RejserSom teenager i Stilling var hun besat af Abba. I dag er hun på fornavn med både Benny og Bjørn. Helle Jensen er på 12. år direktør for det diskrete luksushotel Covent Garden Hotel i London og mestrer som få kunsten at få store filmstjerner til at føle sig hjemme
Brandalarmen flænsede roen, som ellers er ret enestående på det eksklusive hotel midt i Londons flimmer af neonskilte, barer og butikker. Personalet på Covent Garden Hotel fik dog lokaliseret problemet. Det var opstået på værelse 201. Her boede selveste John Cleese, skuespilleren der er skyld i, at de fleste af os forbinder et britisk hotel med helt barokke scener ved hotelskranken.
Ud over John Cleese er bl.a. Meryl Streep, Kiefer Sutherland, George Clooney og Scarlett Johansson faldet for mikset af hjemlig charme og diskret luksus
»Cleese havde købt et kogeblus og lavede spejlæg på sit værelse, hvor han boede i to måneder. Det var som at se en scene fra tv-serien »Halløj på Badehotellet.« Røgen havde udløst alarmen, og vi måtte fortælle ham, at det måtte han altså ikke.«

Kvinden, der fortæller og overbragte stjernen beskeden, er den 41-årige Helle Jensen. I 12 år har hun været hoteldirektør for det femstjernede Covent Garden Hotel og har om nogen været med til at gøre det til stjernernes andet hjem, når de er i London. Ud over John Cleese er bl.a. Meryl Streep, Kiefer Sutherland, George Clooney og Scarlett Johansson faldet for mikset af hjemlig charme og diskret luksus.
Læs også:
Se verdens dyreste springvand i aktion
10 mio. kr. for verdens mest luksuriøse rejse
Fem stjerner til Rigets nordligste luksushotel
Den blonde dansker tager imod os iklædt en prikket kjole – hendes »happy dress« – som understreger en personlig lederstil og på en stilfuld måde udtrykker hendes begejstring for jobbet.
Det største møde
Fra morgenmødet ved hun, at landsmanden Helena Christensen tjekker ind senere i dag. Endnu en celeber stamkunde, men omgangen med store og kendte personligheder er både frynsegode og hverdagskost for danskeren.
»Jeg tror kun, at jeg er blevet lidt starstruck én gang. Det er snart 12 år siden, og hotellet var lige åbnet. En dag kom Björn Ulvaeus og Benny Andersson for at bo her i tre måneder. De lejede et klaver og sad hver dag mellem kl. 18 og 19 og spillede og forberedte musicalen »Mamma Mia«. Så vi stod alle sammen og lyttede. Det var stort, for jeg var jo helt vild med dem, da jeg var en lille pige. Der måtte jeg lige ringe til min mor,« husker Helle Jensen.
Lige så snart, jeg kom ind i hotelverdenen, skete der bare noget i mig. Det var det her, jeg ville
Siden har Abba-drengene boet her jævnligt, og hun har fulgt både musical og film fra første parket, lagt hotelværelser til en dokumentarfilm og sludret med Meryl Streep.
Alt sammen ville have været utopiske pigefantasier, da hun som teenager havde plakater med de svenske idoler hængende på værelset i Stilling ved Skanderborg. Dengang havde hun på den anden side heller ikke den fjerneste idé om, at hun en dag ville komme til at tilbringe de fleste af sine vågne timer på et hotel.

Den vigtigste egenskab i Helle Jensens job som chef, er at være god til at snakke med ansatte og gæster på deres måder. »Man skal være vild med at møde mennesker. Nogle gange får jeg dog nok og går lige en tur rundt i Covent Garden,« forklarer hun.
»Da jeg var færdig med gymnasiet, ville jeg være skolelærer. Men jeg havde også en trang til at komme ud i verden og tog derfor et år i huset i Frankrig og besøgte tit min danske veninde i Paris. Da året var omme, mente hun ikke, at jeg var parat til at tage hjem og lokkede mig i stedet med til London.«
I den britiske hovedstad fik den dengang 19-årige dansker job på Scandic Crown Hotel.

Diskret charme og luksus er kodeordene på Covent Garden Hotel, der udefra nærmest ligner en hvilken som helst anden bygning midt i Londons teaterdistrikt. Inden døre venter dog varme nuancer, personlig service og et gastronomisk niveau, der også lokker andre end hotellets egne gæster til.
»Lige så snart, jeg kom ind i hotelverdenen, skete der bare noget i mig. Det var det her, jeg ville. Men som dansker er man ofte meget ambitiøs og ligger vægt på at få en uddannelse, så det stod også hurtigt klart for mig, at jeg skulle uddanne mig, hvis jeg skulle retfærdiggøre over for mig selv ikke at tage hjem til Danmark,« forklarer Helle Jensen.
Den klassiske romance
Ret hurtigt kom hun på diverse lederkurser og bevægede sig væk fra bunkerne med sengelinned og kom i stedet i receptionen på Firmdale-gruppens første hotel Dorset Square i 1991.
Tilknytningen til London blev endnu mere fast, da den blonde receptionist faldt for en britisk kollega. Det var klassisk hotelromance. Han var concierge, og de to er i dag gift.
Hotellet er lidt som at drive et stort hjem, og personalet er som en stor familie
»Det er meget normalt i vores verden, at man mødes via arbejdet. Vi har haft mange Covent Garden-par gennem årene. Min mand er også hoteldirektør i dag, og det hjælper, at vi har forståelse for, at man arbejder 10-12 timer hver dag og altid lige har telefonen tændt i weekenden. I dag bruger vi hinanden som sparringspartnere, men vi sidder også og konkurrerer om belægningsprocenter over aftensmaden.«
Det ene år væk fra Danmark er altså blevet til 20 år – indtil videre.
»Hvem ved, om jeg bliver hængende? Ægteparret Kemp, der ejer hotellet, har jo hele tiden nye planer, så måske bliver jeg fristet til noget andet.«
Stjernernes andet hjem
Men Danmark er ikke glemt. Sommerhuset i Skagen er f.eks. hendes faste holdepunkt i Danmark, som hun stadigvæk omtaler som hjem. I England har hun og manden for 12 år siden slået sig ned i et gammel hus på landet i Buckinghamshire en time uden for London. Men i realiteten har hun to britiske hjem, fortæller hun.
Hvis man hedder Scarlet Johansson eller er berømt filminstruktør, kan man altid få et værelse, selv om hjemmesiden melder alt optaget. De ringer naturligvis bare til direktøren, der har et par trick i ærmet
»Hotellet er lidt som at drive et stort hjem, og personalet er som en stor familie. Vi forsøger at skabe en stemning af et home away from home for vores gæster. Ca. 50-60 pct. af dem er stamkunder, og det er en usædvanlig høj andel. Derfor skal man også have nogle ansatte, der kender dem. De mange stamkunder er også årsagen til, at vi trods krisen kunne bevare vores belægningsprocent på 90 pct. i år.«
For at få belagt så mange nætter er et hotel nødt til at overbooke, ligesom man kender det fra flyselskaberne. Men kombinationen af overbooking og en høj andel af kendte stamkunder kan også give sved på panden.
»Stjernerne er her ofte 10 dage eller i flere måneder, og de vil have nogle bestemte værelser. Ellers bliver de gale på os,« siger hun halvt i spøg.

Men der er noget om snakken, og hvis man hedder Scarlet Johansson eller er berømt filminstruktør, kan man altid få et værelse, selv om hjemmesiden melder alt optaget. De ringer naturligvis bare til direktøren, der har et par trick i ærmet.
»Et af dem er selvfølgelig at opgradere en anden gæst til et bedre værelse – ikke nødvendigvis her – men på et af vores andre hoteller i London. Det har nye gæster sjældent noget imod, når de får et bedre værelse. Men vi betragter nu alle gæster som VIP,« skynder hun sig at tilføje.
At være snobbet eller forskelsbehandle folk ligger generelt slet ikke til Helle Jensen.
»Jeg er jo jyde,« som hun siger.

Trods beskedenhed er der dog ingen tvivl om, at hun er bossen. Og hvis hun kommer til at sige »synes jeg,« skynder hun at rette sig selv til »ved jeg.«
»En af de vigtigste ting, jeg har lært af min far, er, at man aldrig skal tale ned til folk eller op for den sags skyld. Man skal møde dem i øjenhøjde. Det gælder ikke bare stjerner, men også de ansatte.
Min stil er åben og ikke så hierarkisk, som jeg selv har oplevet på større hoteller, hvor man ikke bare lige gik ind og snakkede med direktøren. Jeg går altid ind ad bagdøren om morgenen og møder stuepigerne, der har været på arbejde hele natten. Engang var jeg jo selv en af dem,« bemærker Helle Jensen, som godt kan finde på at redde en seng eller passe receptionen, hvis der er travlt.
I orden at blive sur
Det nytter jo ikke at holde sig stringent til faggrænser og hierarki, hvis det betyder, at gæster skal vente.
»Hvis man betaler 400 pund (ca. 3300 kr.) for en overnatning, skal det være i orden. Og det er altså mange penge, hvis man betaler af sin egen pengepung. Hvis man skal vente en halv time på morgenmaden, kan jeg godt forstå, hvis man bliver sur. Der kan være nok så gode forklaringer, men det er ikke kundens problem. Derfor siger jeg også altid til mine ansatte, at de skal være ærlige, beklage og ikke bortforklare.«
Når en amerikansk skuespiller efter et fire måneders ophold lige har betalt 186.000 pund (ca. 1,5 mio. kr.) – den største hotelregning der er udskrevet i Helle Jensens tid som direktør – bliver hendes eget liv i den grad sat i relief, når hun tager bilen eller toget hjem til landsbyen Chalton St. Giles
Engang imellem går det dog galt – især hvis forventningerne ikke passer til virkeligheden.
»Vi havde på et tidspunkt besøg af en berømt rockstjerne, der forventede privat butlerservice, og jeg afsatte stort set to-tre mand til hende i døgndrift. Og det var stadigvæk ikke nok.«
Så der er grænser for, hvad Helle Jensen & co. gør for at please, og den rockstjerne har de ingen ambitioner om at se igen.

»De fleste stjerner, der kommer her, er som regel ikke umulige. Faktisk oplever jeg, at det ofte er assistenterne omkring dem, der er nervøse. Vores gæster er ofte meget veletablerede navne, der har fået nok af rampelyset og paparazzierne. De kommer her, fordi hotellet har en hjemlig atmosfære og er et diskret sted.
Personalet er også så vant til at se kendte mennesker, at de behandler dem helt naturligt og kan snakke med dem om andet end teater og film,« siger Helle Jensen og nævner for eksempel dengang, hun snakkede med den halvt danske Scarlet Johansson om at fejre dansk jul.
»Jeg sidder tit inde på kontoret og tænker, at det er de mest utrolige mennesker, jeg har lært at kende ret godt. På et tidspunkt havde vi f.eks. en fantastisk dansk kvinde boende i tre måneder. Hun havde arvet nogle penge og brugte 70.000 pund (ca. 570.000 kr.) på opholdet.«
Hverdagen på et femstjernet hotel er altså lidt som at opholde sig i et andet økosystem. Og når en amerikansk skuespiller efter et fire måneders ophold lige har betalt 186.000 pund (ca. 1,5 mio. kr.) – den største hotelregning der er udskrevet i Helle Jensens tid som direktør – bliver hendes eget liv i den grad sat i relief, når hun tager bilen eller toget hjem til landsbyen Chalton St. Giles.
»Jeg kan også godt lide lækre ting, sko og rejser. Men for mig er det også stor luksus at løbe en tur ud over markerne og spise frokost om søndagen på en gastro-pub. Det passer mig rigtig godt at have kontrasten mellem storby og luksus og fred og natur på landet.«











