RejserKappadokien i det centrale Tyrkiet er et natur- og kulturfænomen uden sidestykke. Bizarre landskaber, som både kan nydes fra jorden og fra oven i en ballon, samt oldkristne kirker og klostre gravet ind i den bløde tufsten med de bare næver.
Solen er netop stået op over horisonten, mens vi langsomt stiger til vejrs. Men den gemmer sig bag en lavthængende sky, så farverne forbliver endnu en anelse tamme over landskabet. Til gengæld når de sprøde solstråler det vældige snedækkede bjerg Erciyes langt ude mod øst.
Et drømmerisk slaraffenland af både natur og kultur, hvor man vil opdage, at en uge flyver af sted
Skipper åbner for gasbrænderen, og det ledsages af en voldsom buldrende lyd, når den sender sin varme luft op i den enorme ballons indre. Umiddelbart efter stiger vi hastigt op i en kilometers højde i den klare morgenluft.
En ballonfærd over en af klodens mest magiske landskaber er alle pengene værd.
Adskillige andre balloner fylder luftrummet her over Göreme i Kappadokien. Fantasien har fået frit løb, når det gælder om at designe ballonerne med farver og figurer. Ikke én af de vel 50 balloner i luften ligner hinanden.
Læs også:
I luksustog gennem syv tidszoner
Lys over Londons hippe East End
Luksusweekend i Nordens designby 2012
Vi er i alt 16 gæster om bord i gondolen, fordelt på fire afsnit og så skipper i midten, som står sammen med de fire gasbeholdere, der rummer den livsvigtige drivkraft. Før opstigningen udtrykte enkelte af gæsterne en frygt for at udvikle højdeskræk. Der høres ikke et ord om det nu, hvor alle har travlt med at suge intenst til sig af de syn af overjordisk skønhed, som maser sig på. Og der er slet ikke tid til at bekymre sig om højdeskræk.
Ubeskrivelig ro
Det er vildt overvældende fra oven at se det bizarre landskab af eroderede tufsten, dybe kløfter og landsbyer, som vi i går så fra jorden. Da var det ellers særpræget og storslået nok, men dette overgår alt.
Især nu, hvor solen er sluppet over denne vældige sky, og kaster et magisk lys over scenen. Roen er ubeskrivelig, bortset fra når styrmanden indimellem åbner for gasbrænderen for at manøvrere.
Det er vildt overvældende fra oven at se det bizarre landskab af eroderede tufsten, dybe kløfter og landsbyer, som vi i går så fra jorden
Ballonen, fyldt med nye masser af varme, fører gondolen op, ned og til siderne uden en eneste rystelse.
Efter at have svævet længst oppe i et kvarters tid, daler vi ligeså hastigt, som det gik op ad. Vi bevæger os ned i en dal, og er så langt nede, så vi lige nøjagtig flugter det øverste af nogle høje og slanke popler. Et par gange sker det dog, at skipper ikke undgår at kappe det øverste af træerne, uden det i øvrigt medfører andet, end vi får et par kviste og blade om bord.
Med stor præcision er han i stand til at manøvrere ballonen igennem hele dalens snirklede forløb. Så går det endnu engang op. Men kun i kort tid, for de 60 minutter, som sejlturen i luftlaget varer, er ved at være passeret.
Humøret kan kun være højt, når man befinder sig i en sikker gondol – med mindre man lider af højdeskræk.
Derpå udser han sig et egnet landingssted, og kontakter via radio mændene på jorden, som kan være til stede og hjælpe os til sikker landing. Så præcis foregår mødet med jorden, at vi faktisk lander på den trailer, som skal fragte gondolen hjem i hangaren igen. Jublen vil ingen ende tage – og der bliver skålet i det obligatoriske glas mousserende vin.
Kappadokien ligger på den anatolske højslette omtrent midt i Tyrkiet. Området dækker et areal som Bornholm, og gennemkrydses af et rimeligt veludbygget vejnet og ikke mindst et hav af vandre- og cykelstier. Et drømmerisk slaraffenland af både natur og kultur, hvor man vil opdage, at en uge flyver af sted.
Sidder man på et højdedrag ved Göreme og skuer ud over landskabet, må man ind imellem forsikre sig om, at det er virkeligt – og at der ikke er iblandet et euforiserende stof i det vand, som der nu og da bliver nippet til, fordi temperaturen er blevet pæn høj.
Erotisk landskab
Kappadokien er i forvejen så tilpas surrealistisk, at der slet ikke behøves noget sanseforstærkende middel for at få maksimalt visuelt udbytte af tingene. Det med de euforiserende stoffer er ikke helt en ubegrundet strøtanke. I 1960’erne, når datidens hippier drog på deres rejser til Indien og Nepal, var et stop i Kappadokien på vej ud eller hjem altid et must, fordi det bidrog til kludetæppet af uvirkelighed.
Kappadokien er i forvejen så tilpas surrealistisk, at der slet ikke behøves noget sanseforstærkende middel for at få maksimalt visuelt udbytte af tingene
Det særlige landskab er et resultat af tre omgivende vulkaners spillen med musklerne for hen ved ti millioner år siden. Lavaen fra de tre udbrud lagde sig som et 150 meter tykt tæppe over plateauet. Lavaen blev i en lang proces omdannet til et blødt tuflag. Gennem tiderne har kombination af vind, regn og frost eroderet sig igennem tuflaget, og har efterladt disse sære skabninger bl.a. af lodrette fallos-lignende mastodonter.
Den bløde tuf- og sandsten har mennesker draget nytte af langt tilbage i tiden. De oldkristne, som måtte flygte fra romerne, da Jerusalem i første århundrede blev ødelagt, søgte nordpå, og fandt her det ideelle sted at gemme sig. De gravede sig bogstaveligt talt med de bare næver ned i tufstenen, og etablerede hele storbyer under jorden, der var ekstremt sofistikerede for samtiden.
Apostlen Paulus var en af notabiliteterne, som var her. Og efter hans martyrdød i Rom fortsatte apostel-kollegaen Johannes med at udbrede det kristne budskab i Kappadokien. Nogle hundrede år senere blev Kappadokien slagmark for krige mellem arabere og byzantinere, og endnu engang måtte de kristne søge tilflugt i hulerne, og helt frem til det 12. århundrede bliver der bygget ikke færre end tusind kirker og klostre i området.
Veludviklet turisme
Først efter Byzans kollaps blev de kristne accepteret og kunne leve i samdrægtighed med deres muslimske naboer. Så sent som i midten af 1800-tallet benyttede de lokale de underjordiske byer som tilflugtssted, da egypterne invaderede Tyrkiet.
I nyere tid er hulerne blev brugt til forrådskamre, hvilket de også bruges til i dag. Mange nye huse er faktisk bygget oven på hulerne, som så anvendes til kældre. Senest er det blevet et stort hit for avancerede hoteller at indrette sig i de gamle huler.
En veludviklet pamflet af tilbud til turisterne sikrer, at der hele tiden er noget at tage sig til, selvom den største attraktion er naturen i sig selv
Kappadokien var helt frem til slutningen af 1980’erne ret ukendt i omverdenen. I dag er det ikke længere en gemt juvel, som kun er kendt af feinschmeckere. I dag har hoteller, caféer og boliger indtaget området, og ganske mange turister finder vej hertil – typisk i forbindelse med en badeferie ved de sydlige kyster.
Heldigvis kan man endnu ikke tale om masseturisme i en grad, så det går ud over intensiteten. En veludviklet pamflet af tilbud til turisterne sikrer, at der hele tiden er noget at tage sig til, selvom den største attraktion er naturen i sig selv.
Kunsthåndværk produceres flittigt på egnen, især pottemagerkunst, og der findes mange gallerier og arbejdende værksteder. Nogle af de underjordiske byer er åbne for besøgende, og en hel del af de byzantinske kirker og klostre kan man også besøge.
Den største enkelte attraktion er Göreme Open Air Museum, som er på Unescos liste over Verdens Kulturarv. Mest på grund af sine storslåede byzantinske freskoer fra 1100- og 1200-tallet. Alle med bibelske motiver hentet fra det gamle testamente og i øvrigt forbløffende intakte.
Göreme er omgivet af den storslåede Göreme National Park, og her findes dale, kløfter og slugte.
Ligegyldig hvor man retter blikket, ser man disse ranke tufstenssøjler med de karakteristiske »hatte« for oven, eller hele klippepartier med udhuggede vinduer og dørpartier.
Enkelte er store nok til, at der er indrettet små klostre og kapeller.
Masser af vandrestier
En håndfuld af disse dale er nemme at nå til fra f.eks. Göreme by, og kræver ikke mere end tre-fire timer at vandre igennem. Tre af de mest besøgte af dalene er Kizil Dalen (Den Røde Dal), Zemi Dalen (Kærligheds Dalen) samt Güllüdere (Rose Dalen).
Navnene på dalene er ikke helt ved siden af. Zemi Dalen, rummer f.eks. særligt mange af disse fallos-lignende mastodonter. En gruppe af japanske kvindelige turister fniser lidt genert næsten konstant gennem hele dalen.
