RejserAfrika er ikke det første sted, man overvejer at tage hen for at holde skiferie, men Atlasbjergene i Marokko har både lifte og puddersne. Kom med til Oukaïmeden – landsbyen for de mest vovemodige entusiaster

Det har i årevis været min store drøm at stå på ski i Atlasbjergene i Nordafrika. Bjergene er imponerende, tinderne og bjergene strækker sig over 2400 kilometer i den nordvestlige del af Afrika. Hele vejen fra Atlanterhavet til Middelhavet holder de Sahara i skak.

Oukaïmeden har alt det, man normalt kan finde på et skisportssted – dog med et marokkansk twist 

Det højeste af alle Atlasbjergene er Jbel Toubkal, der også kaldes for Høje Atlas, fordi det med sine 4167 meter knejser over alle de andre. Her tæt på det mægtige bjerg, ca. 150 kilometer fra Marrakech, ligger målet for vores rejse, det lille skisportssted Oukaïmeden.

Læs også:
La Grave - Myter om overdreven offpiste
Courchevel - åbenlys luksus på ski
Arabien, Indien og Afrika på én ø

De mange små stenhuse, der er bygget ind i klipperne, tilhører berber-folket, men står tomme i sæsonen og er perfekte til vovede skihop.

Jeg er rejst sydpå sammen med fotografen Christian Åslund og de svenske skiløbere Martin Söderberg og Lars Fidjestøl. Vi har forladt Marrakech’s travle gader og er kørt op i bjergene. Vi når frem til landsbyen Oukaïmeden i løbet af halvanden time. Landsbyen, der nærmest er en flække, ligger i 2600 meters højde omgivet af forrevne tinder. Da vi ankommer, har det sneet i tre dage, og hotellerne og restauranterne er dækket af kold puddersne. Det er et klassisk og funklende vinterlandskab.

Vi tjekker ind på Club Alpin Français (CAF), der ligger i en rustik bygning med sovesalslignende indkvartering. Spisesalen er et stort kaos på grund af de 60 marokkanske børn, som holder vinterferie på hotellet.

CAF ledes af en energisk fransk dame i 60’erne ved navn Michelle Minet, som har boet 20 år i Oukaïmeden.

»Livet her er aldrig let. Sådan er det altid her,« fortæller hun.

»I går havde vi strømafbrydelse i flere timer. Vi har godt nok en generator, men den kan kun køre i et par timer. Og jeg havde alle børnene, som jeg skulle tage mig af«.

Skiløb som i 1930'erne

Jeg går rundt med Michelle Minet, mens hun fortæller om skisportsstedet.

»Oukaïmeden har overhovedet ikke ændret sig, siden jeg kom hertil for 21 år siden sammen med min mand. Han døde i 2004, så nu styrer jeg CAF alene,« forklarer hun og går hurtigt igennem køkkenet, mens hun inspicerer menuen og taler med køkkenchefen, inden hun smutter ovenpå for at hente blanketter til indtjekning af de nyankomne gæster.

Billetkontoret ligger i et lillebitte stenhus og skiudlejningen består i bund og grund af en bunke 20 år gamle ski og vandrestøvler 

»Den franske alpine skisportsklub, Club Alpin Français de Cassablanca (CAF de Cassablanca), som har lagt navn til stedet, er kommet her siden 1930’erne for at stå på ski. Dengang var der ingen veje, så folk kom hertil på æselryg. Vejen blev først bygget i 1960’erne ca. på samme tidspunkt, som den første skilift blev bygget«, fortæller hun.

Oukaïmeden har alt det, man normalt kan finde på et skisportssted – dog med et marokkansk twist. Billetkontoret ligger i et lillebitte stenhus. Skiudlejningen består i bund og grund af en bunke 20 år gamle ski og vandrestøvler, der engang er blevet efterladt af franske bjergvandrere. Valnødder, honning, tørrede urter og smykker – alt er til salg, endda til en meget fordelagtig pris.

Begynderbakken er fyldt med marokkanere i jeans, bikerjakker, slør og jelaba (en lang arabisk skjorte, red.). Der grines højt. Nogle står på ski, andre glider bare ned på enden.

Det omskiftelige vejr

Skiområdet har tre lifte, der betjener den nedre del af bjerget samt en stolelift til toppen af Jbel Attar i 3270 meters højde. Uheldigvis var stoleliften lukket på vores første dag.

Jeg talte med Amine Didi, en anden CAF-gæst, der havde løbet på ski i Oukaïmeden i de sidste 25 år, og han forklarede, at der ikke var nogen lavine-kontrol på bjerget. I stedet for at kaste bomber ville medarbejderne vente, indtil sneen fra sidste storm havde stabiliseret sig. Jeg spurgte Amine Didi, om der var usædvanligt meget sne i år?

Samme eftermiddag blev en marokkansk snowboarder fanget i en lavine uden for skiområdet. Hans lig blev fundet fire timer senere af militæret og lå begravet under en meter sne 

»Vejrmønstret her kører i cyklusser – 12 tørre år og derefter 12 våde år. Siden 2006 har vi været inde i en våd cyklus – og de kommende år vil blive endnu bedre med endnu mere sne.«

Amine Didi og jeg løb sammen på den nedre del af bjerget. Løjperne var ikke særligt udfordrende, men det var skiliftene. De katapultlignende træklifte var vildt stærke. Jeg hagede mig fast, som gjaldt det livet, mens jeg fløj gennem luften.

Oukaïmeden er ganske vist et noget utraditionelt skisportssted, men kan man leve med de rå omgivelser og manglen på ultimativ luksus, er her fantastiske oplevelser forude. De tre skilifte i byen spænder fra 2620 meter til 3270 meters højde, herfra er de modigste på egen hånd.

Næste dag var stoleliften til toppen af Jbel Attar åben. Jeg stod længe og nød udsigten. Det mægtige Jbel Toubkal og andre 4000 meter høje bjergtoppe dækket af sne, dale med fyrrretræer, landsbyer, der klynger sig til bjergsiderne, okkerfarvede sletter med Marrakech i det fjerne. Forbløffet over at løbe på ski i 31 graders nordlig bredde.

Der var dog ingen præparerede løjper fra toppen. Vinden havde slået voldsomt mod bjerget, og der var steder nær toppen, hvor al sneen var væk, så der kun var is og blotlagt sten. Jeg løb ned gennem is, der var blevet skorpet af vinden, og puddersne.

Samme eftermiddag blev en marokkansk snowboarder fanget i en lavine uden for skiområdet. Hans lig blev fundet fire timer senere af militæret og lå begravet under en meter sne.

Falsk sikkerhed i bjergene

Amine Didi fortalte mig, at dette var det første dødsfald i 30 år, men selvfølgelig var folk kommet til skade før.

»I Oukaïmeden føler man sig sikker. Man har liftene, hotellerne, alle menneskene – men det er en falsk følelse af sikkerhed. I virkeligheden er man helt alene, hvis der sker noget.«

Jeg indså, at jeg ikke var bange for det lille grønne dyr – de virkelige farer ligger ude i bjergene. 

Venner af snowboarderen tilbragte natten på CAF. Det var hjerteskærende at se dem i lobbyen, hvor de holdt om hinanden og ringede til familie og venner for at fortælle de sørgelige nyheder. En soldat efterlod snowboardet ved hovedindgangen. Brættet var knækket i spidsen.

Stoleliften var lukket resten af dagen. Mine rejsefæller morede sig i stedet med at springe over de småbitte stenhuse, der er bygget ind i klipperne og er halvt begravet i sneen. Jeg spurgte Michelle Minet i CAF om de mange klippehuse, der ligger spredt ud over hele Oukaïmeden.

»Der er ingen, der bor i dem. De tilhører Berber-folket, Nordafrikas indfødte befolkning, og deres dyr. Oukaïmeden er et græsningsområde, hvor berberne kommer for at lade deres hjord græsse i efteråret. Kvinder, børn og køer bliver her indtil 10. september – hvorefter børnene må tilbage i skole. Mændene bliver her med gederne indtil første snefald.

Vi sluttede vores besøg med en eftermiddag i Marrakech’s gamle bydel. Jeg gik konstant vild i Souq’en, det kompakte handelsdistrikt, hvor man kan købe alt fra hårnåle til ibenholtdøre. Labyrinten af gyder og blindveje var fuldsæntdig forvirrende, og jeg var lettet, da en slangetæmmer tog mig i hånden.

Straks efter opdagede jeg en grøn slange over skulderen, der langsomt bevægede sig op mod min hals. Var jeg bange? Ja, til at begynde med, men så kom jeg til at tænke på lavinen, og hvordan jagten på uberørt puddersne kan være fatal. Jeg indså, at jeg ikke var bange for det lille grønne dyr – de virkelige farer ligger ude i bjergene.