RejserDet gamle og triste immigrations- og arbejderkvarter East End har på få år ændret sig, og nu er bydelen måske den mest sprudlende og nyskabende i hele storbyen.
Londons East End er en sand fest for sanserne og mangfoldigheden. Bydelen, som indtil for ikke så mange år siden var et gråt og trist arbejderkvarter, har forvandlet sig til ukendelighed. Som det er sket – og stadig sker – i mange af vestens storbyer, så er det ofte de yngre, de kreative og lidt sprælske eksistenser, som får øjnene op for et kvarters muligheder.
Her er uendelig megen charme, atmosfære og mangfoldighed
Tit skal der ikke så meget til for at friske op og tilføre nye dimensioner til husene, gaderne og pladserne. For en by som London med masser af mennesker og dyre huslejer kan det også ofte være behovet for boliger, der er til at betale, som er den umiddelbare grund til at erobre bydele, som ikke ellers har været attraktive.
Kunstnerisk opfindsomhed og fantasi støder man på overalt i East End.
Nu er der så forudsigeligt sket det, at East End absolut ikke længere er i den billige ende, når vi taler om kvadratmeter-pris. Så hvem ved, hvilke områder af kæmpebyen, der lige nu er i kikkerten blandt bydels-spotterne. Kvarterer, som i dag højest aftvinger et skuldertræk, men om få år er hippe.
Læs også:
Femstjernet ferie til lavpris
I luksustog gennem syv tidszoner
Med en riffel som rejsemakker
At kalde East End køn vil være en overdrivelse. Mange af bygningerne står stadig lidt afskallede og bare – ja, misligeholdt vil nogen måske lige frem mene.
Skønhed i klassisk forstand er der for resten ikke så meget af London, som kan bryste sig af, måske bortset fra områder i Kensington, Chelsea og Knightsbridge, som bl.a. har deres karréer af karakteristiske hvide victorianske rækkehuse.
Danskeren Marie Nielsen arbejder i galleriet Pure Evil Gallery, og hun er med til at sælge kunst, som om få år kan være i verdensklasse.
Stort set intet af fordoms storhed findes i East End, netop fordi kvarteret siden 1800-tallet altid har været betragtet som hørende til proletariatet – først immigranter og fattige, senere arbejdere. Til gengæld er her uendelig megen charme, atmosfære og mangfoldighed.
På en weekendtur til London kan man med stort udbytte vælge at sætte fokus alene på dette område. Der er stof nok til et par dages intense oplevelser af snart sagt enhver karakter: Kunst, musik, mad, design, mode, markeder og ikke mindst et broget folkeliv.
Banglatown
East End er ikke helt klart afgrænset, men »eastenders« betragter bydelen som området øst for City og nord for Themsen. Kvarterets pulsåre er Brick Lane, og her kunne vi næsten lige så godt være i en indisk storby for talrige af byens indere og bangladeshier har valgt at slå sig ned her. I folkemunde hedder området da også Banglatown.
Her trænger duftene fra spændende krydderier sig ind i næseborene, når man spadserer forbi butikker og restauranter
Her trænger duftene fra spændende krydderier sig ind i næseborene, når man spadserer forbi butikker og restauranter. Om søndagen rykker boderne ud på både Brick Lane og de nærliggende gader og forvandles til et kæmpe gademarked.
Antikvariater tilbyder virkelige fund fra ældre tider. Og priserne følger selvfølgelig med.
Enkelte jødiske forretninger er der også plads til, hvor især den døgnåbne bagleforretning i nr. 159 er værd at stå i kø udenfor.
Søndagsmarkeder
Netop på en søndag bør man slentre et par gader nord for Brick Lane til Colombia Road-blomstermarkedet, som er åbent mellem kl. 8 og 14. Næppe for at proviantere med nogle af de titusinder af blomster og planter, men alene for at nyde synet af dem – og ikke at forglemme de engagerede sælgere, som kæmper om kundernes opmærksomhed.
Det er jo også her i East Ends gyder og stræder, at historiens første seriemorder, Jack the Ripper, huserede i slutningen af 1880-tallet
Tilbage via Brick Lane går det til et andet af East Ends berømte markeder, Spitalfields Market. Det er Londons ældste marked og ligger tæt på Liverpool St. Station.
Spraglede, farverige og skødesløse East End på en klar dag.
Selve gåturen hertil er det hele værd. Især får man et rigt indblik i graffitis mange facetter, og man indser forskellen mellem, hvad der er regulært hærværk, og hvad der faktisk er sofistikeret leg med en spraydåse med en idé og originalitet bag. Om man så bryder sig om graffiti som udtryksform eller ej.
Dansker sælger kunst
Hoxton Square er et andet af East Ends pulserende knudepunkter – både om dagen, og når mørket er faldet på.
Det er hjemsted for White Cube Gallery, hvor mange af de nu etablerede, moderne kunstnere kendt som YBA’s (Young British Artists) første gang udstillede. Gaderne ud fra pladsen bugner af små og lidt større gallerier.
Ingen tvivl om, at vi befinder os i et multikulturelt distrikt omkring Brick Lane. Her med gadekunst i en sjælden klasse.
At dømme efter antallet af disse gallerier kunne man tro, at London har erobret verdensscenen for ny, moderne kunst. I et af dem, Pure Evil Gallery, som ligger i gaden Leonard St. nr. 108, møder vi unge danskeren Marie Nielsen, som arbejder i galleriet sammen med dets ejer:
»Vi bor i hjertet af Shoreditch, som i dag er East Londons mest trendy kvarter og fødested for en stor del af landets største gadekunstnere. Galleriet er både et kunstneratelier og et showroom, og vi viser nye udstillinger med kunstnere fra hele verden en gang om måneden. Om aftenen er der fuldt knald på kvarteret med alle de barer, diskoteker, klubber, restauranter og musiksteder, som findes her i Shoreditch,« fortæller Marie Nielsen.
Men det er jo også her i East Ends gyder og stræder, at historiens første seriemorder, Jack the Ripper, huserede i slutningen af 1880-tallet. Han havde flere ofre på samvittigheden, heriblandt fem prostituerede, som han bestialsk myrdede indenfor to måneder. Men han blev aldrig idenficeret.
Og så et godt råd: Den kendte engelske tv-serie »East Enders«, som BBC har sendt siden 1985, beskriver hverdagen for en gruppe mennesker i bydelen. Men det er et fiktivt sted, så brug ikke tid på at lede efter lokaliteten.
