RejserSainte-Foy er en hemmelighed, man ikke kan holde på. Den lille bjergby ligger perfekt placeret med nem adgang til flere store og kendte skiområder.
Vi jager jomfrusne, og lidenskaben bragte os til Sainte-Foy Tarentaise. Alpeflækken i Savoyen, der kan reklamere med fire lifte og 14 præparerede nedfarter, lyder norsk i størrelse, men er reelt udgangspunkt for kilometervis af storslået skiløb.
Fire lifte og 14 præparerede nedfarter, lyder norsk i størrelse, men er reelt udgangspunkt for kilometervis af storslået skiløb
Det vidste vi fra et ophold sidste år. Havde vi glemt det, skulle vores unge farverige vært Ben Farley nok minde os om det.
Der hvor offpisteskiløbet slutter, dukker tit en charmerende restaurant op. Vi endte den sidste dag på Restaurant Chez Mérie. Den er ikke blot berømmet i Sainte-Foy, men i hele Savoyen for sit rustikke køkken.
»Hvis du tegner lige linjer mellem de berømte skisportsområder – Val d’isère, Les Arcs, La Rosiere, finder du Sainte-Foy i midten. Vi er centrum for verdens bedste skiløb,« formanede Ben Farley flere gange undervejs.
Læs også:
En italiensk offpiste-perle
Skiløb uden grænser
Alpernes første VIP-klub
Han er englænder og driver chaletet Alpine Culture. Chaletet er en ejendommelig krydsning af et luksushotel og en forblæst bjælkehytte.
Morgenmad og aftenmaden, som tilberedes en dygtig kok, serveres på første sal. Der sidder man om et vældigt egetræsbord og spiser med de andre gæster, mens Ben Farley som en anden John Cleese i Halløj på badehotellet vimser rundt og causerer, før han i næste øjeblik drøner ud i køkkenet for at give personalet instrukser.
Afslappet afterski
Værelserne ligger i stuen og i en tilbygning. Der finder man også saunaen og et mindre træningsrum, hvor man kan få massage af et par lokale hænder, hvis man bestiller tid.
Chaletets scoop er en åben stue på første sal, hvor man slænger sig i sofaer og store stole, når man kommer hjem efter dagens skiløb og et bad. Før man ved af det, sidder man med en gin & tonic i hånden og sludrer med andre gæster på chaletet, ofte englændere i øvrigt.
Man er ikke bundet til et skiområde. Der er tre-fire skiområder foruden Val d’isère og Tignes inden for en halv times kørsel fra Sainte-Foy og Ben Farleys chalet
Drinkene i stuen serveres ligesom vinen til maden med løs hånd. De våde varer er indregnet i overnatningsprisen. Det er til at forstå, især for en flok tørstige mænd, og bidrager til oplevelsen af afslappet hytteliv.
Under morgenmaden lægges dagens skiplaner, eller rettere, Ben Farley kommer forbi og siger:
»Hi guys, vi tager til Les Arcs i dag,« eller »Hi guys, jeg har fundet en bjergguide til jer. Han er her kl. 9.15.«
Ned på knæ, og hold på hue og briller. Der er ikke blot larm i luften, når skihelikopteren lander, men også en mindre snestorm forårsaget af helikopterens rotor. Kun bjergguiden Ludo bliver stående.
Vores bjergguide i år var Ludo. Han er tidligere landsholdsløber i langrend. I dag passer han – efter sigende – en lille hønsefarm, når han ikke agerer bjergguide med licens til at føre skiløbere ud i offpisten og ned over gletscherhang.
Ludo tog os blandt andet til Tignes og Val d’isère. Det måske mest berømte skiområde i verden ligger 20 minutters kørsel fra Sainte-Foy. Ben Farley håndterer logistikken ved at sende gæsterne ind i en af sine SUV’er og køre dem til Tignes og Val d’isère, eller derhen hvor de nu vil bedrive dagens skiløb.
Brede ski er uduelige på en præpareret piste, men i den dybe sne hersker de totalt. I Baggrunden Alpernes højeste bjerg, Mont Blanc
Det kan lyde besværligt, men det føles egentlig luksuriøst at blive kørt i bil hver morgen fra dørtærsklen til liften. Og det giver en fantastisk fleksibilitet. Man er ikke bundet til et skiområde. Der er tre-fire skiområder foruden Val d’isère og Tignes inden for en halv times kørsel fra Sainte-Foy og Ben Farleys chalet.
Den sidste dag i Sainte-Foy valgte vi heliskiing. Vi steg i bilen og kørte i strålende sol til en mindre parkeringsplads på dalsiden. Ludo og en makker pakkede vores ski og stave i to bundter og bad os tage rygsækkene af. Et kvarter gik hen, og så brød en dyb dunken den engleblide stilhed.
»Første gruppe,« befalede Ludo, og de første fire af vores syvmandsgruppe tog deres rygsæk, bevægede sig hen til et lille plateau og satte sig på hug.
I næste sekund bragede en helikopter op af dalens dyb og landede let som en fjer foran vores fire kammerater. De hoppede om bord, og væk var de.
Offpiste i 2188 meter
Ti minutter senere stod vi selv på helikopteren. Den fløj os til et nyt plateau i nærliggende La Rosière, hvor de andre ventede. Lige der ved det lille Skt. Bernhards pas i 2188 meter højde, hvor Tour de France-feltet mange gange har passeret forbi en varm sommerdag, må helikoptere om vinteren få lov at stige til bjergtinderne og sætte skiløbere af.
Når man endelig sættes af på Alpernes allerøverste etage, handler det om at stramme bindingerne, så skiene ikke falder af og forsvinder, hvis man styrter, og lytte til, hvad bjergguiden siger. Man pjatter ikke med sneskred og løse klippestykker, og heller ikke gletsjerspalter, der kan være svære at spotte.
Ellers skal man bare om at nyde nuet i den uendelige jomfrusne. Og det gjorde vi, til vi lykkelige hen på eftermiddagen stillede skiene uden for restauranten Chez Maríe for at indtage vin, t-bone-steak i størrelse XL og grillet lammekølle.
