RejserFølg med gennem syv tidszoner, og læg 7500 km jernbane bag dig. Med start i Beijing satte vi os til rette i en luksuskupé og tog turen tværs gennem Sibirien til Moskva.
Jeg sad og ventede på mine medpassagerer, som på en dom, hele tiden i det håb, at togstammen pludselig ville sætte i gang, så jeg kunne lukke døren og forskanse mig i den tomme kupé.
Rejsen foregår nemlig ikke med de sædvanlige russiske jernbanetransporter af tvivlende standard, men derimod med et privat luksustog chartret af det tyske rejsebureau Lernidee
Sådan skriver forfatteren Carsten Jensen i sin roman »Jeg har set verden begynde.« Beskrivelsen gælder begyndelsen af hans rejse gennem Sibirien og udtrykker hans bekymring for, hvem der vil indfinde sig og indtage de øvrige tre køjer i firemandskupéen. En kupé uden toilet, endsige bad, som begge er faciliteter, man deler med togvognens øvrige passagerer.
Jeg lukker bogen med et smil og trykker på knappen, som forvandler flyets sæde til en seng, et svævende natteleje på vejen fra København til Beijing. Smilet skyldes, at jeg ligesom Carsten Jensen skal krydse Sibirien pr. jernbane, men helt uden bekymring for eventuelle medrejsende.
Læs også:
Skiferie i Afrika - kan man virkelig det?
En italiensk offpiste-perle
Råt og luksuriøst på Østens Hawaii
Rejsen foregår nemlig ikke med de sædvanlige russiske jernbanetransporter af tvivlende standard, men derimod med et privat luksustog chartret af det tyske rejsebureau Lernidee, der har eneret på at sende en privat togstamme hen over Sibirien.
Den transsibiriske odyssé tegner til at blive ganske komfortabel allerede fra begyndelsen, da en privatchauffør venter i forhallen til Beijings lufthavn.
Transporten går rask ind til hotellet i centrum, hvorfra de næste par dages sightseeing foregår med besøg på bl.a. den kinesiske mur og i den forbudte by. Så efter to spændende dage i byen, tager togturen nu sin begyndelse fra Beijings hovedbanegård, hvor et kinesisk tog holder parat med togstewarder opmarcheret ved hver indgang i stram retstilling og et blik, der er rettet stift fremad.
Kupéen ideholder to komfortable senge samt privat bad og toilet i modsætning til »nostalgiklassens« kupéer, der alle har fire køjer og fælles bad på gangen
Toget glider ud fra banegården og begynder langsomt at bevæge sig gennem beboelseskvarterer med hundredvis af triste højhuse. Jeg lægger mig til rette på den noget hårde seng, som dog er redt op med nyvasket og velpresset sengetøj.
Sengens små bevægelser går i mange retninger. Fra side til side, op og ned, mest frem, men også tilbage, hvis toget bremser. Jeg skal vænne mig til lyden af metal mod metal, til de skarpe smæld, som fra tid til anden forplanter sig fra skinnernes jern og ind i vognen. Det er fornemmelsen af at rejse på den gammeldags måde.
Ved syvtiden vågner jeg og kigger spændt ud af vinduet, hvor landskabet nu er landligt. Med jævne mellemrum dukker små landsbyer op bestående af lave, støvede huse bygget af rødlige mursten under teglstenstag. Efter endnu et par timers kørsel i denne type landskab begynder hjulene at hvine hæst.
Dinosaur made in China
Vi bremser nu ved den mongolske grænse, hvor passene skal kontrolleres, og togvognene hejses over på andre understel. Mongoliet har nemlig en anden sporbredde end Kina. Det tager nogle timer, så vi køres ud til egnens eneste seværdighed – en dinosaur-skulpturpark. Her er faktisk gjort nogle af verdens vigtigste dinosaurfund, hvilket er markeret med et stort frilandsmuseum med naturtro størrelser af øglerne.
Sidst på eftermiddagen kan vi endelig stige om bord på rejsens egentlige tog – det som skal føre os gennem Sibirien. Forrest er et lokalt lokomotiv, der trækker os ca. 300 kilometer, hvorefter et andet lokalt tog tager over ligesom i gamle dage, hvor postdiligencen skiftede heste.
Vi passagerer bor i flotte blå vogne med påskriften »Zarengold« – vogne ejet af det tyske rejsebureau – mens de øvrige vogne lejes af et russisk togfirma, ligesom al personalet er russisk. Uden for hver vogn står en flot uniformeret steward eller stewardesse, myndige folk som smiler venligt, men ikke ligefrem kaster sig over ens bagage.
Jeg haler derfor selv kufferterne op i toget og finder kupéen med mit navn. Den befinder sig på den såkaldte Bolshoi-klasse og indeholder to komfortable senge samt privat bad og toilet i modsætning til »nostalgiklassens« kupéer, der alle har fire køjer og fælles bad på gangen.
Før jeg får stuvet min bagage af vejen i de forskellige små skabe og skuffer, braser stewarden Sergej ind og insisterer på at vise rundt samt instruere i brug af kupéens bad og toilet. Man kan dårligt være to derude samtidig, men missionen lykkes.
Krigsveteraner om bord
Sergejs håndtryk er fast som en skruestik, ligesom blikket er stålsat, og jeg erfarer efter nogle dage, at han er veteran fra krigen i Tjetjenien. Sergej taler kun få tyske ord ud over russisk, men alligevel opstår der en god forståelse imellem os. Hver formiddag bringer han mig f.eks. god, frisklavet espresso og mineralvand, ligesom han gør, når jeg vender hjem efter de daglige busudflugter til lokale seværdigheder, når toget gør holdt.
Man kan naturligvis også gå ned i togets restaurantvogn efter mad og drikke, men serviceniveauet samt forplejningens kvalitet er ikke for de sarte, og igen er en henvisning til Carsten Jensens rejsebog på sin plads. Nemlig til det sted, hvor han beskriver fællesskabet mellem gæsterne i hans spisevogn med det på en tømmerflåde af skibbrudne:
»Samtlige opskrifter så ud til at være godkendt og enstemmigt vedtaget på en regnvejrsdag i det nu forsvundne politbureaus sureste tid, med råvarerne leveret direkte fra en kemisk fabrik.«
I Mongoliets hovedstad, Ulan Bator, får vi mulighed for at købe kashmir til den helt store guldmedalje og til meget lave priser
Dog udvikler jeg efter nogle dage et velfungerende system, nemlig at spørge de lokale guider i de byer, vi besøger undervejs, hvor man kan købe kaviar og frisk brød. Det lykkes regelmæssigt, så det medbringer jeg i restaurantvognen for på den måde at nyde samværet med de øvrige passagerer, uden at behøve at spise maden om bord.
Men nu er det jo ikke for at spise og drikke, at man kører gennem Sibirien. Det er for at opleve Sibiriens storhed, de enorme uberørte landskaber, som kun forandrer sig ganske lidt undervejs. Men før vi når Sibirien, skal vi gennem Mongoliets fantastiske Gobiørken. Den er forbløffende grøn, da det i de senere år har regnet usædvanlig meget. Det er godt for de mange geder, som mongolerne holder, og hvis kashmiruld er en af landets vigtigste eksportvarer.
I Mongoliets hovedstad, Ulan Bator, får vi mulighed for at købe kashmir til den helt store guldmedalje og til meget lave priser. Problemet er blot, at snittene i bluser, sweatere, kjoler med mere er håbløst ude af trit med såvel vestlig mode som klassiske begreber. Men jeg fylder taskerne med halstørklæder, vanter og en stor, tyk kashmirplaid, som er det absolutte trofæ.
I Mongoliet hilser de lokale på gæsterne og præsenterer de traditioner, der endnu lever side om side med det moderne liv. Foto: Lucio Rossi.
Om aftenen går vi til en koncert med så fascinerende elementer som »Barberen fra Sevilla« udsat for originale mongolske strengeinstrumenter, såvel som traditionel, yndefuld mongolsk dans samt den særprægede mongolske strubesang.
Her fra Mongoliet udgik Djengis Kahn i 1200-tallet, grundlæggeren af et rige, der på sit højeste strakte sig fra Ungarn i vest til Korea i øst. At Mongoliet i dag er en selvstændig nation, skyldes nok, at hverken Kina eller Rusland i nyere historie har villet tillade modparten at opsnappe Mongoliet.
På togrejsens fjerde dag ruller vi ind på den pigtrådsindhegnede russiske grænsestation Nauschki klokken 07.00 – eller klokken 06.00, hvis man allerede har justeret uret efter den tidszone, vi samtidig krydser. Det er bedst at have fået al tøj på i god tid, for paskontrollen foregår i ens egen kupé, men under stor alvor.
Og netop på disse breddegrader er alvor et ord, der bør tages seriøst. De daglige foredrag holdt af vores guide remser nemlig det russiske folks historie op, og det er bestemt ikke just opmuntrende. Det gælder også de mange forfaldne byer, vi kører igennem på vores vej. Forskellige slags fabrikker har alle den fællesnævner, at de er blevet forladt og gradvist er ved at brase sammen.
Hver dag byder på nye natureventyr, og på vej gennem den østsibiriske slette kommer vi på besøg i byer, der er mere præget af Orienten end af Vesten
Vi passerer også snesevis af små byer med hundredårige huse bygget af tykke bjælker og andre træhuse malet i det russiske flags hvide og blå farver. I næsten alle haver er der et par rækker hvidkål og et drivhus af glas eller plastik. Det er den brede virkelighed.
Men der er skam også fantastiske højdepunkter, som for eksempel Baikalsøen, der er verdens største og reservoir for omkring en femtedel af alle klodens ferskvandsreserver. På sit dybeste er søen 1600 meter, og om vinteren fryser den til i en tykkelse af halvanden meter. Så etableres der veje på isen, og en livlig biltrafik opstår på kryds og tværs.
Vi når ind i Sibirien, der byder på en fantastisk fascinerende natur. Kæmpestor, vild og barsk på en måde, så man får lyst til at vende tilbage om vinteren for virkelig at opleve kuldegrader på 20-40. Hver dag byder på nye natureventyr, og på vej gennem den østsibiriske slette kommer vi på besøg i byer, der er mere præget af Orienten end af Vesten, før vi på sjettedagen ankommer til Irkutsk – områdets største by med en befolkning på omkring 600.000.
Mange af dem stammer fra den oprindelige befolkning, så man ser ofte orientalske træk i bybilledet. I 1800-tallet var Irkutsk den yderste grænse af russisk civilisation i Sibirien og stedet, man sendte folk i eksil – for eksempel de såkaldte decembrister, officererne der ledte et oprør mod Zaren i 1825, hvilket førte til henretning af nogle, mens andre blev sendt til netop Sibirien.
Disse eksilrussere grundlagde et kulturliv i Irkutsk, som senere udviklede sig så meget, at byen i begyndelsen af 1900-tallet blev kendt som »Sibiriens Paris.«
Af sted til hovedstaden
Det er f.eks. spændende at besøge museet, der er indrettet i en herskabelig villa, opført af den rige decembrist fyrst Sergey Volkonsky, som selv boede der efter at have tilbragt 10 år i en arbejdslejr. Det er simpelthen som at træde ind i et kapitel af Leo Tolstoys »Krig og fred.« Og der blev endda arrangeret en privat kammerkoncert for vores gruppe i husets musiksalon.
Næste dag er fuldstændig på skinner. Vi skal køre i ét stræk til Sibiriens hovedstad, Novosibirsk. Ganske vist stopper vi som sædvanligt for hver 300 kilometer for at få et nyt lokomotiv foran togstammen, men der bliver ikke lejlighed til at gå ture i den forbindelse.
Det er simpelthen som at træde ind i et kapitel af Leo Tolstoys 'Krig og fred'. Og der blev endda arrangeret en privat kammerkoncert for vores gruppe i husets musiksalon
Sådan en dag er lang for de vandrelystne, og den forlænges endda om aftenen, hvor vi stiller urene to timer tilbage. Men på syvendedagen når vi endelig Novosibirsk, der er Ruslands tredjestørste by med 1,4 millioner indbyggere. På gaden møder vi ikke mange orientalske træk, de fleste er etniske russere.
Den hast, byen er vokset med, er utrolig. Novosibirsk blev først grundlagt så sent som i 1893 – faktisk i anledning af en ny strækning på den transsibiriske jernbane.
Masser af mad
På byens største fødevaremarked – en hal på ca. 2000 kvadratmeter – forstår man, at Dostojevskij ikke spøgte, da han i en roman beskriver Sibirien som et overdådigt spisekammer, hvor »vildtet flyver jægeren i favnen, og der findes adskillige slags kaviar.«
Markedet bugner netop af harer, kaniner, fasaner, grisetæer, kalvehoveder, røde bøffer, glinsende fisk, mange slags honning, oste, pølser og så videre. Det er svært at løsrive sig for at vende tilbage til togets triste forplejning, dog opmuntret af at have fyldt tasken med endnu en omgang kaviar, ost og pølse.
Vi når dagen efter frem til Yekaterinburg, der er berømt for sine teatre, operaer og ballet, hvilket vores gruppe får en smagsprøve på ved en glimrende, privat klassisk koncert. Senere samme aften stiller vi endnu engang urene tilbage, for vi passerer nu Uralbjergene og er således tilbage i Europa. Den næstsidste dag omfatter et stop i Kasan, hovedstaden i Tatarstan, hvor muslimer og kristne lever i bedste forståelse, og hvor Europas største moske findes.
Så efter endnu et døgn hviner Zarengold-togets bremser en sidste gang for vores vedkommende. Det sker ved ankomsten til Moskvas hovedbanegård, som også er udgangspunktet for en hurtig tur omkring Moskvas mest berømte seværdigheder, efterfulgt af en overnatning og så af sted til lufthavnen og hjemad i sædvanlig jetfart.
