Livet er bestemt værd at leve, når man befinder sig i bassinet på tagetagen af Thermae Bath Spa.

11.03.2010 tekst: Jesper Møller foto: Jesper Møller og PR

Tag bad i Bath

RejserRomerne var de første til at bade i de varme kilder i den engelske by Bath, og i dag kan alle gå i romernes fodspor i en topmoderne spa.

Skyerne driver langsomt på tværs af den blå himmel, mens domkirkens imposante tårn og spir tager sig dekorativt ud i forgrunden.

Den er ikke blot en spa som så mange andre, men derimod den eneste i Storbritannien, hvor man kan bade i vand fra underjordiske varme kilder 



Jeg nyder udsigten, mens jeg fuldstændig afslappet flyder rundt i bassinets dejligt varme vand. En lang blå korkslange, der kan bøjes rundt om kroppen, holder mig oppe, så jeg kan koncentrere mig om at nyde livet.


The Royal Crescents statelige palæer danner en overdådig halvcirkel med over 100 joniske søjler.

Velkommen til tagterrassen på Thermae Bath Spa i den sydvestlige engelske by Bath. Den er ikke blot en spa som så mange andre, men derimod den eneste i Storbritannien, hvor man kan bade i vand fra underjordiske varme kilder.

Læs også:
I luksustog gennem syv tidszoner
Familiefest i fjeldet
Lys over Londons hippe East End

Fra tre kilder i centrum af byen strømmer der nemlig hver dag over en million liter 45 grader varmt vand op fra undergrunden.

Vandet faldt som regn for 10.000 år siden og trængte siden flere km ned i jorden, hvor det blev opvarmet og siden returneret via kilderne.

Vandet køles ned til 34 grader, inden det pumpes ud i bassinerne i Thermae Bath Spa, hvis største aktiv er det udendørs bassin på tagterrassen med den formidable udsigt over byen.


Bath har et livligt centrum, hvor gøglere, musikere og andet godtfolk jævnligt optræder.

Den tre år gamle spa rummer desuden dampbad, aromabade samt muligheden for diverse personlige behandlinger.

Endelig må man ikke glemme, at vandet er fyldt med en stribe forskellige mineraler, der skulle være ganske sunde for huden.

Ypperlig arkitektur

Romerne var de første til at benytte byens varme kilder til badning, og siden er utallige andre fulgt i deres fodspor. Derfor er Bath et godt og passende bynavn.

Store dele af romernes gamle badeanlæg står endnu og fungerer som byens bedst besøgte museum. På kølige dage stiger damp op fra det lune vand og giver stedet en ganske særlig stemning.

De overdådige bygninger er sammen med de romerske bade hovedårsagen til, at UNESCO har sat Bath på den eftertragtede verdensarvsliste over klodens mest bevaringsværdige lokaliteter 



Bath oplevede sin storhedstid i 1700-tallet, da byen grundet de varme kilder blev et yndet kursted for datidens aristokrati. Overklassen skulle naturligvis bo standsmæssigt, når de var på ferie, og en perlerække af elegante honninggule pragtbygninger blev derfor opført.

Hovedparten står der stadig og giver også i dag Bath et skær af velstand og elegance.


Avon-floden flyder idyllisk gennem Bath, og Pulteney-broen anses for at være en af Englands smukkeste.

Mest imponerende er The Royal Crescent, hvor 30 statelige palæer er bygget sammen, så de danner en overdådig halvcirkel med over 100 joniske søjler. Næsten lige så flotte bygninger findes rundt om hjørnet omkring pladsen The Circus.

De overdådige bygninger er sammen med de romerske bade hovedårsagen til, at UNESCO har sat Bath på den eftertragtede verdensarvsliste over klodens mest bevaringsværdige lokaliteter. Ingen andre steder i Storbritannien er en hel by blevet optaget på listen.

Imponerende shopping

Bath er i dag et meget populært turistmål med næsten fem mio. årligt besøgende, og de mange turister giver grobund for et imponerende handelsliv med usædvanligt mange forretninger for en by på Baths størrelse. Iblandt er både spændende specialforretninger og trendy modebutikker, og her kan selv den mest inkarnerede shopaholic få sine lyster styret.

Bath en ualmindelig dejlig, flot og hyggelig by 



Aften- og nattelivet er også ganske livligt, og det skyldes primært det faktum, at byen har mange unge indbyggere, der studerer på byens universitet og andre videregående uddannelser.

Også på den kulinariske front er Bath langt fremme i badetøflerne. I centrum finder man en lang række glimrende restauranter med dejlig mad til relativt overskuelige priser.

Et godt eksempel er The Moon and Sixpence samt Jamie’s Italian, der begge ligger på Milsom Place.

Jamie’s Italian er en af tv-kokken Jamie Olivers italiensk-inspirerede kæderestauranter.

I den lettere kulinariske afdeling kan man sætte tænderne i den berømte Sally Lunn’s Bun. Sally Lunn var en fransk flygtning, der i slutningen af 1600-tallet kom til Bath og blev berømt for sine lette og velsmagende boller.

De bages stadig hver dag i det hus, hvor Sally Lunn i sin tid boede, og som i dag er byens ældste bygning. Huset stammer tilbage fra 1482, og det ligger i en af de mange gågader, som Bath er så dejlig rig på.

Grønt åndehul

Bath indbyder til vandreture rundt i de smukke gader, og når benene efterfølgende skal hviles, findes der også råd for det.

Byen rummer således adskillige dejlige parker, og den absolutte perle i denne sammenhæng er Parade Gardens. Parken ligger i en lille forsænkning, hvor der ofte er læ for vinden og derfor varmere end i resten af byen.


Trods sin status som en mellemstor provinsby rummer Bath et ualmindeligt stort udvalg af butikker.

Det en sand fornøjelse at placere sit korpus på en bænk eller i en af parkens liggestole og nyde solen – hvis den er fremme. Ellers er der meget andet at nyde i form af de smukke blomster og imponerende grønne græsplæner. De kan altså noget, de englændere, når det handler om græsplæner.

De grønne bakker

Cascade Gardens ligger lige ned til floden Avon, der dovent flyder gennem byen. En sejltur på floden er en anden mulighed for behagelig passiv adspredelse.



Endelig ligger Bath i et af Englands mest naturskønne områder, hvor omegnen byder på talrige spændende udflugtsmuligheder. Selve byen ligger også smukt omgivet af grønklædte bakker.

Bath en ualmindelig dejlig, flot og hyggelig by. Med sine 85.000 indbyggere er den et godt eksempel på, at det ikke kun er millionbyer eller små pittoreske landsbyer, der er værd at besøge i England.

borsen statistik bnt
Land
Storbritannien
By
Bath
Se også
Nyd Salvador Dali-landskabet i Grækenland
Mageløse Mauritius
Storbyferie med hvalsafari
Fakta
Om Bath Baths mange seværdigheder kan godt opleves på en lang hæsblæsende dag, men det ideelle er at tage en overnatning og have to dage til rådighed. Den nemmeste måde at komme til Bath fra Danmark er at flyve til lufthavnene Heathrow eller Gatwick i London, hvorfra der går direkte National Express-busser til Bath. Fra Paddington Station i London går der dagen igennem mange tog med stop i Bath. Baths nærmeste storby er Bristol, der ligger omkring 20 kilometer væk. Læs mere om Bath på byens officielle hjemmeside www.visitbath.co.uk. Andre nyttige hjemmesider er www.cityofbath.co.uk, www.thermaebathspa.com og www.romanbaths.co.uk. På www.visitbritain.dk, som er hjemmesiden for det britiske turistkontor i Danmark, kan man finde gode rejseråd samt købe togbilletter m.m. i internetbutikken.
Børsen Weekend
 
 
 

Seneste rejse artikler


 
 
 

Seneste