RejserBørsens Karsten Engmann Jensen mødte den danske millionær og skientusiast Lars Tvede til en actionfyldt omgang rigmands-ski, hvor man ikke venter på frie pladser i liften.

Hold da fast for et sug i maven!
Sådan lyder første kommentar, da Børsen lørdag lige er sprunget ned fra en helikopter på en bjergtop 3700 meter over havet ved Verbier i Schweiz.

Pludselig er larmen væk, og vi er alene med naturen 

Indrømmet. Man føler sig lidt sej, når man sætter sig ind i helikopteren nede i dalen og bemærker de forbipasserendes misundelige blikke. Godt 20 minutter senere skal vi springe ud af helikopteren og lægge os fladt i sneen med skiene.

Tag en dyb indånding og tag med på heli-ski:

TV Indslag

Se mere Pleasure TV

Læs også:
Skiløb uden grænser
Alpernes første VIP-klub
La Grave - Myter om overdreven offpiste

Helikopteren hænger stabilt omkring 30 cm over den øverste top, mens sidste mand bevæger sig fra de varme sæder ud i kulden, blæsten og ikke mindst en øredøvende larm. Guiden har besluttet, at vi skal sættes af på en flade, der mest minder om et stort spisebord, hvor der er mere klippe end spisebord.

Sidste dråbe adrenalin var brugt op 

Pludselig er larmen væk, og vi er alene med naturen. Siden helikopteren lettede fra dalen, har følelserne bevæget sig fra det seje felt, og ned gennem fortrydelse og bunder i den gamle traver – mooar hjææælp! Den klare sol, den hvide sne og det overvældende landskab bringer dog hurtigt et euforisk sus frem i frontallapperne. Men flere følelser skal melde sig!

Der skal ikke meget plads til før end helikopteren kan smide sin last af puddersnes-hungrende danskere af

Underligt nok bliver sikkerhedsudstyret først tjekket netop på toppen af bjerget, hvor alting kan gå galt ved det mindste skridt til den forkerte side. Melding, alt ok, og så på med skiene.

De første 200 meters højdefald sker på en stejl kløvet hældning med mange klipper. Har man en gang prøvet at tabe sine ski ved at ramme en klippe, reagerer man ved den mindste lyd fra underlaget med et vægtskift til den anden ski. Det første fald er – qua de mange klipper – for smalt til at dreje. Vi må alle skrænse hele vejen, uuurgh.

Så kommer forløsningen. Bjergguiden sender os af sted en og en i de 60 centimeter nyfaldne puddersne. Der er som at glide i smør, og vi jubler alle, mens vi gynger op og ned i bløde sving. Så kan lykken næsten ikke blive større.

Lars Tvede i fuld mundering

Guiden er særligt tændt i dag. Normalt må han kun tage folk ned fra tre punkter i området. Men når pressen er på besøg, må helikopteren lande alle steder. Det skal udnyttes på en dag, hvor vejret er skiftet fra tungt snevejr til klar sol og høj frost – sådan som man kun hører i løgnehistorierne.

Vi lægger os i sneen og venter på det næste løft. Først hører vi en brummen, så kommer helikopteren flyvende rundt om et klippefremspring, passerer os i høj fart, flyver op i luften og vender 180 grader i vandret position for at vise os, at også piloten er opsat på sjov i dag.

Ned kom vi alle, men skuffelsen var synlig hos guiden, da Børsens udsendte meddelte, at der ikke var mere krudt i kroppen 

Nu skal vi ligge særligt fladt i sneen, for helikopteren er nødt til at lægge bugen helt ned i sneen, hvis vi skal have en chance for at kravle op fra den to meter dybe og bløde puddersne.

De første løft går strygende i ren beruselse over, hvor smukt og fantastisk det er at føle sneen helt op på lårene, når man cruiser ned af bjergsiderne. Kræfterne slipper dog snart op, og følelsen »opgivelse« trænger sig på. Efter en årrække med fast grund under fødderne på grund af en voldsom rygskade, er der nemlig grænser for, hvor meget man kan præstere i den tynde luft, og trætheden melder sig da også.

Kammerater på ski. Karsten Engmann Jensen og Lars Tvede

Desværre er trætheden ikke uden konsekvens. Et skift i sneens struktur bliver overset og fjaaang. Skiene fisker sig fast i den tungere sne, mens skienes herre forsætter med hovedet først ned i sneen – kan i øvrigt ses i tv-indslaget af alle, der har lyst til et godt grin.

Og hvordan er det så lige, man kommer op fra en position på hovedet, når sneen er dyb og blød hele vejen rundt? Man kan forsøge at dreje sig, men det er svært, når man ved, at en mistet ski kan blive skæbnesvanger for resten af turen.

Ned kom vi alle, men skuffelsen var synlig hos guiden, da Børsens udsendte meddelte, at der ikke var mere krudt i kroppen. Til gengæld var lettelsen stor, da vi sad sikkert i en hytte med frisk brød, tørret kød, lokale oste og sød vin fra guidens egen familie.

Og hvordan var følelserne så i denne sidste fase? En underlig fornemmelse af, at lungerne var tømt for luft. En klar fornemmelse af at sidste dråbe adrenalin var brugt op. Og endelig en dejlig følelse af smerte i lårene, som har arbejdet flere timer i træk på en mildest talt dejlig uvant måde.

Læs også:
På ski i en krigszone
Koldkrigs-tysker bliver genfødt
En italiensk offpiste-perle