RejserDet ultimative rush skræmmer og lokker på samme tid. Det er alle de forudgående trængsler værd; den nervepirrende indre kamp for at overvinde frygten for at springe ud i det blå – måske med livet som indsats.

Ikke at det havde skortet på spænding og adrenalinkick på min ferie i Namibia – det havde jeg allerede fået i rigelige mængder til lands og til vands.

Da jeg står ude på den intermistiske flyveplads i ørkenen hænger mine nerver tydeligvis i laser  

Jeg var sluppet helskindet gennem en udfordrende og fabelagtig ridesafari på 400 km gennem en af verdens mest golde ørkner, og bl.a. også oplevet et gispende intimt møde med en 100 kilos tung vild pelssæl (læs mere i vedhæftede artikler).

Men nu havde jeg altså også sat kryds ud for en af de mest adrenalinpumpende aktiviteter, man kan forestille sig; et faldskærmsudspring i frit fald.

Spring med ud i det blå:

TV Indslag

Se mere Pleasure TV

Surfing i meterhøje Atlanterhavsbølger, sandboarding og motorcross race i op til 100 meter høje sandklitter, paragliding, havkajak eller ballonfærd som blot er et lille udpluk af udvalget i Swakopmund – måtte blive en anden gang.

I denne omgang skulle jeg udfri en livslang drøm, og opleve frit fald – og flyve let og fri som fuglen. Smukt og heftigt. Jeg skulle bare lige derop først. Og ventetiden var det værste – det i sig selv fik blodtrykket op i det røde felt.

Da jeg står ude på den intermistiske flyveplads i ørkenen hænger mine nerver tydeligvis i laser uden på den rød og gule kedeldragt – godt viklet ind i det garn af liner og sikkerhedsbælter, som jeg omsider bliver snøret ind i.

Instruktionen er overstået på under to minutter, og så er jeg sådan set klar til lift-off. Den næste times tid kan jeg bare slappe af (!) – og nyde synet af de farvestrålende paraplyer, der spyttes ud af Cessna-flyene, lyder opfordringen drilsk fra et par hard core instruktører, da de vandrer forbi mig, på vej over mod et tøffende Cessna-fly – på vej på arbejde og til deres femte udspring den dag.

Overgearede sprællemænd

Omkring 15 faldskærme daler legende let ned fra himlen før de efter et par minutters vuggen omkring i det blå klasker sammen på jorden i en blød landing i det sennepsgule ørkensand – og efterlader overgearede sprællemænd. De dingler salige omkring, jubellykkelige som kun småbørn kan være det.

Jeg ser måbende til – med hjertet halvvejs oppe i halsen, på vej ud af munden. Det SÅ ud til at være fantastisk. Men man hører jo også om, dem der ikke kommer ned, høj af lykke – men smaskflad som en pandekage.

Men ikke her i Swakopmund. Her kan man ”roligt” kaste sig ud i det blå ingenting med en af de tilbagelænede surfertyper fra Ground Rush Adventures fastspændt på ryggen. Selskabet har smidt folk ud af Cessna-fly i 13 år – syv dage om ugen, 8-10 gange om dagen pr. instruktør. Og de har en utrolig hit rate(!).

”Vi har ikke haft nogen fatale uheld i de 13 år,” forsikrer min 95 kilo tunge skydive-ridder, Mias, mig, da jeg med tunge skridt trasker hen mod det mindste Cessna-fly, jeg nogensinde har set.

En tysk pige i 20’erne er så skrækslagen, at hun ikke kan tale 

Vi klemmer os sammen på gulvet bag piloten – seks mand; en tysk pige i 20’erne, så skrækslagen at hun ikke kan tale, og mig, hvor panikken til gengæld udløser totalt mund-diaré – til stor moro hos det syrede ”kabinepersonale”, som udover piloten tæller fire garvede udspringere; to iskolde fotografer, der skal filme vores livs flyvetur. Og de to rablende gutter, der skal eskortere mig og den stumme pige sikkert til jorden.

De benytter ventetiden på de 20 minutter, det tager for fugleburet at nå op i 3000 meters højde, på at brøle ud med de mest kulsort-morbide jokes.

Et par koldbøtter – og vi flyver

Og pludselig har urets visere fået fart på – tiden er gået. Vi nærmer os udkastning – instruktørens ur viser faretruende 10.000 fod. Point of no return. 3000 meter oppe i luften bliver næsten hele den ene side af flyet flået til side.

På kommando krabber jeg hen til det skrækindjagende hul i Cessnaflyet. Svinger benene ud over kanten og op under Cessna-flyets bug. Og hold da vejret, der er langt ned. Inden jeg når at panikke vipper vi ud af flyet – mig og Ryan.

Vi slår vist er par bløde koldbøtter. Og så er der ro. Jeg flyver...

Fladt på maven med arme og ben ud fra kroppen, og min mund pivåben. Jeg har lyst til at råbe alt hvad mine lunger kan trække – det er så befriende, fantastisk. Flyvefornemmelsen – en følelse af total frihed. En ophøjet ro og stilhed (som kom helt bag på mig).

Og udsigten, den er jo eminent. Enestående, spektakulær – jeg mangler ord. Et malerisk syn med det sølvglitrende blå Atlanterhav så langt øjet rækker i vest. En kystlinje, der løber løbsk fra syd til nord med bølger af abrikosmalede sandbjerge, der flyder ud i en karryfarvet ørken, der strækker sig uendeligt mod øst.

Frit fald

Verden folder sig ud i al sin pragt – tiden står stille. Jeg er målløs, det er ubeskriveligt – jeg fyldes af en indre ro og lykke. Jeg jubler indvendig – og åbenbart også udadtil.

”Welcome to my office,” siger Mias’ dybe stemme over mig i en tør kommentar til mine jubeludbrud.

Og så rykker det. Faldskærmen slår ud – 30 sekunders frit fald, er fløjet af sted – langsomt og dybt – med 220 km/t. Nu daler vi sagte mod jorden. Indtil jeg får stukket nogle håndtag i hånden. Og ligesom når man legede flyver som barn med armen strakt ud til siden, hiver jeg hårdt til venstre – hviiin - vi suser til venstre, og snart til højre. Vi svinger vildt omkring og får den heftigste rutsjebanetur.

I ekstase

Men så nærmer jorden sig med hastig fart. Wow, hvordan lander vi egentlig! Det ordner min to meter høje tandem-ridder – han fører mig let og elegant ned på fast grund, som springer vi ned fra en taburet. Fantastisk. Jeg jubler, hopper og springer – som sprællemændene før mig – og glemmer alt om min siamesiske tvilling, som lynhurtigt får hægtet sig fri af sin balstyriske luftnovice. Jeg er totalt euforisk, overvældet af lykkefølelse, og rabler løs om vi ikke kan gøre det igen!

En kildrende og energisk følelse risler ud i hver en fiber i kroppen 

Jeg er som i ekstase. Høj i flere dage efter min debut i luften. Jeg mangler ord – det skal prøves. Og for mit vedkommende drømmer jeg om næste gang – og om at springe fra 13.000 fod, som er tilladt i Australien og visse steder i USA.

I mellemtiden tærer jeg på nogle af de små depoter, som jeg åbenbart har lagret noget af det magiske flyvepulver i. For når jeg fortæller om min debut nu flere måneder efter, pibler gåsehuden fluks frem – en kildrende og energisk følelse risler ud i hver en fiber i kroppen. Jeg smiler over hele hovedet og fægter med arme og ben, når jeg genfortæller mit eventyr i luften. Det er storslået. Det skal prøves.

Får du også lyst til at springe ud i det, kan du evt. starte med at besøge Dansk Faldskærms Union på www.dfu.dk/Service/Tandemspring.aspx og se, hvor i Danmark man kan tage et tandemspring eller tage den solo. Smut evt. også forbi i Namibia på www.skydiveswakop.com.na – så er du også hooked!