af de lokale ender med at køre foran for at vise vejen. Og bevæger man sig rundt i hovedstaden mødes man hele tiden af smittende smil fra lokalbefolkningen, og det virker til, at glæde er det vigtigste på Aruba.
Mulighederne på Aruba stiger i takt med hotelklassen. På hotel Renaissance i hovedstaden, Oranjestad, er hensynet til solhungrende vesterlændinge ført helt ud. Båden til hotellets egen badeø sejler direkte fra lobbyen ud under hovedgaden og videre ud i havnen.
To dykkere rekognoscerer området før dagens første dyk.
Herfra sejles der ud til den private badeø, hvor der er udsat både flamingoer og pelikaner. Her er vandet rent, turkisblåt og 27 grader varmt her i starten af marts. Det eneste, som kan bryde idyllen, er jetfly, der lander hvert tiende minut i myldretiden for at bringe nye turister til øen.
De mange turister er livsgrundlaget for øen, som ellers var i dyb krise i 1985. Her forlod det sidste amerikanske olieselskab øen på grund af høje skatter og udsigt til større fortjenester i områder, hvor olien var mere tilgængelig.
I dag har Aruba manifesteret sig som en stærk turistdestination, som kan tilbyde oplevelser for alle aldersgrupper og alle aktivitetsniveauer
I tiden før 1985 var olieindustrien ellers øens hovedbeskæftigelse med hovedbase i byen San Nicolas. Her lever Charlies Bar fortsat videre, og den lever som resten af øen af turister, der gerne vil opleve den gamle bar for oliearbejderne. Baren er dekoreret fra gulv til loft med gamle billeder, og det er her, man falder over et billede af øens første hotel, som blev opført i slutningen af 1960’erne.
Turisme er derfor et forholdsvist nyt område for den Aruba, men udviklingen er til gengæld gået hurtigt, siden det første hotel blev opført. I dag er turisme koncentreret på vestkysten, hvor de fleste hoteller og restauranter ligger.
I dag har Aruba manifesteret sig som en stærk turistdestination, som kan tilbyde oplevelser for alle aldersgrupper og alle aktivitetsniveauer.
Dykning på Caribiens største vrag
Lige uden for Arubas kyst i Caribien ligger skibsvraget Antilla, som har hvilet på havets bund siden starten af 2. Verdenskrig. Efter de mange år på bunden af havet er skibsvraget i dag overgroet med koraller i et væld af farver og afskygninger.
De mange koraller trækker en lang række forskellige, maritime livsformer til sig, og de mange fisk er ikke det mindste sky over for mennesker med iltflasker på ryggen.
Dyrelivet under overfladen er et sandt overflødighedshorn af moræner og fisk i alle farver, størrelser og afskygninger
Det betyder, at man næsten kan række hænderne frem foran sig og røre de enkelte fisk, når de panorerer forbi. Hele oplevelsen giver en fornemmelse af at være en utrolig lille størrelse, som er blevet sænket ned i et akvarium, hvor man flyder vægtløst rundt takket være bly og en dykkervest, der kan reguleres ved at pumpe ilt ind i den.
Dyrelivet under overfladen er et sandt overflødighedshorn af moræner og fisk i alle farver, størrelser og afskygninger. Og lige som man tror, at det ikke kan blive meget bedre end det, dykker man rundt med en stor havskildpadde ved siden af sig.
Antilla er umiddelbart tilgængeligt for alle dykkere, uanset hvilket niveau de befinder sig på. Det skyldes, at vraget begynder næsten lige under overfladen og fortsætter ned til knap 20 meters dybde, og her kan alle være med. Vraget kan endda besigtiges med maske, snorkel og svømmefødder. Og for dem, der helst holder sig fra det våde element, kan vraget studeres gennem en båd med tyk glasbund.
Lige inden alle dykkerne hopper i havet, fortæller dykkerbådens kaptajn om Antillas historie. Da Tyskland invaderede Holland den 10. maj 1940 blev forholdet mellem de to lande anspændt, og de to landes anstrengte forhold omfattede også Aruba, som sorterer under Holland den dag i dag.
Antilla var et tysk forsyningsskib til ubåde, som var forankret uden for Arubas kyst da Tyskland invaderede Holland. Det fik den hollandske marine på Aruba til at forlange overgivelse af Antilla. Den tyske kaptajn forhandlede sig frem til et 24 timers udsættelse for overgivelsen, og frem for at overdrage et næsten nyt forsyningsskib til fjenden valgte kaptajnen at sænke skibet.
Efter at have sat besætningen i land varmede kaptajnen skibets kedler op og åbnede skibets bundventil. Da det forholdsvise kolde havvand ramte de skoldhede kedler midtskibs, eksploderede de og rev skibet over på midten. Skibet sank på otte minutter.
Antilla er 130 meter langt, og er den dag i dag Caribiens største skibsvrag. Over de seneste år er Antilla imidlertid begyndt at kollapse. Vraget har altid været åbent for, at dykkere kunne svømme igennem vraget på kryds og tværs, men efter en række storme har svækket vraget er det ikke længere sikkert at bevæge sig ind i vraget alle steder.
