RejserPrivat strand. Privat butler. Privatliv. Pleasure indlogerede sig i en villa ud til det Indiske Ocean og fik verdens kulturarv foræret på et sølvfad.
Hvad er det egentlig, der gør en rejse uforglemmelig? Er det alskens luksus, er det maden, solen eller naturen? Ja, men det er bestemt også Teddy, Sandya og Beeloo samt alle de andre, der er med til at få vores rejse til at gå op i en højere enhed. Det er mennesker, der ved, hvad forkælelse er for en størrelse.
Villaen er den ultimative luksus for dem, der tjekker ind på det femstjernede resort, der selvfølgelig bare hedder Paradis Hotel & Golf Club
Det er for eksempel Teddy, der allerede står klar med morgenmaden, frisk frugt og et forsigtigt smil, da vi ankommer til vores villa helt ude på den sydvestlige kant af tropeøen Mauritius. Teddy er vores butler.
Til den private villa hører egen strand, golfvogn samt butler, der bl.a. sørger for, at der altid er frisk frugt til morgenmaden.
Det er hans opgave at sørge for, at vi ikke lider nogen nød i løbet af de næste fem dage, hvor den knap 300 kvadratmeter store villa udgør vores hjem. Nu er vi kun to personer, så når aftenen sniger sig på, kan det virke lidt som et spøgelsesslot, men om dagen er det ren svir.
Læs også:
Strandparadis excl. turisthelvede
Hmm? Menneskelig sengevarmer på hotellet
Aber, krokodiller og flodsvin i hemmeligt fransk paradis
Hvordan forklarer man ellers den enorme terrasse med skinnende blanke træplanker, den velplejede græsplæne med liggestole og nye håndklæder, den private strand med et lille rev fyldt med farvestrålende fisk – bare 10 meter fra strandkanten? Jo, det er paradis. Villaen er den ultimative luksus for dem, der tjekker ind på det femstjernede resort, der selvfølgelig bare hedder Paradis Hotel & Golf Club.
Villa med egen vogn
Villaen er for dem, der ikke vil nøjes. Det synes at være mantraet for de gæster, der i stedet for en suite vælger en af de afsidesliggende villaer, der ligger fem minutters køretur – i den tilhørende golfvogn, naturligvis – fra de andre gæster og hovedbygningen.
Livet i villaen byder derfor på langt mere ro og mulighed for privatliv – altså hvis man lige ser bort fra butleren Teddy, der dukker op hver morgen ved ottetiden og først forlader huset igen hen på eftermiddagen.
Det er altså ikke for sjov, når hotellerne her ved Le Morne smykker sig med sloganet: 'Dream is a serious thing.'
Teddy klarer det hele – fra morgenmad over rengøring til bordreservation på en af de syv restauranter, der ligger i området. Favoritten er den mindre, men desto mere rolige strandbar Le Morne Plage, der har en Caesar Salad, som også nordmændene i villaen ved siden af taler godt om.
Danskere skal vi derimod se langt efter. Det er primært franskmænd, englændere og tyskere, der gæster Paradis. Men det er en skam, for i vores lille hjørne af øen ligger bl.a. den smukke og samtidig tragiske Le Morne-klippe, der af Unesco er udpeget til verdens kulturarv.
Det 556 meter høje vidunder var i begyndelsen af 1800-tallet tilflugtssted for de slaver, der ikke længere ville finde sig i den behandling, de fik på de store sukkerplantager, der både dengang som nu, er en væsentlig del af Mauritius’ handel med omverden.
Da slaveriet blev afskaffet i 1835 rejste en britisk delegation op på klippesiden for at fortælle slaverne, at de var frie og kunne rejse hjem til deres familier. Men slaverne forstod ikke, hvad kolonimagtens udsendte sagde, så mange af dem sprang i døden fra de stejle klipper. En barsk fortælling, der endnu i dag danner baggrund for den årlige fejring af slavernes frigivelse. For her på øen har ingen glemt, at Mauritius i flere hundrede år var en ø, styret af fremmede kolonimagter.
Alle verdens højtider
Bee-loo er eksempelvis fjerde generation i en indisk familie, der kom hertil som gæstearbejdere efter slaveriets ophør. I dag står han midt i vores have og anretter aftensmaden (se boks til venstre) med stor omhu og perfektion.
»Alle her på øen er jo efterkommere. Det forklarer også, hvorfor vi har så mange religioner. Der er jo både hinduer, muslimer og kristne. Men vi lever faktisk side om side og har det godt med hinanden. Vi fejrer endda alle hinandens højtider,« siger Bee-loo og griner, da han tilføjer, at de for eksempel har hele syv nytårsaftener i løbet af et år.
Paradis samt nabohotellet – det ligeledes femstjernede Dinarobin –har særlige »bryllupspakker« designet til at fuldende drømmen om den evige kærlighed
»Desværre er det kun fem af dem, der er officielle fridage,« siger han. I Mauritius er man stolt af denne multikultur, som er blevet til gennem generationer. En regnbuenation, kalder de sig. Rejser man lidt uden for hotellets mure – hvilket stærkt kan anbefales – møder man overalt små eksempler på dette lille lands evne til at imødekomme folk.
Ved indkørslen til hindutemplet ved Grand Bassin – eller Ganga Talao, som den hellige sø også kaldes – står der således en marmorsten med følgende indgravering:
»One Island. Many People. All Mauritians« (En ø. Mange mennesker. Alle mauritiere, red.).
Spørger man Sandya, der er vores guide på en tur rundt på øens sydkyst, er denne åbenhed og accept af andre menneskers baggrund og religion da også et særkende for øen. Hun er selv hindu, men blev for et års tid siden gift med en katolik.
De mødtes gennem fælles venner, og sådan gik det til, at parret fejrede deres kærlighed i en fire dage lang ceremoni med 800 gæster, otte forskellige kjoler samt et hav af mad, mad og atter mad.
»Ja, vi valgte jo et lille bryllup, for vi skulle både igennem en hindu-ceremoni og bagefter en katolsk. Hernede er det ikke unormalt at invitere op mod 1200 gæster, men vil holdt os til at invitere de nærmeste,« siger Sandya og smiler.
Kærligheden blomstrer
Hun ved godt, at de lyder helt skørt i vores ører, for hun har selv boet i Europa, bl.a. i Tyskland, hvor hun arbejdede som au pair for at lære sproget. I dag har hun været guide i otte år og venter sit første barn til foråret. Da vi spørger, hvilket sprog barnet så kommer til at tale, svarer hun »alle.«
»Vores officielle sprog er jo engelsk, og derfor er alle dokumenter fra myndighederne på engelsk. Men folk på øen taler som regel fransk med hinanden. Og størstedelen taler også kreolsk – altså en blanding af fransk og afrikansk. Der er faktisk hele ni sprog på øen, der alle knytter sig til de forskellige religioner. Dertil kommer så 33 dialekter,« siger Sandya.
Hjemme i villaen er det tid til at puste ud. Teddy serverer litchies – eller kærlighedsfrugter – som de også kaldes. Umiddelbart ser de en smule fjendtlige ud med deres hårde, rødlige og piggede skal. Men åbner man dem først op, kan man sætte tænderne i det mest læskende, søde frugtkød.
Ude i horisonten ser vi endnu et par, der står tæt omslynget og beundrer solnedgangen. Sikkert et brudepar. De er overalt – disse honeymooners. Stedet virker som en magnet på unge som ældre elskende, og både Paradis samt nabohotellet – det ligeledes femstjernede Dinarobin –har særlige »bryllupspakker« designet til at fuldende drømmen om den evige kærlighed.
Det er altså ikke for sjov, når hotellerne her ved Le Morne smykker sig med sloganet: »Dream is a serious thing.«
