RejserSkiwelt er blandt 70 destinationer i otte lande blevet kåret som en af verdens bedste skiområder – en hæder der henviser kendte steder som f.eks. Val d’Isere og Val Gardena til sekundære placeringer.
Klokken er blot 9.15 en mandag morgen. Vi har allerede attakeret de to første, velpræparerede pister på vej over til mødestedet, den lille jægerhytte Frankalm – den oser af al den charme, som får mange danskerne til at foretrække Østrig som skidestination.
Alene en slentretur i den mondæne skisportshøjborg er et fascinerende indblik i en fashionabel by, hvor skisporten kan skrives helt tilbage til 1800-tallet
Efter den obligatoriske glühwein ringer værten Georg med en klokke, der er monteret på en kæp med plads til otte, små glas obstler. Så er man ligesom i gang.

Fra det højest punkt i Skiwelt er der udsigt til Kitzbühel med den verdensberømte styrtløbsløjpe Hahnenkamm, hvor liftkortet også gælder, hvis man løber tør for udfordringer på områdets 279 kilometer pister.
Vi befinder os i det imponerende skiområde, Skiwelt, Wilder Kaiser Brixental, som netop er kåret af »Skiresort Service International« til det bedste skiområde blandt 70 destinationer i otte lande – en fornem hæder der henviser så kendte skisportssteder som Val Gardena i Italien, Mammoth Mountain i USA og Val d’Isere i Frankrig til sekundære placeringer.
Læs også:
De barske bjerge og den vilde kyst
Finske overraskelser
Alpeflække med storslået skiløb
Skiwelt er da også et sandt eldorado omgivet af byerne Hopfgarten, Itter, Söll, Elmau, Sheffau, Brixental og Westendorf.
Ikke færre end 279 kilometer pister bydes der på i det varierede terræn, hvor 91 lifter (kabiner/togbane) sørger for at transportere dig rundt i området med Hohe Salve (1829 m), som det højeste punkt og med udsigt til Kitzbühel, hvortil liftkortet også gælder – og hvor man via skibus kan prøve kræfter med den verdensberømte styrtløbsløjpe, Hahnenkamm.
Alene en slentretur i den mondæne skisportshøjborg er et fascinerende indblik i en fashionabel by, hvor skisporten kan skrives helt tilbage til 1800-tallet. Det er også her, man kan møde Franz Beckenbauer, tysklands største fodboldnavn gennem tiderne, og den lokale Hansi Hinterseer, der med ikke færre end seks World Cup-sejre, nu har skiftet de stejle bjergsider ud med de skrå brædder.
Skiwelt er et sandt eldorado med pister i alle kategorier, og de mange lifter transporterer ikke færre end 100000 turister rundt i området i timen
Han gør sig nu som populær sanger i hhv. Bayern og Tirol. Kitzbühel er også byen, hvor en af nationens allerstørste legender trådte sine barneski, nemlig Toni Sailer, der udødeligegjorde sit navn ved at vinde tre guldmedaljer ved OL i Cotina d’Ampezzo i 1956 – og som nærmest afstedkom landesorg, da han i august døde i en alder af 73 år.
Som nævnt er Skiwelt et sandt eldorado med pister i alle kategorier, og de mange lifter transporterer ikke færre end 100000 turister rundt i området i timen! Så kapaciteten er enorm. Der er unægtelig sket meget i Hopfgarten (mit foretrukne domicil), siden jeg besøgte byen i 1977.
Fænomenal udsigt
Flere end en halv million danskere drager hvert år på skiferie, og mange af dem finder vej til de østrigske alper, hvad enten det foregår med tog, bil eller fly. I år havde vi valgt turen med tog. Og det kan ikke anbefales. Forsinkelse fra Danmark gjorde, at vores pladsbilletter fra Hamborg til München ikke var gældende til det tog, som vi entrerede med halvanden times forsinkelse.
Nå, men resten af turen foregik nogenlunde, om end vi måtte bytte pladser undervejs i det lidt slidte og ældre tog, der trods alt indhentede det forsinkede, således at vi nåede frem til Hopfgarten som aftalt kl. ca. 23.00 en fredag aften i februar.
Vi glæder os allerede til næste år
Og allerede næste dag er vi på løjperne efter en god nattesøvn – og efter et herligt morgenmåltid.
I denne uge viser Østrig og Skiwelt fra sin allerbedste side. Aldrig har sneen været bedre, og solen skinner fra en skyfri himmel samtidig med, at det ene smukke panorama efter det andet dukker op.
Specielt Wilde Kaiser er imponerende, og længere ude i horisonten kan man ane toppen af Østrigs højeste bjerg, Grossklockner. Jo, udsigten fejler ikke noget. Og når samtidig skiløbet er super optimalt, ja, så går det hele op i en højere enhed.
Den østrigske »gemütlichkeit« fornægter sig heller ikke, og i det mangfoldige område finder man mange små, hyggelige bjerghytter, hvor mutter styrer køkkenet, og fatter og den øvrige familie servicerer gæsterne.

Hohe Salve er med sine 1829 meter et af de højeste punkter i Skiwelt-området. I baggrunden ses den lille kirke med tilhørende kapel.
Efter en uge på brædder er det tid til at vende næsen hjem igen. Vi har allerede reserveret værelserne hos byens (Hopfgartens) tidligere borgmester og hans hustru Annemarie. Sidstnævnte opvarter os hver morgen, hvor vi allerede kl. 8.00 er klar til det blødkogte æg og et rigt udvalg af morgenbordets fristelser plus den obligatoriske og medbragte Doktor Nielsen-dram.
Selve Hopfgarten er en lille hyggelig by med ca. 3000 indbyggere. Selve centrum omkring den imponerende kirke, Skt. Jakob og Leonhard, der blev bygget fra 1758 til 1764, er særdeles charmerende.
Husene smukt udsmykket med udskæringer, karnapper og vægmalerier som ekstra elementer til at fuldende indtrykket af idyl og hygge.
Hele ugen var vi næsten begunstiget af »kaiserwetter,« og da sneen samtidig lå tykt og fint hele vejen fra top til bund, ja, så blev det på mange måder en fantastisk uge.
Vi glæder os allerede til næste år. Værelserne er reserveret, og allerede her i slutningen af marts er det muligt at bestille flybilletter til München for små 1500 kr. Derfra går det så videre med toget til Wörgl. Eller også kan man bestille de såkaldte shuttle-busser, der kører fra lufthavnene i hhv. Salzburg, Innsbruck og München.
Få steder med afterski
En uge på ski i disse herlige omgivelser kostede alt inklusive (liftkort ca. 1500 kr. for en uge) 7500 kr., hvilket må siges at være overkommeligt med både transport, indkvartering og lommepenge til mad og drikke indeholdt i de 6000 kr. Således betalte vi kun 32 euro pr. dag for at bo komfortabelt med morgenmad inkluderet.
Afterskiing er der derimod ikke så meget af i Hopfgarten. Rundellen »Rundell Café Aprés Ski Bar« i nærheden af liften, er det nærmeste, man kommer det, vi kender fra de mere kendte skisportssteder i Østrig.
Men for os, der har rundet de 50, så er det altid hyggeligt at slutte skidagen på Post overfor kirken, hvor mutter nu har resideret i en menneskealder, og hvor en stor øl kun koster 2,75 euro.
Det er også her, de lokale tæsker kort fra om formiddagen og til ud på eftermiddagen.
Hjemme i Danmark har vinteren været lang, og selv om mange er blevet trætte af sne, så er det noget helt andet, når den falder i Alperne.












